Nyheder

Trasborg og Red Barnet vil give en bedre verden videre til vores børn

Hvad har genbrug af tøj og Red Barnet egentlig med hinanden at gøre? En hel del faktisk.

Hos Red Barnets hovedpartner, virksomheden Trasborg, har gode folk over de sidste tre generationer specialiseret sig i indsamling af genbrugstøj. Det sker ud fra et ønske om at skabe bæredygtige løsninger. I Red Barnet arbejder vi ligesom Trasborg for langsigtede og bæredygtige løsninger for børn.

Begge parter i samarbejdet ved, at miljømæssig og social bæredygtighed går hånd i hånd. Klimabelastninger skaber naturkatastrofer, sender flere børn og familier på flugt og er på den måde med til at forhindre, at børn får mulighed for at leve op til deres fulde potentiale.

Jeg vil give mine børnebørn en bedre verden
- Jeg ser det som en forpligtelse at vi i min virksomhed tager vores ansvar alvorligt. Jeg har selv en datter på 15 år. Jeg kan se, at hvis jeg skal give hendes børn er god verden at leve i, så skal vi sætte ind nu. Derfor skal vi prioritere bæredygtighed og forholde os til, hvordan vi kan mindske miljøbelastningen. Det gør vi hver dag i min virksomhed. Både for mine og dine børnebørns skyld.

Sådan siger Steen Trasborg, der er direktør og ejer i virksomheden Trasborg. Steen har mere end 40 års erfaring og er tredje generation ved roret i den gamle familieforretning.

- Vi har været i det her samarbejde med Red Barnet i en årrække nu, og for mig giver det rigtig meget mening. Red Barnet har en vision om at skabe en bedre verden for børn, og det har jeg også. Jeg mener, at vi, der driver virksomheder, har et fælles ansvar. Vi når meget længere ved at indgå et samarbejde med en organisation som Red Barnet. Her ved jeg at mit engagement og mit økonomiske bidrag redder og hjælper børn verden over, siger han.  

Sammen er vi stærkere
I Red Barnet har partnerskaber med virksomheder som Trasborg stor betydning.

- Vi er meget glade for den opbakning, vi får fra Steen Trasborg og hele hans virksomhed. Vi er dedikerede til den samme sag, og jeg bliver altid både rørt og stolt, når virksomheder både tager et socialt og et miljømæssigt ansvar, som er tilfældet for Trasborg. Når Trasborg vælger at støtte os økonomisk, betyder det, at vi kan nå endnu flere børn i Danmark og i resten af verden. Sammen er vi stærkere, siger Thomas Reidar Andersen, der er konstitueret generalsekretær for Red Barnet.

Fakta om samarbejdet

  • Trasborg og Red Barnet har samarbejdet siden 2016
  • Trasborg støtter Red Barnets arbejde for de mest udsatte børn med et stort økonomisk beløb årligt året
  • Trasborg støtter Red Barnets genbrugsbutikker med logistik og sparring

Fakta om Trasborg

  • Privat genbrugsfirma, der gennem 100 år har indsamlet brugte tekstiler i Danmark til genbrug og genanvendelse.
  • Trasborg ligger i Taastrup og er ledet af Steen Trasborg med 40 ansatte
  • Har deltaget i nordiske genbrugsprojekter og arbejder mod zero waste, blandt andet gennem The Nordic Textile Reuse and Recycling Commitment
  • Afvikler bæredygtighedsundervisning for skoleklasser (8. klasse og op)