Nyheder

Tusindvis af børn kan blive fanget i massive oversvømmelser i Syriens flygtningelejre

Red Barnet advarer om, at flere end 11.000 børn står til at blive fanget i massive oversvømmelser i flygtningelejre i Syrien. Det kan have fatale konsekvenser for børnene, som i forvejen er sårbare og afkræftede og bor i spinkle telte og ufærdige bygninger, hvor det er umuligt at beskytte sig mod vandmasserne og den bidende kulde. 

Mindst 11.000 børn, som er drevet på flugt fra deres hjem på grund af krigen i landet, står over for at lide en desperat skæbne denne vinter, hvor store skybrud har ramt Idlib-provinsen.

Massiv regn har ført til faretruende oversvømmelser i områdets flygtningelejre, og Red Barnets kolleger på stedet melder om forfærdelige forhold, som er farlige for de tusindvis af børn, som bor i spinkle telte og halvfærdige bygninger uden vinduer og døre.

– Betingelserne i lejrene og bosættelserne, hvor fordrevne børn lever, er elendige. Her bor familier, som på ingen måde har mulighed for at beskytte sig for de massive vandmasser og den bidende kulde. Underernærede og små børn, som vi ser mange af i lejrene, er særligt sårbare overfor sygdomme i sådan et vejr, siger Red Barnets katastrofechef Kristine Mærkedahl Jensen.

Red Barnet vil i løbet af de næste dage derfor dele hygiejneartikler ud til så mange af de nødlidende børn som muligt. Men det er som en dråbe i ørkenen, så længe forholdene i lejrene ser ud, som de gør.

– Omfanget af sygdomme er stigende, og i de værst ramte områder er familierne afskåret fra omverdenen ude af stand til at forlade lejren eller at få adgang til sundhedsfaciliteter. I nogle områder er skolerne også lukket. Vi har tidligere oplevet, at børn er frosset ihjel i lejrene. Denne vinter, hvor 1,5 millioner mennesker er blevet fordrevet i det seneste år, og der er mangel på husly, tæpper og brændstof, er risikoen større, siger Kristine Mærkedahl Jensen.

Red Barnet vil ligeledes uddele tæpper, liggeunderlag og presenninger, så lejrens beboere på den måde får en lille chance for at beskytte sig mod den bidende kulde. Men situationen er værre, end den har været i mange år.

– På de sundhedsklinikker i området, som Red Barnet støtter, oplever vi sygdomme, som spreder sig med lynets hast i de uhygiejniske områder, hvor folk bor meget tæt. Det er infektioner i øjne, øjne og luftveje. Tilfælde af anæmi er også hyppige, fordi børn og gravide ikke har adgang til nærende mad, siger Kristine Mærkedahl Jensen.

Idlib-provinsens flygtningelejre er nogle af de lejre med den største befolkningstæthed. 1,4 millioner ud af de 2,9 millioner, som bor i Idlib-provinsen og de omkringliggende områder, er flygtninge.

– Vi er nødsaget til akut at øge vores livreddende indsats til børn og familier, der står over for en hård vinter i Idlib og andre steder i Syrien, siger Kristine Mærkedahl Jensen.

Nyt fra Red Barnet