Danmark er nødt til at komme på banen nu og sige klart fra overfor den manglende beskyttelse af palæstinenserne. Det er ikke kun det rigtige at gøre, men også det klogeste.
Allerede 13. oktober advarede flere store nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationer i et indlæg om den humanitære katastrofe, der lurede i Gazastriben. De opfordrede den danske regering til at bruge alle redskaber i den diplomatiske værktøjskasse til at få parterne til at respektere folkeretten, begrænse civile tab, sikre humanitær adgang, frigive alle gidsler og indgå en langvarig våbenhvile. Det skete desværre ikke.
Selv om regeringen har opfordret begge sider til at overholde folkeretten, så har det slet ikke været nok. Imens den danske regering har fastholdt Israels ret til at forsvare sig selv, har den ikke med samme tyngde lagt afstand til landets kamphandlinger i Gazastriben, der har resulteret i en omfattende humanitær katastrofe. I enhver krig vil der være civile tab, men tabene er af så hidtil usete dimensioner, at de ikke kan forsvares.
Knap to måneder senere har mere end 15.000 palæstinensere mistet livet, heriblandt over 6.000 børn. Mange er blevet dræbt i et forsøg på at undslippe kamphandlingerne eller efter at have søgt beskyttelse på hospitaler, skoler eller i deres hjem. Næsten 85 procent af befolkningen er blevet internt fordrevne, og mere end 100 FN-nødhjælpsarbejdere har indtil videre mistet livet. Det højeste antal i én enkeltstående konflikt i FN’s historie.
Store dele af Gazastriben ligger i ruiner, hospitaler er løbet tør for brændstof og medicin, adgang til lægehjælp er stærkt begrænset, og familier sulter. Selv om flere lastbiler med nødhjælp er kørt ind under den syv dage lange humanitære pause, er det kun en dråbe i havet. De humanitære behov var allerede inden 7. oktober ekstremt høje efter Israels 16-årige lange blokade.
De massive ødelæggelser, de svimlende civile tab og den restriktive adgang for humanitære organisationer burde være nok til at få den danske regering til at træde i karakter. Det fremgår tydeligt af den humanitære folkeret, at ethvert militært angreb skal afvejes i forhold til forventede civile tab, og at den angribende part så vidt muligt skal minimere tab af civile. For eksempel er det en overtrædelse af folkeretten at angribe civile og civil infrastruktur direkte og uproportionelt samt ikke at give adgang til livsnødvendig nødhjælp og lægehjælp. Herudover har Israel som besættelsesmagt særlige forpligtelser til at sikre civilbefolkningen i Gazastriben ved at beskytte dem og afholde sig fra kollektiv afstraffelse.
Hvis Danmark opfatter sig selv som et foregangsland, der står op for menneskerettigheder, folkeretten og demokratiet, kan vi ikke være selektive omkring, hvornår og hvor effektivt vi forsvarer disse værdier. I stedet burde vi til enhver tid og uagtet egne interesser og alliancer råbe op og vægte menneskeliv højere end alt andet, uanset om det er tæt på eller langt væk fra Danmark.
Charlotte Slente, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp
Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær for Red Barnet
Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp
Lars Koch, generalsekretær for Oxfam Danmark
Dorte Petersen, CEO for Planbørnefonden
Rasmus Stuhr Jakobsen, direktør for Care
Rasmus Grue Christensen, direktør for Dignity
Tim Whyte, generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke
Vibe Klarup, generalsekretær for Amnesty International Danmark
Susanne Dahl, generalsekretær for Unicef Danmark
Malin Palmér, direktør for Læger uden Grænser
