Hvad er #hashtag?

Måske du har hørt om 'at tagge' (se også '@mention') andre brugere eller at bruge 'et hashtag'. Et hashtag er, når man sætter et havelågetegn # foran nogle ord på sociale medier. Hashtags kan være et enkelt ord eller en sætning uden mellemrum med tegnet # foran.

Hashtags er en metode til at indeksere indhold på sociale medier. Hashtagget er et ord, man kan klikke på og derved se andre billeder og opslag om samme emne.

Du kan eksempelvis lægge et billede af din aftensmad på Instagram og tilføje hashtagget #instafood. På den måde kan andre ikke alene se billedet af din aftensmad på din profil, hvis de søger på hashtagget #instafood, vil de også kunne se andre billeder med samme hashtag. Det betyder samtidig også, at andre vil kunne søge dit aftensmadsbillede frem ved at søge på #instafood. Så vil billedet nemlig dukke op sammen med de tusindvis af andre, som også har taget billeder af mad og tilføjet hashtagget #instafood.

Forskellige temaer har altså forskellige hashtags, og på forunderlig vis bliver brugere af sociale medier 'enige' om hvilke hashtags, man bruger om et bestemt emne. På Twitter er det for eksempel populært at markere et tweet med hashtagget #dkpol, hvis tweetet omhandler dansk politik. Det gør det nemt for andre brugere at finde alt aktuelt indhold om dansk politik. 

Et hashtag gælder udelukkende på det medie, det er lavet – et billede eller et stykke tekst med hashtag på Facebook kan altså ikke findes ved en hashtag-søgning på Instagram og omvendt. 

Hashtags kan også bruges som en sarkastisk kommentar til, hvad man har skrevet og på den måde give nyt indhold eller et nyt perspektiv.

Hvis du har en lukket profil på et socialt netværk, kan dit indhold kun ses af dine venner/følgere, uanset om du tilføjer hashtags til billederne/statusopdateringerne eller ej.