TrygFonden støtter Red Barnets Natur & Fællesskabsprogram

19-03-2012
NYHED

I 2011 støttede TrygFonden Red Barnet med et beløb på 2.247.000 kr. til Natur & Fællesskabs programmets særlige indsats over for børn og unge i socialt belastede boligområder. Derudover har vi modtaget 302.258 kr. til afholdelse af førstehjælpskurser til vores frivillige, der organiserer og implementerer en- og flere dages aktiviteter.

Trygfonden har gjort det muligt at udbrede det pilotprojekt, som Red Barnets naturvejleder i samarbejde med Lejerbo har gennemført det seneste år. Pengene betyder, at udsatte børn og familier i 10 socialt belastede boligområder i Danmark fremover kan se frem til netværksskabende og sociale aktiviteter med naturen som ramme.

Samtidigt vil Red Barnets voksende skare af frivillige blive inddraget i aktiviteterne og få tilbud om bl.a. uddannelse.

Thor Hjarsen er naturvejleder og projektkoordinator i Red Barnet. En del af Thors arbejde er, at han arrangerer natur- og friluftsaktiviteter for udsatte børn og familier i Danmark.

I samarbejde med Lejerbo/Akacieparken i Valby har Thor Hjarsen, og frivillige i Red Barnet København City, været med til at bringe smil frem hos børn og familierne, der ikke nyder godt af den danske natur i deres hverdag. Der er tale om børn fra et såkaldt ghettoområde, og mange af dem bor i mindre lejligheder. De nyder at komme ud og opleve naturen, blandt andet på en skovtur, hvor de er med til at save i træ, lege og lave mad over bål. Aktiviteterne i naturen er med til at styrke familiebåndene, de sociale relationer i boligområdet, og understøtte sundhed og fælles rekreative oplevelser.

Trygfonden er med til at sende børn på skovtur

Trygfonden har bevilget 2.247.000 kroner til Red Barnets projekt, og pengene skal blandt andet bruges på at give børn nogle oplevelser i naturen, de ellers ikke ville få.

- Det er forskelligt, hvad vi laver, når vi er i skoven. Men det er vigtigt for mange af disse børn, at der er nogle aktiviteter, og at de kommer til at ”bruge” naturen og får fingrene i den, fortæller Thor Hjarsen. Trygfondens bevilling giver desuden Red Barnet mulighed for et evaluere og formidle erfaringerne med at bruge natur og frilutfsliv i forebyggende frivilligt socialt arbejde.

Se mere om Red Barnets naturprojekt ”Natur&Fællesskab” på Facebook eller under Naturaktiviteter på Red Barnets hjemmeside.