Masser af unge tager på festival i den kommende tid, og risikoen for at nogle af dem udsættes for digitale sexkrænkelser er større end til hverdag. Derfor opfordrer Red Barnet forældre til at tage en snak med deres teenagere, inden de sender dem af sted.
Billeder af vennerne foran Orange Scene eller videoer fra hygge i teltet er en helt naturlig del af oplevelsen, når unge tager på festival. De har nemlig mobiltelefonen med. Og den bliver flittigt brugt til at vise, hvad de laver her og nu, og til at gemme de gode festivalminder på.
Netop fordi det digitale fylder mere og mere i den måde, som unge er sammen på - også når de er på festival - er der en alvorlig risiko for, at de kommer til at krænke andre med de billeder og videoer, som bliver taget og delt.
Red Barnet har som de eneste i Danmark en højtspecialiseret rådgivning, SletDet, med anonym og individuel hjælp til børn og unge, som har været udsat for digitale sexkrænkelser. Rådgivningen har f.eks. modtaget denne henvendelse fra en pige efter en festival:
"Hej. Jeg skriver til jer, fordi jeg har været udsat for en krænkelse. Jeg var på festival, hvor jeg havde sex med en fyr. Hvad jeg ikke vidste var, at der var en dreng, som tog billeder af det. Jeg er usikker på, hvor mange billeder der er taget, men jeg har selv modtaget et billede, som viser mig selv nøgen med den her fyr, som jeg havde sex med. Jeg har fået at vide, at billedet er blevet delt i en gruppechat. Jeg er usikker på, hvor mange der har set det, men jeg ved at det er mange."
Ifølge Jon K. Lange, der er seniorrådgiver i Red Barnet og ekspert i børn og unges digitale liv, er det kombinationen af alkohol og lidt ekstra flirt i luften, som er med til at øge risikoen for, at festivaldeltagere krænkes.
- De fleste, som har været på festival, kan formentlig genkende oplevelsen af at leve mere i nuet og være væk fra hverdagens almindelige regler. Når alkoholen så også skylles ned, oversvømmes hæmningerne. Det betyder, at vi bliver mere impulsstyrede, og det er ikke altid en god kombination, når mobilen er limet til hånden, siger Jon K. Lange.
Ønsket om at dele oplevelser med andre er et grundlæggende menneskeligt behov. Især når man er glad, kåd og forelsket. Men det risikerer at gå galt.
- Sex og flirt er ofte en indlejret del af det at være på festival, og lysten til at dele med vennerne, hvad der skete i teltet i går, kan trænge sig på. Uden intention kan nogle unge dermed komme til at krænke andre. Derfor er det ekstra vigtigt at have fokus på digitale sexkrænkelser netop i festivalsæsonen. Det er ikke ulovligt at have sex. Men det er ulovligt at optage og dele billeder og film af det - uden at have fået lov. Det opfordrer vi forældre til at tage en snak med deres teenagere om, inden de sender dem på festival, siger Jon K. Lange.
Konsekvenserne af digitale sexkrænkelser kan være meget alvorlige. Både for den, der bliver udsat for krænkelsen, men også for den, som begår den, fordi der kan være tale om distribution af seksuelt krænkende materiale med børn, hvis offeret er under 18 år.
5 gode råd: Sådan taler du med din teenager før årets festivaler:
• Vis oprigtig interesse for dit barns sociale liv på digitale platforme - også når de er på festival. Undgå et halvårligt forhør, og lad det i stedet blive en del af den naturlige snak om, hvad de glæder sig mest til ved festivalen, og hvilke bump på den mudrede festivalsti man skal passe lidt på.
• Tal om, at man ikke må dele billeder eller videoer af andre uden at have fået personligt og klart samtykke - ikke engang med sine bedste venner. Og heller ikke når man har fået lidt for meget at drikke. Lovgivningen er meget tydelig på dette område. Efter den seneste strafskærpelse kan digitale sexkrænkelser give fængsel i op til 3 år.
• Der findes ikke en digital fortrydelsespille. Så støt din teenager i at være modig og sige fra og bede om hjælp, hvis han eller hun er vidne til, at andre bliver krænket eller mobbet på digitale platforme. Hvis de får tilsendt krænkende materiale, skal det slettes med det samme. Det gælder på alle digitale platforme og sociale medier (telefon, computer, iPad, iCloud, Messenger, Dropbox, Snapchat etc.).
• Tal om, hvilke konsekvenser deres digitale adfærd kan have for dem selv og andre. Bed din teenager om at sige festival 10 gange højt, før de sender noget, og tænke over, hvorvidt de selv ville bryde sig om at få delt det billede, tekst eller video.
• Hvis dit barn har oplevet at blive krænket på nettet eller selv har delt krænkende materialer, så kan I få hjælp til, hvordan I skal håndtere situationen hos SletDet.dk - Red Barnets anonyme rådgivningstjeneste
Om SletDet: Rådgivning for børn og unge udsat for digitale sexkrænkelser
Red Barnet etablerede 1. maj 2016 rådgivningen SletDet. SletDet er et anonymt tilbud til børn og unge, der har oplevet ufrivilligt at få delt krænkende informationer, billeder, videoer og andet på nettet.
Børn og unge kan få hjælp til blandt andet at slette materiale, begrænse delingerne og anmelde krænkelserne. De tilbydes også emotionel støtte og psykologisk førstehjælp i den svære tid, som ofte følger, når man er blevet ufrivilligt eksponeret på nettet.
SletDet kan kontaktes skriftligt via hjemmesiden eller telefonisk på 2927 0101.
category
ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category
NY KAMPAGNE OM SEKSUALISERING AF BØRN
Red Barnet vil have bedre beskyttelse af børn mod seksualisering online. Se mere i ny kampagnefilm.
Advarsel: Billederne kan virke voldsomme, selvom vi har undladt de værste. Vores ambassadører fik tilbudt at tale med en psykolog efter optagelserne.
category
DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.