I dag sætter Red Barnet sammen med mere end 200 skoler, og tusindvis af skoleelever landet over, fokus på trivslen i skolen og på at få alle børn med i fællesskabet. Og der er nok at tage fat på.
Senest har tal fra VIVE vist, at skoleglæden har været faldende over de seneste ti år, og at det samme gør sig gældende for de ældste skolebørns trivsel. Situationen kræver, at regeringen sætter tryk på trivselsarbejdet.
I dag sætter Red Barnet fokus på børn og unges trivsel og gode fællesskaber, når børnerettighedsorganisationen i samarbejde med 200 skoler landet over markerer Skolernes Trivselsdag.
Og det er der god grund til. Børns trivsel er under pres, og mange børn og unge har lidt sociale afsavn under corona-krisen, der stadig påvirker fællesskaberne i skolen her tre år efter. Det viser undersøgelsen Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2022 af VIVE fra slutningen af sidste år.
Derfor samarbejder Red Barnet med skoler landet over, og skolerne kan med udgangspunkt i materiale og redskaber fra Red Barnet dedikere en hel dag til emnet.
– Mange børn og unges udbredte mistrivsel er en af vores tid vigtigste samfundsudfordringer. Og vi ved, at der sidder elever i hver skoleklasse, der mistrives, og som har svært ved at blive en del af fællesskabet. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi rundt omkring i landet skruer op for trivselsarbejdet. Og derfor er vi glade for, at 200 af landets skoler i dag sætter en hel dag af til netop at arbejde med børnenes trivsel, siger Naja Kinch Sohn, der er ekspert i børns trivsel i Red Barnet.
Organisationen har til Skolernes Trivselsdag udviklet et aktivitetskatalog målrettet skolens tre trin, der har som hovedformål at skabe positive fællesskaber og gode oplevelser sammen, og som gør det muligt for eleverne at træne deres sociale muskel.
– Leg og fællesskabsaktiviteter er helt centrale elementer i forhold til at få styrket fællesskabet i skolen, og det er vigtigt, at der er tid og rum til at få fælles, sociale oplevelser, uden at der er fokus på præstationer og forventninger. Det handler også om, at lærerne skal have mulighed for at arbejde aktivt med trivslen ved at skabe gode fællesskaber, som alle børn kan føle sig inkluderet i, siger Naja Kinch Sohn.
Brug for politiske prioriteringer på Christiansborg
Men det er ikke kun ude i skolerne, der er brug for et stærkt fokus på trivsel. Også på Christiansborg er det vigtigt, at vi får sat handling bag ambitionerne om at komme mistrivslen til livs.
– Vi skal i gang med det kommissionsarbejde om det gode børne- og ungdomsliv, som regeringen lagde op til i regeringsgrundlaget, så vi kan komme videre og finde løsninger på, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes. Der er virkelig brug for, at vi tager fat om de mange udfordringer, der vedrører børns trivsel, siger Naja Kinch Sohn.
For Red Barnet handler det især om tre ting. Børn og unges trivsel er uløseligt forbundet med det de laver digitalt Det er ikke bare noget, som de kan træde ud af eller slukke for. Derfor er det vigtigt, at vi skruer op for børns digitale dannelse og trivsel. Blandt andet derfor skal digital dannelse på skoleskemaet allerede fra 0. klasse.
Børnerettighedsorganisationen fremhæver også, at bedre trivsel er et ressourcespørgsmål, og at det kræver flere nærværende og kompetente lærere og pædagoger i skoler og fritidsinstitutioner. For det skal være muligt at møde, se og anerkende alle elever og deres behov.
Og så er der brug for at styrke indsatsen for børn i udsatte positioner. Vi ved, hvor vigtigt det er, at blive set og blive en del af gode fællesskaber for netop at modvirke det efterslæb, der er for børn i udsatte positioner i forhold til læring, udvikling og i forhold til at sikre deres trivsel.
Fakta om Skolernes Trivselsdag
- Red Barnet markerer hvert år Skolernes Trivselsdag sammen med hundredvis af skoler landet over på den første fredag i marts
- Fokus til Red Barnets Trivselsdag i år er inkluderende fællesskaber
- Hvert har år Red Barnet udviklet undervisningsmaterialer til alle grundskolens trin, der passer til årets tema
- I år er det blandt andet undervisningsmaterialet ’Min skole - min ven’ og ’Mobningens ABC’, som Red Barnets tilbyder til landet skoler. Du kan finde alt materialet her.
category
ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category
NY KAMPAGNE OM SEKSUALISERING AF BØRN
Red Barnet vil have bedre beskyttelse af børn mod seksualisering online. Se mere i ny kampagnefilm.
Advarsel: Billederne kan virke voldsomme, selvom vi har undladt de værste. Vores ambassadører fik tilbudt at tale med en psykolog efter optagelserne.
category
DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.