Sierra Leone

Kpemeh undgik børneægteskab og hjælper nu andre piger

I Sierra Leone bliver knap hver tredje pige gift, før hun fylder 18 år. Men sådan behøver det ikke at være. 18-årige Kpemeh modsatte sig som ung teenager familiens ønske om at blive gift. Nu bruger hun sin egen historie til at fortælle andre unge piger, hvorfor skolegang er en bedre vej ud af fattigdom end ægteskab.

Kpemeh var kun 12 år, da en mand spurgte familien, om han kunne gifte sig med deres datter. Hendes forældre havde svært ved at forsørge hele familien og sagde derfor ja til ægteskabet.

Men Kpemeh nægtede. Hun vidste, at hun ikke var klar til at blive gift og ville gerne have sin uddannelse først. Alligevel blev hendes forældre ved i tre år med at prøve at overtale hende.

Red Barnet påvirkede forældrene
Til sidst kom Kpemeh i kontakt med den lokale Red Barnet-afdeling, der havde et projekt, hvor både frivillige og medarbejdere vejledte og hjalp unge piger som Kpemeh med, hvordan de kunne sige nej til presset fra familien. En af de frivillige var en ung pige, Kuji, der selv havde haft svært ved at gennemføre sin skolegang, da hun var blevet gravid som 15-årig.

- Kuji hjalp mig og sagde, at jeg ikke behøvede at gøre, hvad mine forældre sagde. For uddannelse er godt for os unge piger, siger Kpemeh.

Red Barnet og Kuji havde flere møder med Kpemehs forældre for at få dem til at skifte mening, og da Kpemeh var blevet 15 år, lykkedes det endelig. Derfor går Kpemeh fortsat i skole, hvilket hendes forældre i dag bakker op om.

- Sidste gang jeg var hjemme, sagde min far, at han var glad for, at jeg gik i skole. Han rådede mig endda til at fortsætte med min uddannelse, fortæller hun.

Hjælper nu andre unge piger
Kuji og Kpemeh er i dag nære venner og er begge frivillige i Red Barnets lokalforening  i byen. Her bruger de deres egne historier, når de holder oplæg på skoler og på det lokale marked om lørdagen. Deres budskab er altid det samme, nemlig at skolegang og ikke ægteskab er vejen ud af fattigdom.

- Vores forældre fik ikke en uddannelse, og derfor er de stadig i samme situation, som da de fik os. Så det siger jeg til andre piger. Hvis du får en uddannelse, vil du blive mere lykkelig, og du vil bedre kunne forsørge dine børn, siger Kuji.

De frivillige i Red Barnet mødes også med religiøse og lokale ledere for at fremme pigers adgang til skolegang og oplyse om konsekvenserne ved børneægteskaber og tidlig graviditet. I Kailahun-distriktet har Red Barnet i alt 15 lokalforeninger, der bekæmper børneægteskaber.

- Jeg vil takke Red Barnet for alt, hvad de har gjort for mig. Red Barnet har motiveret mig til at tale foran folk. Jeg deler min historie for at forhindre andre i at opleve det samme, fortæller Kpemeh.