Børneorganisationer i Danmark bakker op om at inkorporere børnekonventionen i dansk lovgivning, som Radikale Venstre netop har forslået.
Debatindlæg af Susanne Dahl, Generalsekretær, Unicef Danmark, Johanne Schmidt-Nielsen, Generalsekretær, Red Barnet, Rasmus Kjeldahl Direktør, Børns Vilkår, Bente Boserup Forperson, Børnerådet. Bragt i Politiken 31. marts.
I den den netop overståede valgkamp sås forslag, som fortjener at blive løftet ud af partipolitikken – også efter valget. Et af dem blev fremsat af Radikale Venstre; nemlig spørgsmålet om at gøre FN’s børnekonvention til en del af dansk lov.
I virkeligheden bør det ikke være et spørgsmål om rød eller blå blok, men nærmere et spørgsmål om, hvilket samfund vi vil være.
Danmark tilsluttede sig børnekonventionen allerede i 1991, hvor vi forpligtede os internationalt til at sikre konventionens rettigheder for børn i Danmark. Det var en helt rigtig beslutning, og danske politikere har siden talt varmt om børns rettigheder.
Men vi har som land endnu ikke gjort det, som mange af de lande, vi normalt sammenligner os med, allerede har gjort: At gøre konventionen til en del af den nationale lovgivning.
I dag har både Norge, Sverige, Finland og Island inkorporeret børnekonventionen. Det samme gælder lande som Tyskland, Frankrig, Holland, Irland og Spanien. Danmark står tilbage, hvilket er svært både at forklare og forsvare.
Børnekonventionens rettigheder gælder også i dag for børn i Danmark. Men de bliver stadig ikke omsat konsekvent i praksis.
Vi ser hver dag sager, hvor børn ikke bliver hørt, selv når beslutninger har afgørende betydning for deres liv. Vi ser reformer og lovforslag, hvor konsekvenserne for børn ikke bliver vurderet systematisk. Et eksempel er strafreformen fra februar i år, der bl.a. indeholder strafskærpelse for unge lovovertrædere. Her mangler der en systematisk vurdering af lovændringernes betydning for børns rettigheder. Endelig ser vi, at børnekonventionen kun i meget begrænset omfang bliver brugt ved domstole og i myndigheders afgørelser.
Kigger vi mod vores nordiske nabolande, er det tydeligt, at inkorporering ikke er symbolpolitik – det gør en reel forskel i børns hverdag.
I Norge, hvor konventionen blev gjort til en del af norsk lov i 2003, har inkorporeringen for eksempel betydet, at langt flere børn i dag bliver hørt i sager om deres eget liv. Når forældre går fra hinanden, eller når der træffes beslutninger om anbringelse, er inddragelse af barnet ikke blot en intention. Det er en formaliseret ret, hvor barnets perspektiv altid skal vægtes i afgørelsen. Et andet eksempel kommer fra det norske Børne-, Ligestillings- og Integrationsministerium, der vurderer, at børn og unge i Norge selv er blevet mere bevidste om deres egne rettigheder som følge af inkorporeringen.
I Sverige, der inkorporerede konventionen i 2020, ser vi allerede nu, hvordan det har ændret måden, myndigheder træffer beslutninger på. Princippet om barnets bedste bliver ikke længere nævnt i forbifarten, men bliver faktisk vejet og vurderet. Det betyder, at afgørelser om forældremyndighed, sociale indsatser og skoleforhold i højere grad tager udgangspunkt i barnets perspektiv. Samtidig er børns rettigheder blevet en fast del af myndigheders arbejde, fra politi til migrationsmyndigheder.
Fælles for Norge, Sverige og de andre lande, der har gjort konventionen til lov, er, at inkorporeringen har flyttet børns rettigheder fra papir til praksis. Det er ikke symbolpolitik. Det er et spørgsmål, om, at børn faktisk bliver hørt, beskyttet og taget alvorligt i de beslutninger, der former deres liv.
At inkorporere børnekonventionen handler i sidste ende om, hvordan vi ser på børn. I FN’s børnekonvention er idéen om, at børn er selvstændige rettighedshavere, helt central. Børn skal ses i egen ret og har ikke kun rettigheder i kraft af deres forældre eller andre, der tager beslutninger på deres vegne.
Børn er ikke kun objekter for voksnes omsorg og beskyttelse, men skal beskyttes, høres og respekteres som individer. Men i de senere år har Danmark bevæget sig i en retning, hvor børns rettigheder er blevet svækket med for eksempel oprettelsen af Ungdomskriminalitetsnævnet og snævre klagemuligheder på folkeskoleområdet.
Det er væk fra ånden i børnekonventionen.
På flere områder, der påvirker børn og deres familier i sårbare situationer, ser vi, at børn og unges rettigheder svækkes og juridiske sikkerhedsforanstaltninger forringes. Det sker i forbindelse med behandlingen af børn og unge, der er på kant med loven, hvor vi har set store retssikkerhedsmæssige udfordringer. Et andet eksempel er den udvidede brug af sikrede institutioner for socialt anbragte børn og unge, og et tredje er forslaget, der muliggør hurtig ’udelukkelse’ af elever fra deres skole. Den måde at løse problemer på normaliserer kontrol og straf mere end at se på barnet og den unge som et individ med ret til at blive beskyttet og hørt.
Derfor er det nødvendigt at stoppe op og netop huske på, at vi i Danmark allerede har ratificeret børnekonventionen og derfor ser på børn som rettighedshavere. Det bør afspejles tydeligere i lovgivningen. Det kan en inkorporering af konventionen være med til at sikre.
Danmark skal i 2027 igen vurderes af FN’s Børnekomité – for første gang siden 2017. Her forventes endnu en klar anbefaling fra komitéen: at Danmark inkorporerer børnekonventionen i dansk ret.
Vi har med andre ord muligheden for at handle i tide og styrke børns rettigheder i praksis. Derfor hilser vi politiske forslag om inkorporering varmt velkommen.
