Gå til indhold
Barn holder hånd frem foran ansigt

Hvad er grooming?

Her kan du læse om, hvad grooming er, og hvordan det kan føles fra barnets perspektiv. Bliv klogere på lovgivningen, og få svar på, hvad man kan gøre, og hvor man få hjælp, hvis man har mistanke eller viden om, at et barn har været udsat for grooming (med 'barn' mener vi i denne sammenhæng personer under 18 år).

Artikler om grooming til til børn og unge

Hvad er grooming og hvad gør jeg, hvis jeg er blevet groomet?
SletDet Rådgivningen - få gratis og fortrolig rådgivning 

Hvad er grooming? 

Grooming betegner en proces, hvor en mental eller aldersmæssigt overlegen person opbygger en relation til et barn eller en ung med henblik på at udnytte barnet eller den unge seksuelt. Grooming foregår over tid og er ofte en avanceret manipulationsproces af både barnet og ofte også barnets omgivelser fx forældrene.  

Grooming kan foregå både fysisk og digitalt – eller som en blanding, hvor det fx starter fysisk, men udvikler sig til, at den voksne også manipulerer eller presser barnet til at dele nøgenbilleder af sig selv. I dag ser vi mange tilfælde af grooming, hvor det udelukkende foregår digitalt.  

Når grooming foregår i den fysiske verden, har barnet ofte en relation til den voksne i forvejen, fx en ven af familien, en lærer eller en træner.  

Hvordan opleves grooming for barnet? 

Grooming kan have alvorlige psykiske konsekvenser for barnet og medføre flere forskellige ubehagelige og intense følelser. Fx føler mange børn, at det er deres egen skyld, at de er blevet groomet. De kan også føle skam eller føle sig narret og svigtet af den voksne, de troede de kunne stole på. Barnet vil ofte have en oplevelse af et tillidsbrud og en følelse af ikke længere at kunne stole på voksne.

Mange børn sidder tilbage med en ambivalent følelse, fordi de på den ene side har følt sig smigret i relationen til den voksne, samtidig med at de føler skyld og skam. Netop fordi grooming handler om manipulation, kan det være svært for barnet at vide og forstå, at det har været udsat for grooming.  

Barriere for hjælp, når et barn er udsat for grooming

Der kan for mange børn være flere barrierer for at søge hjælp, når de har været udsat for grooming. Når en krænkelse indebærer et seksuelt element, vil det for de fleste børn være grænseoverskridende og sårbart at tale om. Derudover er hemmeligholdelse ofte et væsentligt element i groomingen, hvor barnet manipuleres eller trues til ikke at sige det videre til nogen.

Her er det vigtigt at være opmærksom på, at relationen til den voksne, som har groomet barnet, nogle gange kan opleves positiv for barnet, der kan føle sig særligt udvalgt og 'set' af denne voksne. Det er vigtigt at forstå dette – samtidig med, at man på en nænsom måde forklarer barnet, at det, der er foregået, er forkert, og at det er den voksnes ansvar og skyld. 

Grooming er ulovligt 

Grooming er ulovligt efter Straffelovens § 231 .  Det betyder, at hvis en voksen lokker, manipulerer og opbygger en relation til et barn med en seksuel hensigt, så er denne proces i sig selv ulovlig, også hvis der ikke har fundet et egentligt seksuelt overgreb sted.  

Det er en skærpende omstændighed, hvis den voksne er såkaldt 'betroet', fx en lærer, pædagog eller træner, fordi den voksne i så fald misbruger sin position og ansvar. 

Straffelovens § 231

§ 231. For grooming straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år den, som systematisk eller ved manipulation og under udnyttelse af en på alder og erfaring beroende overlegenhed opbygger en relation til en person under 18 år med forsæt til at udsætte den pågældende for en seksualforbrydelse.

Status efter to år med grooming-paragraf i lovgivningen

Siden den 1. juli 2023 har grooming været selvstændigt kriminaliseret. Red Barnet har kæmpet for lovændringen i årevis, og vores analyse viser, at loven bliver brugt efter hensigten. Mulighederne for at rejse sager om især grooming online er blevet langt bedre, men der er stadig et stort uudnyttet potentiale i at bruge lovgivningen og beskytte børn bedre mod grooming. 

Kontaktmuligheder, hvis du er bekymret for et barn

Grooming kan – især i de indledende faser – være subtil, svær at sætte en finger på og svær at bevise. Man kan være i tvivl om, hvorvidt der er tale om almindelig hjælpsomhed, omsorg og interesse for et barn eller grooming.

Men hvis du har en dårlig mavefornemmelse og oplever, at den voksnes interesse for barnet er grænseoverskridende, ikke-alderssvarende eller 'for god til at være sand', bør du altid drøfte din bekymring med andre.

Bekymring for grooming i skole, fritidstilbud eller lignende
Hvis du er bekymret for, at der foregår grooming i regi af dagtilbud, skole, fritidstilbud, ungdomsuddannelse, i en sportklub, forening eller lignende, bør du altid drøfte din bekymring med ledelsen på den pågældende institution og/eller en overordnet instans.

Telefonisk sparring med kommunen
Børne- og familieafdelingen i barnets hjemkommune hvor der er mulighed for at få telefonisk sparring. Mange kommuner har desuden åbne, anonyme rådgivninger, hvor man kan henvende sig

Andre kontaktmuligheder ved mistanke om grooming

Red Barnets SletDet Rådgivning
- hvis der også er et digitalt element i groomingen. 

Danmarks Idrætsforbund (DIF)
- paraplyorganisation for en række specialforbund for forskelige idrætsgrene. 

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
- paraplyorganisation en række børne- og ungdomsorganisationer, herunder politiske ungdomsorganisationer, spejderbevægelser og NGO’ er. 

Forældretelefonen, Børns Vilkår 
- gratis anonym børnefaglig rådgivning til både forældre, bonusforældre, bedsteforældre og naboer.

Sådan taler du med et barn ved mistanke om grooming

Har man mistanke eller viden om, at et barn har været udsat for grooming, kan man blive ramt af intense følelser som fx vrede, sorg og afmagt.

Den største hjælp for barnet er at blive mødt af en voksen, der lytter uden fordomme og som tager ansvar for den svære situation, som barnet står i.

Derfor er det vigtigt, at du som voksen bearbejder dine egne svære følelser, du er godt rustet til at håndtere barnets situation og ikke påvirker barnet uhensigtsmæssigt.  

Det er væsentligt, at du lytter til barnets historie, og er varsom med at antage, at barnet har samme følelser og tanker, som du har.

Målet er at få skabt så gode og trygge rammer, så barnet får mulighed for at give så ren og upåvirket en fortælling som muligt. 

Respekter, hvis barnet ikke er klar til at fortælle med det samme, eller der er spørgsmål, som barnet ikke vil svare på eller synes er svære at svare på.

Det kan ofte være en længere proces for et barn at skulle åbne op og fortælle om sårbare ting som seksuelle krænkelser.

Sørg for at fortælle barnet, at du altid er klar til at lytte og hjælpe, når barnet er klar til at fortælle. Afhængig af barnets alder og modenhed, kan du spørge, hvordan barnet synes, at I skal tale om det.  

Anerkend barnets følelser, og understreg at det er vigtigt at få det fortalt. Vær tydelig omkring hvordan du vil hjælpe, og hvordan I sammen kommer videre.  

Handling ved mistanke eller viden om grooming

Ved mistanke eller viden om grooming er du  forpligtet til at underrette den kommune, barnet bor i.

Hvis du er fagperson, så har du skærpet underretningspligt Serviceloven § 154 

Mistanke eller viden om grooming bør altid anmeldes til politiet. Du kan anmelde ved at møde personligt op sammen med barnet på en politistation. I forbindelse med anmeldelsen er det vigtigt at få afklaret med politiet, hvornår og hvordan relevante parter involveres, fx hvis groomingen er foregået i en sportsklub eller på en skole. Ved en politianmeldelse vil politiet altid underrette barnets kommune, som er forpligtet til at undersøge barnets behov for hjælp. 

Hvis groomingen også er foregået digitalt, er det vigtigt at gemme eventuelle beviser som fx screenshots, SMS’er, chatsamtaler og lignende, fordi de kan bruges i en eventuel politiefterforskning. 

Hvis groomingen kun er foregået digitalt, skal det politianmeldes online via denne formular .

Du er desuden forpligtet til at underrette den kommune, barnet bor i. Du har mulighed for at underrette anonymt. Kommunen er forpligtet til at undersøge barnets behov for støtte og behandling, når de modtager en underretning. Du kan underrette via disse links:  

Du kan underrette her (ikke anonymt) 
Du kan underrette her (anonymt)  

Hvis du er fagperson, skal du være opmærksom på, at du har skærpet underretningspligt Serviceloven § 154 

Du og barnet kan få hjælp og rådgivning hos Red Barnets SletDet Rådgivning – en gratis og fortrolig rådgivning, der er specialiseret i digitale krænkelser. Vores rådgivere sidder klar med hjælp og støtte til, hvordan I i fællesskab kan håndtere sagen.

Mistanke eller viden om grooming er du  forpligtet til at underrette den kommune, barnet bor i. Du har mulighed for at underrette anonymt. Kommunen er forpligtet til at undersøge barnets behov for støtte og behandling, når de modtager en underretning. Du kan underrette via disse links:  

Lav en underretning hos borger.dk 
Lav en anonym underretning hos borger.dk  

Hvis du er fagperson, skal du være opmærksom på, at du har skærpet underretningspligt Serviceloven § 154 

Du og barnet kan få hjælp og rådgivning hos Red Barnets SletDet Rådgivning. Det er en gratis og fortrolig rådgivning, der er specialiseret i digitale krænkelser.

Vores rådgivere sidder klar med hjælp og støtte til, hvordan I i fællesskab kan håndtere sagen.

Mekanismer, der kendetegner grooming

Her kan du se en oversigt med nogle af de tegn og mekanismer, der går igen ved sager om grooming.

- den voksne indynder sig og får over kortere eller længere tid skabt en tæt og tillidsfuld relation til både barnet og familien. Formålet er at skaffe sig legitimitet til på sigt at få adgang til barnet alene.

- der skabes et særligt bånd til det udvalgte barn i form af opmærksomhed, komplimenter, gaver og lignende. Formålet er at skabe en tæt følelsesmæssig relation og opbygge tillid hos barnet.

- den voksne tilbyder sin hjælp til fx pasning, ekstraundervisning eller aktiviteter alene med barnet. Formålet er at skaffe sig adgang til at være alene med barnet for I højere grad at kunne påvirke det.

- den voksne begynder at kommunikere separat med barnet på beskedtjenester, og når de er alene. Formålet er at skabe en fortrolighed med hemmeligheder, som kan fange barnet ind psykologisk.

- drypvis introduceres seksuelle og kropslige emner via prøveballoner som fx en sjofel vittighed, snak om porno og mere intim berøring. Formålet er at skabe grobund for en seksuel kontakt med barnet.

Hele vejen igennem en groominproces bruger den voksne psykologisk manipulation (hemmeligheder, skyld, skam) og/eller direkte trusler for at hindre barnet i at fortælle om grænseoverskridelserne. Formålet er at forhindre barnet i  at afsløre overgrebene, og at få barnet til at føle sig som 'medskyldig'.

Værd at huske om grooming

  • Alle børn og unge har ret til at blive beskyttet mod grooming og seksuelle overgreb 
  • Grooming er ulovligt 
  • Det er aldrig barnets eller den unges skyld 
  • Det er vigtigt at søge hjælp og støtte