DEBAT: Børn og unge kan hele trods flugt og krig

30-01-2023
NYHED

Af Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet

Hvert sjette barn i verden lever i områder præget af krig eller konflikt. Næsten 450 millioner børn, som hver dag vågner op til frygt og usikkerhed. Samtidig har der ikke siden Anden Verdenskrig været så mange børn på flugt.

Krigen i Ukraine har mindet os alle om, hvor brutal krig og konflikt er, og hvilke forfærdelige konsekvenser det har for børn. Krig og konflikt stjæler børns barndom. Uden den rette hjælp risikerer børnene at få langvarige psykiske skader.

Den gode nyhed er, at børn kan hele, så de psykiske skader ikke bliver varige. Det er muligt at fylde de huller ud, som krig og konflikt har skabt i børns barndom. For børnene skal ikke kun have mad, vand og tag over hovedet. De skal ikke bare overleve – de skal leve, trives og udvikle sig, og de skal have hjælp til at bearbejde deres usynlige sår.

Med den rette hjælp kan de igen få tro på fremtiden og blive i stand til at håndtere de udfordringer, de møder på deres vej. På den måde får de mulighed for at skabe sig en fremtid, og de bliver i stand til at bidrage til det samfund, de lever i. Når vi arbejder målrettet med mental sundhed og psykosocial trivsel, forbedrer vi markant potentialet for en positiv udvikling i lande, der er påvirkede af krig og konflikt.

I det nordlige Irak arbejder Red Barnet tæt sammen med den irakiske organisation Harikar om at styrke børn og unges mentale helbred. Sammen har vi åbnet et center, som både hjælper unge i beskæftigelse og praktik og også tilbyder psykosocial støtte. Projektet er særligt rettet mod syriske flygtninge og internt fordrevne irakere mellem 15 og 25 år og har særlige faciliteter for unge forældre. Det er blevet så stor en succes, at unge i området nu selv opsøger stedet for at få hjælp. Igen i år samler vi ind til arbejdet til Danmarks Indsamling den 4. februar. Ved at hjælpe de unge i arbejde og styrke deres mental helbred ruster vi dem til at skabe sig en fremtid – både for dem selv og for deres børn - i et land, hvor arbejdsløsheden er høj.

Et eksempel er den 21-årige mor, som for godt tre år siden flygtede fra Syrien, men som nu har formået at åbne en lille tøjbutik. Nu kan hun forsørge sin datter, har råd til mad og ser lysere på fremtiden. Som hun selv udtrykker det: ”På trods af flugt og fattligdom er der altid håb”.

Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark 30. januar 2023