Det strider imod internationale konventioner, at Danmark fortsat stiller adskillelse af mor og barn som betingelse for at hente de sidste børn hjem fra fangelejrene i Syrien. Red Barnet og FN’s særlige rapportør for menneskerettigheder opfordrer regeringen til at evakuere de sidste fem børn og deres mødre hurtigst muligt.
Af Janne Tynell, stedfortrædende generalsekretær i Red Barnet, og Fionnuala D. Ní Aoláin, FN's særlige rapportør for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder i kampen mod terrorisme
Det er glædeligt, at de 14 børn og deres mødre omsider er hentet hjem fra de syriske fangelejre. Regeringen har truffet den helt rigtige beslutning om at evakuere børnene og mødrene, hvilket er med til at konsolidere Danmarks rolle som foregangsland på det humanitære og menneskeretslige område. Og hjemtagelsen er da også blevet positivt bemærket i udlandet.
Men selvom de fleste af børnene nu er hjembragt, må vi ikke glemme de sidste fem danske børn, som endnu ikke er evakueret. De lever fortsat i uvished under horrible og umenneskelige forhold i de syriske lejre. De er frihedsberøvede og har yderst begrænset adgang til uddannelse og lægehjælp, ligesom deres sikkerhed er truet. Og de har et lige så stort behov for beskyttelse som de 14 evakuerede børn.
Derfor er det forstemmende, at regeringen vil efterlade de sidste fem børn, der alle har dansk indfødsret, medmindre deres tre mødre frivilligt lader sig adskille fra dem. Det kan vi som børnerettighedsorganisation og FN’s særlige rapportør for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder i kampen mod terrorisme ikke understrege nok.
Regeringen afviser at hjemtage mødrene med den begrundelse, at de danske myndigheder har frataget dem deres danske statsborgerskab. Men fratagelsen af mødrenes statsborgerskab er fra et retsstatsperspektiv under al kritik, fordi det er sket helt uden rettergang, og mens kvinderne har været tilbageholdt i lejrene, hvor kommunikation med omverden og adgang til juridisk bistand og information har været stærkt begrænset.
Fra et børneperspektiv er konsekvenserne hjerteskærende. For beslutningen om at fratage mødrene deres statsborgerskab kaster deres børn ud i et juridisk limbo, som risikerer at fastholde dem i livsfare i lejrene på ubestemt tid. Her må og skal barnets tarv altid komme i første række. Tvungen adskillelse af mødre og børn er en krænkelse af retten til familieliv, som det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og Børnekonventionens artikel 9. De fundamentale rettigheder kan man ikke bare vælge at se bort fra.
Ingen børn skal straffes for deres forældres handlinger. Derfor opfordrer vi til, at man genovervejer fratagelsen af de tre kvinders statsborgerskab, eller som minimum lader dem opholde sig i Danmark, mens deres sager bliver behandlet.
Speciallæger og den børnesagkyndige psykolog fra regeringens egen Task Force konkluderede allerede i maj måned i år, at de tilsete børn er tæt knyttede til deres mødre, og at adskillelse vil påføre børnene en yderligere belastning med risiko for forværring af deres psykiske tilstand. Derfor er regeringens tilbud om at hjemtage børnene uden deres mødre ikke i børnenes bedste interesse.
Og selv hvis mødrene giver tilladelse til, at børnene kan blive bragt til Danmark uden dem, er det tvivlsomt, om deres samtykke til adskillelse under de umenneskelige forhold i lejrene kan anses for gyldigt. For at være gyldigt have en klar forståelse af, hvad der gives samtykke til – både på den korte og lange bane. Det skal være et reelt valg, og moderen må ikke udsættes for nogen form for pres eller tvang til at vælge en bestemt løsning. I alle tilfælde bør hensynet til barnets tarv komme i første række, når man vurderer, om børnene skal evakueres med deres mødre.
At respektere børnenes rettigheder og tarv i denne sag er ikke bare en retslig og humanitær forpligtelse. Det er også i Danmarks interesse, at mødrene og børnene forbliver sammen, da en adskillelse mellem børn og mødre risikerer at spænde ben for den behandling og helende proces, børnene skal igennem for at vokse op og blive velfungerende i samfundet. Derfor appellerer vi til, at regeringen påbegynder evakueringen af de sidste børn og deres mødre. Jo hurtigere de kommer til Danmark, jo hurtigere vil det være muligt at igangsætte den relevante behandling af børnenes fysiske og psykiske skader.
Red Barnet og FN står klar til at hjælpe og støtte den danske regering og myndighederne i det videre arbejde med at få de sidste danske børn og deres mødre bragt hjem i sikkerhed. Det kan kun gå for langsomt.
Debatindlægget er bragt i Berlingske den 26. oktober 2021.
Vi har længe vidst, at der er brug for at blive gjort mere for at styrke fagligheden i landets daginstitutioner, og at vi har pædagoger nok.
Pædagoguddannelsen kalder i den grad på investeringer og en reform, som én gang for alle kan sikre, at vi får styrket den pædagogiske faglighed, der kan gøre en forskel i børnenes hverdag. Og nu har politikerne heldigvis også besluttet, at arbejdet med en reform af pædagoguddannelsen skal i gang.
Det er vigtigt, for en styrket pædagoguddannelse er, ligesom bedre løn og arbejdsvilkår for pædagoger, et afgørende greb i forhold til at få flere til at tage uddannelsen i en tid, hvor pædagogandelen falder drastisk, og ansøgertallet til uddannelsen bliver mindre hvert år.
Tænk, hvilken forskel det kan gøre, hvis pædagogerne får mulighed for at gøre alt det, som vi ved skaber god udvikling, trivsel og gode og trygge børnefællesskaber. Det, som er afgørende for, at alle børn trives og har mod på livet.
Der er naturligvis mange faktorer og arenaer, som skaber rammerne for det gode børneliv. Familien, daginstitutionen, skolen, SFO’en og klubben er nogle af dem. Kærlighed, nærvær, omsorg samt gode og trygge børnefællesskaber er nøglen.
Når vores børn bruger en stor del af deres hverdag i landets daginstitutioner, skal vi sikre, at rammerne her er i orden. Senest har en ny rapport vist, at udviklingen faktisk går den forkerte vej, og at flere børn i landets vuggestuer og børnehaver i dag viser tegn på mistrivsel i forhold til for fem år siden. Det skal vi rette op på.
Som samfund kan vi gøre en kæmpe forskel i rigtig mange børns liv, særligt for børn i udsatte positioner, hvis vi i hverdagen sikrer pædagogiske rammer af høj kvalitet.
Det ligger dybt i pædagogers faglighed at møde børnene lige der, hvor de er i deres udvikling – og derfra hjælpe dem videre. At se både barnet og fællesskabet og skabe betingelserne for at både individet og kollektivet er i trivsel. Men det kræver selvsagt faglighed – at der er uddannet personale nok.
Det tyder desværre ikke på, at regeringen vil skrue op for ambitionerne for daginstitutionerne og hæve normeringerne til meget mere end det minimum, som er ved at blive indført. Men for børnenes skyld skal vi være langt mere ambitiøse, når det kommer til at forbedre forholdene i landets daginstitutioner.
Et afgørende skridt er at satse på fagligheden og investere i den uddannelse, der skal tiltrække og dygtiggøre fremtidens pædagoger.
Allerede nu er det under halvdelen af de ansatte i daginstitutionerne, der har en pædagoguddannelse, og der er masser af stuer med kun en enkelt pædagog, hvor man må kigge langt efter den vigtige daglige sparring med en uddannet kollega. På enkelte stuer er der endda slet ingen pædagoger.
Det er ikke rimeligt over for børnene, der har ret til og krav på at blive mødt i deres behov. Det er heller ikke rimeligt over for de pressede børnefamilier, der forventer høj kvalitet i daginstitutionerne til gengæld for at bidrage til fællesskabet. Og det er slet ikke rimeligt i et samfund som vores, hvor vi har ressourcerne til at prioritere børns trivsel og udvikling.
Regeringen bør som minimum have en ambition om at øge pædagogandelen ved at tiltrække flere til uddannelsen. Det kræver en markant styrket uddannelse, og at det bliver mere attraktivt at blive og være pædagog.
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten den 12. juli 2023
