Nyheder

Red Barnet: Skolestarten er et godt tidspunkt for forældres samtale om børnenes digitale fællesskaber

De fleste forældre genkender formentlig skolestarten efter sommerferien som en tid, hvor både børn og voksne skal finde ind i hverdag, som byder på nye fag, nye rutiner og for mange børns vedkommende også nye digitale fællesskaber.

For hvad betyder det for børnenes tid sammen, at de tager hul på et klassetrin, hvor skolen udleverer en iPad til dem, som fremover vil ligge ved siden af penalhuset i skoletasken? Hvad sker der, når klassekammeraterne får deres første smartphone? Hvordan sikrer man som forældre, at brugen af skærm ikke fører til mistrivsel eller digitale krænkelser, og hvordan begynder man bedst den fælles samtale om digitale fællesskaber?

Lad os begynde kort før sommerferien, da Sundhedsstyrelsen med nye anbefalinger opfordrede til, at skærmen skal fylde mindre i fritiden. For de 5- til 17-årige lyder anbefalingen konkret på én til to timer om dagen afhængigt af alder. Sundhedsstyrelsens råd fortjener at blive gentaget her ved skolestart, mener vi i Red Barnet. For de giver – omsider – forældre et fælles holdepunkt i debatten om skærmtiden, og de kan også danne grundlag for at tale med ens børn om brugen af skærm.

For det andet skal der herfra lyde en opfordring til forældre om ikke blot at være optaget af skærmtiden, men også huske at være nysgerrige på børns oplevelser online og spørge åbent ind til dem. Det kan nogle gange kan være lettere sagt end gjort at få børn til at dele dagens oplevelser, herunder de digitale. Men hvis forældre selv husker at være nysgerrige og deltagende, er det også nemmere for børn og unge at række ud, hvis de oplever voldsomt indhold eller digitale krænkelser, som blandt andet DR-dokumentaren ”Alene hjemme på nettet” i foråret afdækkede.

For det tredje skal forældre vide, at der er hjælp at hente, hvis deres barn mobbes online, får delt billeder uden samtykke eller bliver opsøgt af voksne, der vil udnytte dem. Disse digitale krænkelser hører vi desværre dagligt om i vores SletDet Rådgivning. Her hjælper vi børn, unge, deres forældre og fagfolk med blandt andet at få fjernet problematisk indhold med børn fra de store sociale medieplatforme, som i dag slet, slet ikke tager ansvar for at gøre deres produkter sikre for børn og unge.

Vi har som voksne en fælles opgave med at beskytte børn og unge online, og skolestarten er en glimrende anledning til at tage en samtale om de gode digitale fællesskaber. Men opgaven med at sikre, at mistrivsel ikke går under radaren, fordi den udspringer af det digitale, er langt fra forældrenes ansvar alene.

I Red Barnet støtter vi derfor regeringens indsats for igennem regulering at tvinge tech-giganterne til at gøre deres platforme sikre for børn og unge, ligesom vi gerne ser, at den digitale dannelse styrkes i skolen. Opgaven er stor. Men den gode nyhed er, at forældre, der savner fodfæste i debatten om skærmene den seneste tid har fået bedre muligheder for at tage samtalen om de digitale fællesskaber.

Debatindlægget blev bragt i Avisen Danmark den 22. august.

Læs mere om vores arbejde med at bekæmpe digitale krænkelser.