Nyheder

Ulovligt seksuelt overgrebsmateriale med børn udbredes gennem online pyramidespil

Red Barnet ser i stigende grad ulovligt overgrebsmateriale med børn blive delt på en ny måde på internettet, der bygger på principperne kendt fra eksempelvis pyramidespil: Jo mere brugerne deler links til overgrebsmaterialet, jo større adgang får de selv til materiale af stadigt grovere karakter.

Sidste år modtog Red Barnet hundredvis af anmeldelser relateret til denne nye type overgrebs-sider, som også bliver delt via mainstream-platforme som X og Reddit. 

Nye tal fra Red Barnets AnmeldDet tjeneste, hvor borgere anonymt kan anmelde digitalt overgrebsmateriale med børn, får nu organisationen til at advare om en ny tendens, som i 2023 førte til hele 335 konkrete anmeldelser hos organisationen.

De 335 anmeldelser omhandler alle ulovlige sider, kendt som ICAP-sider (Invite Child Abuse Pyramid), der bygger på følgende koncept: Brugere på internetsider, der tilbyder det ulovlige overgrebsmateriale med børn, skal for at få adgang til materialet selv dele links til siderne.

Brugerne optjener point, når andre klikker på deres links, og med disse point får de selv adgang til større mængder overgrebsmateriale med børn af stadigt grovere karakter, samtidig med at siderne potentielt får flere besøgende til det ulovlige indhold. Alternativt kan brugerne på de ulovlige sider via eksempelvis kryptovaluta købe sig adgang til materialet.

Portrætfoto af Per Frederiksen - Ekspert i Red Barnet

Vi ser en ny og yderst offensiv tilgang til deling af ulovligt overgrebsmateriale med børn. Vi er bekymrede over, at tendensen kan føre til en større udbredelse af overgrebsmateriale, fordi materialet indgår i et 'spil' for brugerne  

Voldsomme overgreb på mindre børn
Red Barnet begyndte ved udgangen af kalenderåret 2022 første gang at registrere fænomenet med de såkaldte ICAP-sider. Men allerede ved udgangen af 2023 udgjorde links til denne type sider 42 procent af det samlede antal anmeldelser af ulovligt overgrebsmateriale med børn, som Red Barnet modtog i 2023. Og tendensen ser ud til at fortsætte med samme styrke i 2024.

Red Barnets analyse af overgrebsmaterialet viser desuden, at også indholdet i overgrebsmaterialet adskiller sig fra det, Red Barnet ellers ser. Børnene i overgrebsmaterialet på ICAP-siderne er således meget små. 80 procent af materialet, som Red Barnet analyserede i 2023, er med børn på 8 år eller derunder, herunder indeholder 21 procent af materialet billeder af børn fra 0-4 år.  

'Bag hvert eneste af disse links ligger forbrydelser mod utallige børn, som er blevet udsat for meget grove seksuelle overgreb, der risikerer at skade dem for livet. Det er dybt urovækkende at se, hvordan overgreb mod små børn indgår i et spil, hvor brugerne belønnes med point og lykønskninger', siger Per Frederiksen. 

På de såkaldte ICAP-sider bliver brugerne opfordret til at dele materialet ved at spamme eller sprede links på sociale medier som Reddit, Discord, X og Telegram samt i diverse chatrum. I forbindelse med konkrete anmeldelser er Red Barnet også blevet gjort opmærksom på, at links er set på platformen Instagram. Derfor kan både børn, unge og voksne også uforvarende støde på og komme til at klikke på links, der stammer fra pyramide-konceptet, advarer Red Barnet.  

'En vigtig del af løsningen er, at man anmelder disse sider til os i Red Barnet, hvis man støder på dem på sociale medier. Så kan vi sørge for at få blokeret adgangen til materialet. Men fordi denne nye type deling er så offensiv, står vi også med et problem, som de store sociale medie-virksomheder skal være opmærksomme på. Det er deres ansvar, at links til ulovligt overgrebsmateriale med børn ikke ender med at ligge frit tilgængeligt på deres platforme', siger Per Frederiksen.

Red Barnet er en del af det internationale netværk INHOPE, som forbinder Interpol med anmeldelsestjenester i 50 lande verden over.  Red Barnet gør desuden opmærksom på, at selve ICAP-siderne ikke ligger på servere, som fysisk befinder sig i Danmark. Derfor kræver det internationalt politisamarbejde at identificere og fjerne siderne og retsforfølge de ansvarlige bag overgrebene mod børn.

Baggrund: Red Barnets AnmeldDet tjeneste

Red Barnet har siden 2001 drevet Danmarks eneste civile internet-tjeneste AnmeldDet, hvor borgere anonymt kan anmelde links til f.eks. hjemmesider, online grupper og pædofile fora med seksuelt overgrebsmateriale med børn. Siden tjenesten åbnede i 2001, har AnmeldDet modtaget over 97.000 anmeldelser.

Hver anmeldelse kan dog indeholde flere hundrede billeder og eller videoer af seksuelt overgrebsmateriale med børn. AnmeldDet’s seks specialuddannede analysemedarbejdere, som blandt andet består af en tidligere specialefterforsker hos politiet, analyserer de indsendte links ud fra dansk lovgivning og en særlig guideline udviklet af INTERPOL.

AnmeldDet har fra Rigsadvokaten fået tilladelse til at behandle materiale, der falder inden for straffelovens § 235. AnmeldDet modtager dog både ulovligt materiale, som betegnes som CSAM (child sexual abuse material) og seksuelt krænkende materiale, som ikke er ulovligt ud fra dansk lovgivning som CSEM (child sexual exploitation material).

Det ulovlige materiale bliver videregivet til NC3 (National CyberCrime Center), som står for den videre efterforskning, DNS-blokering (en blokering der gør, at man ikke kan gå ind på hjemmesiden) samt fjernelse af materialet fra internettet.

Læs mere på AnmeldDet's hjemmeside.