Comedyshowet Grin til Gavn byder på komiske talenter og sjove stjerner

09-11-2022
NYHED

Det endelige line-up er på plads til Red Barnets populære velgørenhedsshow ’Grin til Gavn’, der i år kan fejre 30-års jubilæum. Nogle af landets allerbedste komikere går på scenen i december for børnenes skyld i Aarhus og København.

Det er et stærkt og bredt line-up, der er stablet på benene, når Red Barnet igen inviterer danskerne til det komiske velgørenhedsshow ’Grin til Gavn’.

Det tæller blandt andet garvede og rutinerede komiske kræfter som Lasse Rimmer, Thomas Hartmann, Martin Nørgaard og Michael Schøt. Derudover vil sidste års vært Ane Høgsberg ligeledes optræde.

Og den syngende komiker Annika Aakjær vil sammen med Mikkel Klint Thorius og den improviserende satiregruppe Specialklassen også indtage scenen, mens Carsten Eskelund og Thomas Warberg vil være værtsparret, der styrer slagets gang.

– Vi støtter Red Barnets arbejde, fordi man bliver så træt af al den dårligdom rundt omkring. Ganske simpelt. Og hvis man kan medvirke til at mindske en smule af den ved at få nogle mennesker til at grine, så er det da ikke noget, man skal tænke længe over. De bredeste skuldre bærer mest, og så kommer de sjoveste med deres ydmyge bidrag. Alle gør deres, sådan må det være," siger de to værter.

Som altid donerer komikerne deres tid og talent, og overskuddet fra billetsalget går til Red Barnets arbejde for at hjælpe og støtte børn i udsatte positioner i Danmark og resten af verden.

 Vi er så glade og taknemmelige over, at nogle af landet sjoveste komikere endnu en gang stiller op til ’Grin til Gavn’. Alt for mange børn kan lige nu mærke konsekvenserne af de mange kriser. Vi ser børn, der er fulde af bekymringer og som frygter, at de må gå fra hus og hjem, og hvor familien kæmper for at få mad på bordet. Vi ser børn rundt omkring på kloden, der betaler en voldsom pris på grund af konflikter, klimaforandringer og krig. Der er brug for handling, og derfor glæder det mig, at så mange gode folk støtter denne sag, så vi kan samle ind til de børn herhjemme og ude i verden, som har allermest brug for det, siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

De fans, der ikke får billetter til dette års ’Grin til Gavn’ i Aarhus og København, må dog væbne sig lidt med tålmodighed, men de får mulighed for at se showet til foråret, når TV 2 sender det på TV 2 Zulu og TV 2 PLAY.

Ved sidste års shows samlede komikerne 1,7 millioner kroner ind til Red Barnets arbejde.

For yderligere kommentarer kontakt pressechef Laurids Bæk Simonsen på 2283 3692.

Grin til Gavn 2022

  • Værterne er Carsten Eskelund og Thomas Warberg.
  • Det endelige line-up er Lasse Rimmer, Oliver Stanescu, Ane Høgsberg, Mikkel Klint Thorius, Thomas Hartmann, Annika Aakjær, Michael Schøt, Martin Nørgaard, Daniel Lill, Jonas Kjærsgaard og Specialklassen.
  • I år løber showet af stablen tirsdag den 27. december i Musikhuset Aarhus og kl. 20.00 og torsdag den 29. december i Falkoner Salen i København kl. 20:00. Du kan købe billetter her: https://redbarnet.dk/grin-til-gavn/.

Om Grin til Gavn
I 2019 overtog Red Barnet velgørenhedsshowet Comedy Aid, og i den anledning skiftede showet navn til ’Grin til Gavn – Red Barnets Comedyshow’. Siden 1993 er det populære show blevet afviklet hvert år mellem jul og nytår. Fra 1993-2008 hed showet ’Talegaver til børn’. Red Barnet har været en del af showet siden 2013.