Af Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, og Dorthe Petersen, direktør i PlanBørnefonden
Skoletasken er for længst pakket, blyanterne er omhyggeligt spidset, og madpakken ligger klar i køleskabet. Første skoledag er noget helt specielt, og derfor foreviges begivenheden med det obligatoriske »første skoledag-billede«, som inden længe overtager ærespladsen i familiealbummet.
Desværre er første skoledag ikke for alle. Allerede før sommerferien havde krigen i Ukraine kostet mindst 262 børn livet og ødelagt eller beskadiget cirka 1900 skoler. Uddannelsessystemet var og er bogstavelig talt bombet i stykker. Mange af de skoler, som endnu står, bruges til at huse internt fordrevne i stedet for undervisning.
Det har store konsekvenser for børns fremtidsmuligheder, når de afskæres fra at lære at læse, skrive og regne, og kombinationen af klimakatastrofer, konflikter og covid-19 har katapulteret verden ind i en akut læringskrise. I Ukraine holder bomber børn ude af skolen. I Afghanistan kæmper modige piger for at få lov til at gå i skole. Og ved Afrikas Horn er tørke og sult skyld i, at 5,7 millioner børn er ramt af akut underernæring, hvilket også går ud over deres læring.
Antallet af kriseramte børn uden adgang til kvalitetsuddannelse er siden 2016 steget fra 75 millioner til 222 millioner. Heraf er mere end hver tredje helt uden for skolesystemet. Det er voldsomt.
Når børn ikke går i skole, stiger risikoen for, at de ender i fattigdom og arbejdsløshed. Nogle ender sågar i kriminalitet. Andre som barnebrude eller børnearbejdere. Det er uacceptabelt, og derfor bør de mange kriser besvares af en stærkere indsats for at sikre børns læring.
Danmark har taget et godt skridt på vejen med den udviklingspolitiske strategi. Særligt målet om at »sikre kvalitetsuddannelse for børn og unge i humanitære- og udviklingsindsatser« skal roses. Det lover godt, og vi ser frem til, at ordene omsættes til handling med finansloven.
Penge løser dog ikke alt. For eksempel er der brug for alternative undervisningsmetoder, når kriser gør fysisk fremmøde umuligt. Online undervisning kan være en del af løsningen – for eksempel i Ukraine, men kræver tæt koordinering mellem lokale aktører, donorer og civilsamfund.
For børn i udviklingslandene handler det især om at løfte kvaliteten i uddannelsen samtidig med at flere skal gennemføre et grundskoleforløb på ti år. Her ved vi, at selv små tiltag kan gøre en stor forskel. For eksempel kan uddeling af skolemad have en positiv effekt i lande ramt af sult, fordi det øger forældrenes incitament til at sende børn i skole. Vi ved også, at for hvert år en pige går i skole, forøges hendes livsindkomst med 12 %. Det hjælper både hende, hendes familie og lokalsamfundet.
Alt det og meget mere skal vi gøre. Vi skylder verdens børn håbet om en bedre fremtid. Løsningen hedder uddannelse. Derfor må og skal vi styrke indsatsen, så alle børn får en første skoledag – uanset om de bor i Danmark, Ukraine eller Afrikas Horn.
Debatindlægget er bragt i Berlingske 8. august 2022
