Vi har brug for at styrke det folkelige fundament i folkestyret. Forestil dig en decembermorgen i 1882 i Hjedding i Vestjylland. Tolv bønder satte sig ned og besluttede at eje et mejeri i fællesskab. Ingen embedsmænd havde sagt det. Ingen lov påbød dem det. De organiserede sig selv — og opfandt noget nyt.
Det var ikke i regeringskontorerne, at det danske demokrati for alvor tog form. Det voksede frem i forsamlingshuse, på højskoler, i andelsmejerier og brugsforeninger, længe før det blev skrevet ind i paragraffer. Det blev udvidet gennem protester fra fagbevægelsen, kvindekampen og ungdomsoprør. Det fandt sine stemmer i frie medier, musik og kultur.
Da vi fik Grundloven i 1849, var det et demokratisk gennembrud. Men det var først, da almindelige mennesker organiserede sig, at demokratiet blev en levet praksis. Man lærte at vælge bestyrelser, føre protokol, tage ordet, acceptere flertallet og respektere mindretallet. At frihed også er at tage ansvar og blande sig.
Igennem generationer har idrætsforeninger, spejdergrupper, kirker, højskoler, boligforeninger, handicaporganisationer, miljøorganisationer, kulturhuse og lokale initiativer bundet mennesker sammen på tværs af klasse, tro og politiske forskelle.
Historien er ikke romantisk. Foreningslivet har også været kampplads. Strid om rettigheder, om køn og om magt. Men netop derfor har det været demokratisk dannende. Uenighed blev ikke udryddet — den blev organiseret. Her har vi lært det, som ikke kan lovgives frem: en demokratisk kultur, hvor vi har tillid til hinanden på grund af nogle fælles grundlæggende principper.
I Folketingets vandrehal hyldes den kultur med fire ord malet på væggen omkring Grundloven: Retssind, Lovssind, Frisind og Storsind.
De tolv bønder i Hjedding organiserede sig, fordi de stod over for noget, de ikke kunne løse hver for sig. I dag genkender vi den situation. Vi lever i en tid med geopolitisk uro, stigende polarisering og et pres på institutioner, vi tog for givet. Den demokratiske kultur er tilbagegang i mange lande. Vi taler tit om den bølge som noget, der kommer udefra og truer vores grænser, handel og internationale samarbejde. Men sandheden er, at tilliden og den demokratiske kultur også udhules og forvitre indefra.
I Danmark ser vi nogle af de tendenser. Meget af den offentlige samtale, debat og organisering foregår i dag på digitale platforme, som styres af algoritmer, vi ikke forstår, og som nærer konflikter og ensomhed. Vi tilbringer mindre fysisk tid sammen, den offentlige samtale bliver hårdere og kritiske stemmer udstilles. Demokratier svækkes ikke altid med et brag. De udhules gradvist, når det frie rum indsnævres lidt ad gangen.
Derfor er den demokratiske oprustning ikke kun et spørgsmål om forsvar og sikkerhedspolitik i traditionel forstand. Grænsen mellem demokrati og autokrati løber ikke kun ved landegrænser. Den løber gennem vores institutioner, vores sprog og vores omgangsformer. Den løber gennem vores vilje til at beskytte dem, vi er uenige med, og vores evne til at give plads til organiseret kritik og dialog.
En meningsfuld oprustning handler også om den indre modstandskraft og sammenhængskraft — om et civilsamfund, der er frit, stærkt og uafhængigt nok til at være samfundets rygrad.
Tag et nutidigt eksempel: den frivillige træner eller lokale spejderleder. Hun bruger aftener på at skabe fællesskab for børn, der ellers risikerer at stå udenfor. Det er ikke storpolitik. Men det er social infrastruktur. Det er forebyggelse af ensomhed, polarisering og mistillid. Eller tænk på den gruppe unge der organiserer sig lokalt for at bevare et grønt område. De samler underskrifter og laver protester. De er måske til besvær. Men i virkeligheden gør de præcis det, demokratiet forudsætter: De engagerer sig.
Civilsamfundet er ikke kun leverandør af aktiviteter. Det er en skole i demokrati — og et bolværk mod de kræfter, der vil svække det.
Når vi taler om behovet for en demokratisk oprustning, handler det om at genbekræfte Retsind, Lovsind, Frisind og Storsind. Retsind betyder, at vi står fast på hinandens ligeværd og lige rettigheder. At kritik af magten er et sundhedstegn, ikke en trussel. At demokratisk dannelse ikke opstår i korte projektbevillinger alene, men opstår der, hvor mennesker kan prøve, fejle, lære og fortsætte.
Lovsind betyder tillid til de institutioner demokratiet virker gennem. At uenigheder kan håndteres åbent. At regler for foreninger og organisationer skal være klare og rimelige og at inddragelsen i det lovgivende arbejde skal ske tidsnok til at det giver mening. Hvis dokumentationskrav og kontrol vokser hurtigere end tilliden, risikerer vi at kvæle det engagement, vi siger, vi vil fremme.
Frisind betyder, at vi tåler og fejrer uenighed. At vi kan rumme civilsamfundet, også når det udfordrer. At samarbejde med det offentlige, ikke bliver en mundkurv.
Storsind betyder, at vi kan møde hinanden med generøsitet og rummelighed. At minoriteter ikke skal kæmpe for retten til at være en del af samtalen. At vi investerer i rammer for fællesskaber og frivillighed, der binder os sammen på tværs af forskelle.
Vi, der underskriver denne kronik, repræsenterer et bredt udsnit af det danske civilsamfund. Vi er ikke enige om alt — og det skal vi heller ikke være. Men vi er enige om dette: Et frit og stærkt civilsamfund er en grundpille under Danmark.
Et stærkt civilsamfund er en forudsætning for tryghed og sammenhængskraft. For medarbejdere, der er vant til at samarbejde. Borgere, der fornyer og udvikler offentlige systemer. Børn og voksne, der indgår i meningsfulde fællesskaber og ikke mindst en høj social robusthed, hvor polarisering og radikalisering har svære vilkår. Det er ikke bløde værdier. Det er hård samfundsøkonomi og reel sikkerhedspolitik.
Vi står klar til at arbejde for den demokratiske oprustning. Men det kræver også noget af politikerne. Derfor opfordrer vi Folketinget og en kommende regering til at sikre, at styrkelsen af et frit civilsamfund får en tydelig og forpligtende plads i et kommende regeringsgrundlag. En politisk genbekræftelse af de fire hjørneflag, så det ikke bare er ord, som de folkevalgte går forbi hver dag i vandrehallen, men værdier vi forpligter hinanden på.
Demokratiet kan ikke tages for givet. Det skal værnes om og øves mellem valg og i hverdagen. Det er noget, vi gør — sammen. Og nu er det tid til at gøre det igen.
Kronikken er underskrevet af:
Charlotte Bach Thomassen, formand, DGI
Christian Orthmann, formand, LandboUngdom
Lisbeth Trinskjær, formand, Folkehøjskolernes forening
Ditte Rudolfsen, generalsekretær, KFUM-Spejderne
Morten Gade, generalsekretær, Det Danske Spejderkorps
Per Paludan Hansen, formand, Dansk Folkeoplysnings Samråd
William Korte, forperson, Sammenslutningen for Unge Med Handicap
Anneline Larsen, forperson, DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd
Thomas Østergaard, forperson, KFUM og KFUK
Henrik Ib Jørgensen, direktør, Muskelsvindfonden
Julie Rosenkilde, sekretariatsleder, Nyt Europa
Nicolai Houe, konstitueret generalsekretær, CISU
Lars Koch, generalsekretær, Oxfam
Mette Müller Kristensen, direktør, Globalt Fokus
Julie Koch, generalsekretær, Danmission
Dorte Nørregaard, formand, Civilsamfundets Brancheforening
Poul Kattler, forperson, Rådet for Bæredygtig Trafik
Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors
Jonas Nøddekær, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp
Helene Gjerding, sekretariatsleder og koordinator, 92-Gruppen
Jonas Keiding Lindholm, direktør, SUS – Socialt Udviklingscenter
Vibe Klarup, generalsekretær, Amnesty International Danmark
Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet
Charlotte Slente, generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp
Tim Whyte, generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke.
Debatindlægget blev bragt i Altinget den 31. maj 2026
Indlæggets afsendere
- Ninna Thomsen, Direktør i Mødrehjælpen
- Johanne Schmidt-Nielsen, Generalsekretær i Red Barnet
- Jeanette Bauer, Chef for Kirkens Korshær
- Maria Blankensteiner, Direktør i Enestående Forældre
- Signe Færch, Forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening
- Pernille Gry Petersen, Generalsekretær i Børnesagens Fællesråd
- Anne Dahl Thing, Forperson i FOLA
- Mona Striib, Forbundsformand i FOA
- Hanne Aalling Risager, Formand for BROEN Danmark
- Mirka Mozer, Generalsekretær i Dansk Folkehjælp
- Kenneth Flex, Direktør i Dansk Flygtningehjælp
- Dalia Awadh, Forkvinde i Red Barnet Ungdom
- Puk Draiby, Generalsekretær i Grønlandske Børn/Kalaallit Meerartaat
- Dorthe Boe Danbjørg, Forkvinde i Dansk Sygeplejeråd
- Lene Krabbe Dahl, Forbundssekretær i 3F
- Laila Gyldenhøj, Hovedbestyrelsesleder i Landsforeningen Livsvaerk
- Lasse Bjerg Jørgensen, Forretningsudvalgsmedlem i BUPL
- Susanne Dahl, Generalsekretær i Unicef
- Bente Boserup, forperson for Børnerådet
For mange er det årets eneste store ferieoplevelse. 1.300 børn og forældre på ferielejr er er samme niveau som rekordåret 2024.
Få hjælp til, hvad du kan gøre, når og hvis dit barn bliver eksponeret for porno på nettet - hvad enten det er ufrivilligt eller frivilligt.
Vi står i et dommedagsscenarie - og det kan blive værre. Der er brug for at vi handler på det.