Stor risiko for sexkrænkelser på nettet til festivaler

25-06-2019
NYHED

Deling af krænkende billeder er hverdag for børn og unge, og sommerens mange fester og festivaler øger risikoen. Ofte taler unge ikke med voksne om de krænkelser, som kan ødelægge et helt ungdomsliv. Red Barnet sætter nu massivt ind med hjælp i form af en ny oplysningsfilm, udvidede åbningstider i rådgivningen SletDet og en indsats på Roskilde Festival.

Mobiltelefonens kamera er med i lommen, når mange unge i den kommende tid fejrer eksamener, skoleårets afslutning og sommerferie. Det samme er den, når de tager på festival. At tage og sende billeder er efterhånden den primære måde, som børn og unge kommunikerer på, og derfor vil oplevelser fra Orange Scene, studenterfester og hygge i teltet blive foreviget i stor stil.

Men billederne har alt for ofte alvorlige konsekvenser. Fordi de tages og deles i kombination med alkohol, fest og flirt, øges risikoen for, at unge udsættes for digitale sexkrænkelser. Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, opfordrer derfor både unge og forældre til at være ekstra opmærksomme i den kommende tid.

– Mange har måske mest fokus på, hvad der sker i den fysiske virkelighed, når unge tager på festival eller til sommerens fester. Men det er mindst lige så vigtigt, hvad der foregår digitalt. Et overgreb er et overgreb – uanset om det sker i et telt eller via mobiltelefonen. Digitale sexkrænkelser kan være lige så traumatiserende og skadelige for en ung som et seksuelt overgreb i den fysiske verden. Et helt ungdomsliv kan ødelægges via et enkelt hurtigt klik på telefon. Derfor er det så vigtigt, at unge kender konsekvenserne ved at dele krænkende billeder, og at de også ved, at der er hjælp at hente, hvis de er blevet udstillet på nettet, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Kampagne oplyser om tilbuddet SletDet
Red Barnet lancerer i dag kampagnen ’Et øjeblik for dig – et ungdomsliv for mig’ for at øge kendskabet til rådgivningen SletDet og for at opfordre unge til at sige fra over for krænkelser på nettet. Som de eneste i Danmark har Red Barnet en professionel rådgivning, hvor børn og unge kan få gratis og anonym hjælp, hvis de har været udsat for en digital sexkrænkelse.

Kampagnen bliver skudt i gang med en ny oplysningsfilm, der er baseret på virkelige historier fra unges oplevelser med digitale sexkrænkelser. I filmen medvirker blandt andre den danske youtuber Sophia Brown, der selv har fået delt et krænkende billede.

Samtidig gør Red Barnet nu SletDet mere tilgængelig for unge. Det sker blandt andet ved at udvide åbningstiden, åbne op for chat-rådgivning og i løbet af sommeren også at lancere en chatbot, så unge kan kontakte SletDet døgnet rundt.

Som et tredje tiltag sætter Red Barnet også ind på Roskilde Festival og vejleder blandt andet frivillige og opsøgende medarbejdere på festivalen, så de bliver bedre til at tage en snak om digitale sexkrænkelser med unge i campingområdet.

Johanne Schmidt-Nielsen opfordrer forældre til i højere grad at tage ansvar for den del af deres børns liv, som foregår på nettet.

– Vi ved, at mange børn og unge føler skyld og skam, hvis de er blevet udsat for digitale sexkrænkelser, og at de ofte ikke taler med nogen om oplevelserne – ikke engang deres forældre. Det er stærkt bekymrende. Her er virkelig en opgave for forældre og andre voksne omkring børnene i at interessere sig for de unges liv på nettet og blive bedre til at tage imod dem uden at lægge skyld på dem. Hvis unge ikke får hjælp, er der endnu større risiko for, at en krænkelse giver ar på sjælen langt ind i voksenlivet, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Red Barnet sætter fokus på børn og unges digitale trivsel frem mod organisationens landsindsamling den 1. september 2019.

5 gode råd: Sådan taler du med din teenager om sommerens fester og festivaler
1. Vis oprigtig interesse for dit barns sociale liv på digitale platforme – også når de skal på festival eller til fest. Undgå et halvårligt forhør, og lad det i stedet blive en del af en naturlig snak.
2. Tal om, at man ikke må dele billeder eller videoer af andre uden at have fået personligt og klart samtykke – ikke engang med sine bedste venner. Og heller ikke når man har fået lidt for meget at drikke. Lovgivningen er meget tydelig på dette område, og digitale sexkrænkelser kan give fængsel i op til tre år.
3. Der findes ikke en digital fortrydelsespille. Så støt din teenager i at være modig og sige fra og bede om hjælp, hvis han eller hun er vidne til, at andre bliver krænket eller mobbet på digitale platforme. Hvis de får tilsendt krænkende materiale, skal det slettes med det samme. Det gælder på alle digitale platforme og sociale medier.
4. Tal om, hvilke konsekvenser deres digitale adfærd kan have for dem selv og andre. Bed din teenager om at tænke sig godt om, før han eller hun sender noget. Ville de selv bryde sig om at få delt det billede eller den tekst eller video?
5. Hvis dit barn har oplevet at blive krænket på nettet eller selv har delt krænkende materialer, så kan I få hjælp til, hvordan I skal håndtere situationen hos SletDet.dk – Red Barnets anonyme rådgivningstjeneste.