Børnerådet skal overvåge og vurdere, om hensynet til barnets bedste, efter bestemmelserne i FN's Børnekonvention, altid kommer i første række, skriver Johanne Schmidt-Nielsen, Susanne Dahl & Rasmus Kjeldahl.
Børnerådets rolle er for vigtig til at dets position og økonomi hele tiden er til debat. Der skal derfor stabilitet om Børnerådets økonomi, skriver de tre øverste ledere af Red Barnet, Børns Vilkår og Unicef i et åbent brev til socialministeren.
Kære Sophie Hæstorp Andersen
Vi vil gerne med dette brev udtrykke vores opbakning til den kritik, som Børnerådets forperson, Bente Boserup, retter i en artikel i Altinget 24. oktober 2024, og som går på, at Børnerådet med den nuværende økonomiske ramme ikke kan varetage sine primære funktioner.
Børnerådet skal formidle børns stemmer i den politiske og offentlige debat og sætte børns vilkår på dagsordenen.
Det er afgørende, at Børnerådet ikke har fokus på en særlig målgruppe, men er et råd for alle børn – dermed adskiller Børnerådets mandat sig fra de mandater, mange andre børneorganisationer arbejder under.
Børnerådet blev etableret i 1994 og er et statsligt råd, der er politisk og økonomisk uafhængigt.
Det skal overvåge og vurdere, om hensynet til barnets bedste, efter bestemmelserne i FN's Børnekonvention, altid kommer i første række, og at børn inddrages og høres i overensstemmelse med deres alder og modenhed, når der træffes beslutninger, der har betydning for dem.
Børnerådet skal vurdere og påpege forhold i samfundsudviklingen, som kan have betydning for børns rettigheder og muligheder for udvikling. Og Børnerådet har til opgave at indsamle og formidle viden om børns forhold og vilkår gennem praksis, forskning og ved at inddrage børns synspunkter.
Den viden er helt central i forhold til at kunne rådgive Folketinget, Regeringen og relevante myndigheder i generelle spørgsmål og forhold, som har betydning for børns liv og rettigheder, eksempelvis ved dybdegående høringssvar, hvor man uden at tage politisk stilling, gør opmærksom på børns rettigheder og Danmarks internationale forpligtelser i den forbindelse.
Udflytning kostede faglighed og indflydelse
Børnerådet har gennemgået en turbulent omvæltning de seneste år med udflytning til Billund (og efterfølgende store udskiftninger i sekretariatet), skiftende formænd, der har forladt posten i utide og efterfølgende lange perioder med et uarbejdsdygtig råd, der passivt måtte se til, mens vigtige lovforslag såsom Barnets Lov blev behandlet.
Da Bente Boserup af daværende socialminister Pernille Rosenkrantz Theil (S) blev udpeget som ny formand i august 2023, lagde hun vægt på, at det ville kræve en helt ny strategi, og et øget politisk fokus og mandat, at få rådet tilbage i sin tiltænkte position.
Børnerådet har derfor udarbejdet en grundig analyse af dets position og potentialer og har formuleret en politisk strategi for deres vej frem.
Det er afgørende for Børnerådets betydning, at deres uafhængighed og position ikke hele tiden skal være til debat. Det betyder, at finansieringen af Børnerådet bør ske via Finansloven, så bevillingen bliver permanent.
Den nuværende ustabile økonomiske situation, som Bente Boserup også sætter ord på i omtalte interview, påvirker rådets arbejde, funktion og mulighed for at leve op til sine forpligtelser.
Vi vil derfor opfordre til, at finansieringen af Børnerådet bliver øget og gjort permanent og dermed afspejler, hvad det kræver at drive et velfungerende råd, der kan tale børnenes sag og sætte børns stemmer på dagsordenen.
Det kræver betydelige ekstra ressourcer, at Børnerådet er udflyttet til Billund, da opgaverne kræver nærhed til beslutningstagere og interessenter. Den nuværende placering vanskeliggør i udpræget grad rådets handlemuligheder, og det ekstra ressourceforbrug hertil bør som minimum kompenseres.
Vi håber, at du bliver den socialminister, der endelig får skabt en bæredygtig ramme omkring alle børns råd, og dermed også sikrer, at det tidssvarende børnesyn, der ligger til grund for Barnets Lov, bliver forankret bredt i lovgivningen.
Det kræver et stærkt Børneråd, der kan tale børnenes sag og kan rådgive regeringen, Folketinget og relevante myndigheder samt at vurdere, om Danmark lever op til FN's Børnekonvention.
Vi håber, at du vil være med til at give børnene det stærke Børneråd, som børnene fortjener og har ret til.
Det kan blive din gave til fremtidens børn.
category
ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category
NY KAMPAGNE OM SEKSUALISERING AF BØRN
Red Barnet vil have bedre beskyttelse af børn mod seksualisering online. Se mere i ny kampagnefilm.
Advarsel: Billederne kan virke voldsomme, selvom vi har undladt de værste. Vores ambassadører fik tilbudt at tale med en psykolog efter optagelserne.
category
DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.