Af Anne Margrethe Rasmussen, områdeansvarlig for Mellemøsten i Red Barnet
Når krige og katastrofer rammer, har børn brug for og krav på mad, vand, medicin og tag over hovedet. Men opgaven er ikke løst med det. Det er ikke nok, at børn overlever. De skal også leve.
Hvis børn og unge ikke får hjælp til at bearbejde traumatiske oplevelser, kan det få alvorlige konsekvenser på sigt. Konsekvenser, der koster både det enkelte menneske og samfundet dyrt.
Derfor er vi nødt til at tage mentale krigsskader mindst lige så alvorligt som de fysiske skader. Mental sundhed er ingen luksus. Det er børnene, der skal bære vores verden videre – og de har brug for og krav på, at vi passer på dem.
Børns psyke og trivsel tager skade af at vokse op i skyggen af krige og konflikter. Børn, der har oplevet vold og overgreb, mistet familiemedlemmer, hørt bomber falde eller er flygtet fra deres hjem, risikerer at få livsvarige psykiske skader. Det skader deres udvikling, herunder hjernens udvikling, hvis de ikke får den rette hjælp – i tide. Uden hjælp, kan børn, der har oplevet eller været i krig og konflikt, udvikle for eksempel angst, depression, indlæringsproblemer eller kronisk sorg. Traumatiske begivenheder i barndommen risikerer altså at få langvarige konsekvenser og skabe kaos gennem hele livet - ikke kun for det enkelte barn, men også for familier og de samfund, som børnene skal være en del af.
Hvert sjette barn i verden – eller flere end 450 millioner – vokser op i områder præget af krig og konflikt. Ikke siden Anden Verdenskrig har så mange børn været på flugt. Vi skylder de børn at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at de kan hele. De har ret til psykosocial hjælp og støtte.
Opgaven er stor, og ingen kan klare den alene. Vi er nødt til at gøre det sammen. Verdenssamfundet, WHO, regeringer over hele verden og civilsamfundsorganisationer. Børns mentale helbred skal tænkes ind i alt, hvad vi foretager os – men det skal også prioriteres langt højere. Under 0,5 % af den globale bistand går til mental sundhed og psykosocial støtte. Mental sundhed er et af de mest forsømte områder af folkesundheden på verdensplan, både økonomisk og politisk.
I Dohuk-provinsen i Irak støtter Red Barnet blandt andet børn og unges mentale helbred. Et projekt, som vi håber at indsamle midler til, når Danmarks Indsamling bliver afholdt på lørdag den 29. januar. Her hjælper vi blandt andre unge syriske flygtninge, internt fordrevne og piger og kvinder mellem 15 og 25 år med at bearbejde mentale mén og håndtere usikkerhed og modstand. Ud over voldsomme barndomsoplevelser er mange af de unge bekymrede over, hvordan de skal forsørge sig selv og deres familie i et land, hvor arbejdsløsheden er høj, og hvor coronakrisen har været med til at sende millioner af irakere ud i fattigdom.
De unge får mulighed for psykosocial støtte og får tilbudt kurser i livsfærdigheder, og på den måde kan vi hjælpe dem med at genvinde troen på fremtiden og tilliden til andre mennesker. Det er afgørende for, at de unge får glæde af de andre aktiviteter i projektet og kan skabe sig en bedre fremtid – både for dem selv, men også for de samfund de er en del af. De unge tilbydes blandt andet mentorordninger, undervisning i virksomhedsdrift og hjælp til at finde lærepladser og job.
Verdens børn og unge har brug for, at vi står sammen for at sikre deres mentale sundhed. Lad os begynde med at hjælpe i Irak til Danmarks Indsamling lørdag aften.
For børn og unge skal ikke bare overleve – de skal leve, trives, smile og udvikle sig.
Debatindlægget er bragt i Fyens Stiftstidende 27. januar 2022
category
ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category
NY KAMPAGNE OM SEKSUALISERING AF BØRN
Red Barnet vil have bedre beskyttelse af børn mod seksualisering online. Se mere i ny kampagnefilm.
Advarsel: Billederne kan virke voldsomme, selvom vi har undladt de værste. Vores ambassadører fik tilbudt at tale med en psykolog efter optagelserne.
category
DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.