DEBAT: Børn vil betale prisen, hvis Danmark skærer i støtten til Burkina Faso

20-02-2023
NYHED

Der er mere end nogensinde før brug for, at Danmark og andre vestlige lande viser, at vi – på trods af den politiske udvikling i det centrale Sahel – holder hånden under en hårdt ramte civilbefolkning.

Af Jakob Eilsøe Mikkelsen, Afrika-chef, Red Barnet
Udviklingen i den centrale Sahel-region skaber dybe panderynker i Danmark og andre vestlige lande, efter at militærregeringen i Burkina Faso har bedt franske styrker om at forlade landet – ligesom det allerede er sket i Mali. Danmark overvejer nu, hvad der skal ske med den bilaterale udviklingsbistand til Burkina Faso.

Det vil være den helt forkerte vej at gå, hvis Danmark beslutter sig for at skære i den livsnødvendige støtte til Burkina Faso.

For der er mere end nogensinde før brug for, at Danmark og andre vestlige lande viser, at vi – på trods af den politiske udvikling i det centrale Sahel – holder hånden under den hårdtramte civilbefolkning og ikke smækker pengekassen i. Det vil blot bekræfte militærregeringens fortælling om, at Vesten ikke reelt hjælper med at løse Burkina Fasos udfordringer.

I stedet for at trække stikket eller skære i støtten, bør Danmark omprioritere bistanden fra programmer, der støtter regeringen i Burkina Faso til programmer, drevet af for eksempel ngo’er eller FN, og som kommer børn og deres familier til gode.

Den værste fødevarekrise i et årti
Burkina Faso står lige nu over for sin værste fødevarekrise i et årti. Det anslås, at 10.000 børn i Burkina Faso vil opleve den værste form for sult inden for de næste seks måneder. Børn, som vil opleve hungersnødslignende tilstande. Det er en kraftig stigning fra omkring 900 børn i slutningen af 2022, viser en analyse fra ngo’er og FN-agenturer, som arbejder i landet.

Konflikter, klimakrise og økonomisk tilbagegang accelerer den hurtigt voksende sultkrise i Burkina Faso. Stigende vold i landet har tvunget næsten 1,9 millioner mennesker til at flygte fra deres hjem siden 2018 og efterlade deres afgrøder, basale forsyninger og levebrød.

Da jeg selv var i Burkina Faso i november sidste år, var det tydeligt, hvordan fødevarekrisen har tvunget endnu flere fattige kvinder og børn til at søge mod storbyen til et usikkert liv på gaden.

Situationen kalder på, at vi nu understøtter den lokale befolkning og arbejder for at forebygge yderligere ustabilitet, bekæmper fattigdom og adresserer de store humanitære behov.

Det gør vi i Red Barnet i samarbejde med andre danske organisationer og lokale partnere. For eksempel gennem målrettede pengeoverførsler til særligt sårbare børnefamilier, behandling af underernærede børn samt konflikthåndtering i og mellem lokalsamfund.

Vi må ikke svigte børnene i Sahel.

Debatindlægget blev bragt i Altinget den 20. februar 2023