Af Kristine Mærkedahl Jensen, katastrofechef i Red Barnet
13-årige Fatima flygtede fra volden i Myanmar for to år siden. Nu bor hun i verdens største flygtningelejr med sine forældre, to søstre og bedstefar. Fatima drømmer om at blive lærer. Hun ønsker sig en fremtid – ligesom hundredtusindvis af andre rohingya-børn, der måtte flygte fra deres hjem.
Her to år efter lever Fatima og de andre børn stadig under kummerlige forhold, og de ansvarlige for grusomhederne er stadig ikke blevet stillet til ansvar. Det er på høje tide, at rohingya-børnene og deres forældre får den retfærdighed, som de har krav på og fortjener. Det er det greb, som det internationale samfund har for at sikre, at det ikke sker igen. Vi er nødt til at vise, at man ikke uden straf kan forbryde sig mod en hel befolkningsgruppe, herunder uskyldige børn.
I august 2017 blev over en halv million rohingya-børn tvunget til at flygte fra vold og overgreb i Myanmar. Børnene har set folk blive voldtaget, tortureret og dræbt. Nogle af børnene er selv blevet voldtaget og tortureret. Mange har set venner og familier blive slået ihjel. Det eneste, de kunne gøre, var at løbe for livet.
De flygtede over grænsen til Bangladesh. Befolkningen i Bangladesh gav dem et fristed og en følelse af sikkerhed, som rohingyaerne ikke kunne få i Myanmar. Et stort område af junglen i Cox’s Bazar i Bangladesh blev ryddet, midlertidige lejre blev bygget, børn fik noget at spise, og sygdomsudbrud blev kontrolleret. Det var en enestående solidaritetshandling. Men der er stadig én million mennesker, som har behov for støtte.
Red Barnet hjælper de mest sårbare mennesker i Cox’s Bazar – både familier og børn på flugt og den lokale befolkning i Bangladesh – inden for sundhed, ernæring, hygiejne, uddannelse og børns beskyttelse. Indtil nu har vi hjulpet flere end 400.000 børn.
Livet for rohingya-børn som Fatima er fortsat dystert. Hun vil så gerne lære, men hun har ingen muligheder for at få en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse. Når det eneste, børnene kan få i lejrene, er få års uddannelse på folkeskoleniveau, så bliver børnene svigtet, og håbet om en lysere fremtid svækkes. Det kan vi ikke byde børn som Fatima.
Børnene bor i midlertidige hytter bygget af bambus og plastik, som bliver blæst omkuld, når der kommer kraftige vinde – for slet ikke at tale om en cyklon. En ud af 10 børn er stadig underernæret. Frygten for menneskehandel og vold får børnene til at føle sig utrygge. Det kan være farligt for børnene at bevæge sig rundt i lejrene i mørket for at hente vand eller gå på toilettet. Det kan vi heller ikke byde børnene.
Men det er ikke kun rohingya-flygtningebørnene, der har brug for vores hjælp. Lokalsamfundet i Bangladesh, som tog imod rohingyaerne, har også fået deres liv vendt på hovedet. Et stille netværk af landsbyer har pludselig skulle håndtere en million mennesker. Huse og landsbyer er nu mere udsatte for oversvømmelser og jordskred på grund af nedbrydningen af den omkringliggende skov. Sundhedssystemet, der allerede var presset i forvejen, er overbelastet. Der er stigende utilfredshed i lokalsamfundet. De lokale børn er også usikre på, hvad deres fremtid bringer.
To år efter er vi stadig ikke tættere på en løsning. Der er ingen vej ud for de over 500.000 børn, der bor i flygtningelejrene i Cox’s Bazar. Udsigten til en sikker, frivillig og værdig tilbagevenden til Myanmar er svær at få øje på. Intet tredjeland er villig til at genbosætte disse mennesker, og der er ingen konkrete planer om at flytte rohingyaerne til et andet sted i Bangladesh.
Det er efterhånden en kliché at kalde rohingya-børnene for en tabt generation. De er ikke glemt. Hele verden ved, hvor de er. De har brug for støtte nu for at sikre, at de kan lære, er i sikkerhed, er sunde og kan få den behandling, de fortjener. De må ikke blive glemt.
Regeringen og befolkningen i Bangladesh har løftet en kæmpe opgave ved at beskytte rohingyaerne de seneste to år. De har fortsat brug for støtte fra hele verden. Men den langsigtede løsning ligger i Myanmar.
Rohingyaerne skal sikkert og frivilligt kunne vende tilbage til Myanmar, hvor regeringen skal garantere det samme niveau af sikkerhed og medmenneskelighed for alle mennesker i landet. De ansvarlige for forbrydelserne begået mod rohingyaerne skal stilles til ansvar.
Rohingyaerne skal have statsborgerskab i det land, hvor de er født, og hvor de voksede op. Ifølge FN’s Børnekonvention har alle børn ret til en nationalitet. Myanmars regering skal stoppe med at udstede meningsløse dokumenter, der ikke garanterer nogen rettigheder og i stedet tildele rohingyaerne statsborgerskab med det samme.
Vi skylder Fatima en chance i livet. Vi skal støtte hende i at realisere sine drømme, så hun ikke bare er et uskyldigt offer for en meningsløs konflikt.
Debatindlægget er bragt i Politiken lørdag den 24. august 2019