Hvad er TikTok?

På TikTok kan man se og lave korte videoer. Appen er meget populær blandt børn og unge over hele verden, og stammer oprindeligt fra Kina. Videoerne på TikTok er korte og bliver automatisk afspillet hurtigt efter hinanden.

Når man som bruger opretter en profil på TikTok, accepterer man, at app’en gemmer og bruger en stor mængde information om en. For selvom TikTok er gratis, så ”betaler” man stadig med sin data. Måden, hvorpå TikTok tjener penge, er nemlig ved at sælge data om sine brugeres interesser videre til f.eks. virksomheder, der reklamerer på TikTok.

Ligesom andre sociale medier indsamler TikTok data fra brugerne og bruger algoritmer til at opfange brugernes interesser og på den måde fastholde deres opmærksomhed længst muligt.

På TikTok kan børn og unge støde på ikke-alderssvarende indhold, som kan være ubehageligt og grænseoverskridende eller de kan opleve uønsket kontakt fra fremmede - fx voksne. Det er vigtigt, at du som forælder taler med dit barn om, hvad barnet ser og foretager sig på TikTok og hjælper dit barn med privatlivsindstillinger. Det kan du læse mere om herunder:

Fem gode råd fra Red Barnet

Hos Red Barnet anbefaler vi, at du som forælder eller fagperson taler med børnene om den populære mobilapp og hjælper børnene til at bruge TikTok så sikkert som muligt.

Når man opretter en profil på TikTok og registrerer, at man er under 16 år, er ens profil som udgangspunkt privat. Registrerer man derimod, at man er 16 år eller derover er ens profil som udgangspunkt offentlig.

Red Barnet anbefaler, at du som forælder hjælper dit barn med at sikre, at profilen er indstillet til at være privat, så barnet bedre kan kontrollere, hvem der kan se profilen. Du kan se her, hvordan du gør samt hvordan du kan hjælpe dit barn med yderligere sikkerhedsindstillinger.

Red Barnet anbefaler, at du hjælper dit barn med indstillinger, der kan minimere mængden af data, som TikTok kan indsamle og få adgang til på dit barns telefon. Det kan du bl.a. gøre på denne måde:

  • Åbn appen ”Indstillinger” sammen med dit barn på dit barns telefon.
  • Find fanen med apps
    • På iPhone finder I en liste over alle apps i bunden af forsiden på ”Indstillinger”
    • På Android skal du trykke på fanen ”Apps”
  • Find fanen med TikTok
  • Slå “Kontakter” fra
    • Dit barn kan stadig finde og følge deres venner, selv hvis appen ikke har tilladelse til deres kontaktbog.
  • Slå “Tillad sporing” fra
    • Hvis “Sporing” er slået fra, må TikTok ikke dele og indhente informationer om dit barn med andre hjemmesider og apps. Ved at slå det fra, minimerer du dermed hvor meget appen ved om dit barn.
  • I kan også slå tilladelsen til “Mikrofon” og “Kamera” fra
    • Disse tilladelser er dog nødvendige, hvis dit barn selv laver videoer på TikTok. Hvis dit barn derimod ikke laver videoer, er der ikke nogen grund til, at appen har adgang til disse funktioner.

Du kan også hjælpe dit barn med at slå personlige reklamer fra på TikTok. Det kan du gøre på følgende måde:

  • Åbn TikTok på dit barns telefon sammen med dit barn
  • Tryk på “Profil” i nederste højre hjørne
  • Tryk på de tre streger i øverste højre hjørne
  • Tryk på “Indstillinger og Privatliv”
  • Tryk på ”Annoncer”.
  • Slå ”Personlige annoncer” fra.

Sociale medier ændrer jævnligt på muligheden for at kontrollere, hvilke data de må indsamle om brugerne.  Hjælp derfor løbende dit barn med at tjekke indstillingerne.

På TikTok kan børn støde på alle mulige videoer. Det kan være sjove og inspirerende videoer, men også voldsomme og grænseoverskridende videoer. Tal derfor med børnene om, hvilke videoer de kan lide at se, og om de oplever at få mere indhold af én slags end noget andet. Hvad handler sangen om og hvad går den ’challenge’ egentligt ud på? Er den sjov og ufarlig for alle involverede? Der er meget indhold lavet af voksne på TikTok, og børn kan ofte have svært ved at forstå den fulde omfang og kontekst af de videoer de ser.

Ligesom på andre sociale medier er der blandt andet chat, likes og kommentarspor i TikTok. Det giver mulighed for at kommunikere med sine venner, men det giver desværre også en risiko for fx mobning og grooming. Det er derfor vigtigt, at du taler med dit barn om, hvad han eller hun laver på TikTok og ofte fortæller barnet, at det altid kan komme til dig, hvis det ser eller oplever noget ubehageligt eller grænseoverskridende.

Du kan også hjælpe dit barn ved at vise, hvordan man anmelder ubehageligt indhold, hvis man støder på det. Man anmelder en video ved at trykke på de tre små prikker i videoen og vælge ”report abuse”. Du kan læse mere om, hvordan du kan rapportere indhold på TikTok.

Se også video nedenfor.

Hvis man ikke længere har lyst til at bruge TikTok, og man har en opdateret udgave af app’en, kan man slette sin bruger. Når man sletter sin bruger, går der 30 dage, før kontoen helt deaktiveres. Derfor bør man slette sine videoer, før man sletter sin profil, hvis man ikke vil have dem liggende i de 30 dage. Se, hvordan, du sletter din TikTok-bruger i vores slettevejledning.

Man skal være 13 år for at oprette en profil på TikTok. Hos Red Barnet anbefaler vi, at man overholder den aldersgrænse. Der er dog mange børn under 13 år, der har en profil på TikTok. Som forældre bør man tale med barnet om, hvad I mener, er det rigtige at gøre, og lav for eksempel en aftale om, hvordan barnet bruger appen.