Nyheder

Danmark skal gå forrest for verdens mest sårbare børn

Verdens mest sårbare børn får frarøvet deres barndom, og derfor bør en ny regering øge udviklingsbistanden til én procent af bruttonationalindkomsten.

Af Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet

Udviklingsbistanden var ikke et stort emne i valgkampen. Der var dog meldinger fra flere sider om, at den skal øges, og at fordelingen skal ændres, så vi sikrer, at hjælpen når ud til de mennesker, der har de største behov. I Red Barnet håber vi, at det bliver virkelighed - et håb, som vi har på vegne af verdens sårbare børn. Men det kræver politisk mod og vilje.

Danmark har over flere årtier leveret mindst 0.7% af BNI, som FN anbefaler. Men de senere år er det gået den gale vej. Fra at have ligget på 0,91% i 2010 faldt udviklingsbistanden til 0,72% i 2018. Det er sket i en tid, hvor verden har forandret sig markant, og hvor behovene er steget betydeligt – og Danmark er stadig et af de rigeste lande i verden. Derfor opfordrer Red Barnet en ny regering til at finde modet, viljen og ansvarligheden frem og øge udviklingsbistanden til 1% af BNI.

Den udviklingspolitiske og humanitære strategi fra 2017 var et nybrud. Den sammentænkte langsigtet udvikling og indsatser i skrøbelige og humanitære kontekster og øgede prioriteringen af det sidste. Vi mener, at Danmark er nødt til at gå endnu længere.

Vi ser flere og flere ødelæggende konsekvenser af klimaforandringer. Antallet af krige og konflikter i verden stiger, og kriserne varer længere og er blevet mere komplekse. I 2016 levede 390 millioner børn i områder påvirket af konflikt - året efter var tallet steget med 30 millioner. Samtidig udgør børn halvdelen af de knap 70 millioner mennesker i verden, der lige nu er på flugt - mange til nærområderne, som er under pres. Disse børn er i fare for vold og overgreb, og mange har ikke adgang til uddannelse. Men gabet er enormt mellem de behov, som børn og familier her oplever, og de midler, der er til rådighed.

Mens der naturligvis er flere instrumenter i spil, så må vi med den danske udviklingsbistand også tage ansvar og opprioritere støtten til skrøbelige stater, nærområderne og de humanitære kriser. Der er behov for en mere tidssvarende balance. For en opprioritering skal selvfølgelig gå hånd i hånd med den langsigtede del af bistanden. Arbejdet på tværs af den humanitære hjælp, det fredsopbyggende og de langsigtede indsatser fylder også mere og mere, og det vil det blive ved med.

Udover målet om at indfri de grundlæggende menneskerettigheder - herunder børns rettigheder – så vil også Verdensmålene blive et centralt omdrejningspunkt for udviklingsbistanden. Verdensmålene er et fantastisk styringsredskab for samarbejde på tværs af sektorer. Da de blev formuleret i 2015, var man uhyre opmærksom på, at nogle grupper ikke havde fået gavn af de fremskridt, som verden havde opnået i løbet af de 15 år forinden - tværtimod. Man blev derfor enige om, at vi med Verdensmålene er nødt til at sikre, at ingen lades i stikken; at vi når de mest sårbare og marginaliserede.

Mens det i gennemsnit går markant bedre for børn i dag end for 20 år siden, er det stadig i de skrøbelige og humanitære kontekster, at børn i særdeleshed får frarøvet deres barndom. Lande som f.eks. Mali, Sydsudan og Somalia. Vi når slet ikke Verdensmålene, hvis ikke vi hjælper børnene her. Vi har både det korte og det lange lys på, hvis vi opprioriterer dette fokus: Det er de børn, der skal skabe fremtidens fredelige og stabile samfund. Det har Danmark alt mulig interesse i at støtte.

FN’s Børnekonvention har i år 30-års jubilæum. Vi opfordrer en ny regering til at give børn den stemme og støtte, de har ret til og brug for, så de kan udfolde deres fulde potentiale. Vi skylder dem at hæve udviklingsbistanden, og at de mest sårbare ikke lades i stikken.

Debatindlægget blev bragt i Altinget den 19. juni