De seneste knap to år er mere end et barn i timen blevet dræbt af israelske styrker i Gaza.
I løbet af de seneste 23 måneder er mere end et barn i timen i gennemsnit blevet dræbt af israelske styrker i Gaza.
De seneste data fra Government Media Office i Gaza viser, at mindst 20.000 børn – svarende til omkring to procent af børnene i Gaza – er blevet dræbt siden oktober 2023.
Mindst 1.009 af de dræbte børn var under et år gammel.
I løbet af krigen er mindst 42.000 børn blevet såret ifølge sundhedsministeriet i Gaza. Derudover er tusindvis af børn savnet eller formodes at være begravet under murbrokkerne.
Imens er Gazas overlevende børn dagligt i livsfare. Hungersnøden i området omkring Gaza By forventes at sprede sig i løbet af de kommende uger, mens mindst 132.000 børn under fem år risikerer at dø som følge af akut underernæring.
Den grusomme milepæl er ”beskæmmende” og ”et forfærdeligt nyt lavpunkt”, lyder det fra Ahmad Alhendawi, regional direktør for Red Barnets arbejde i Mellemøsten.
– Det værste er, at vi så det her komme. Systematiske angreb på børns hjem, legepladser, skoler og hospitaler samt overlagt sult – og verden gør ikke noget for at stoppe det, siger Ahmad Alhendawi.
– Denne krig er en grusom, ondskabsfuld og bevidst krig mod børnene i Gaza og deres fremtid, en stjålen generation. Hvis det internationale samfund ikke griber ind, står vi over for en meget reel risiko for den totale udslettelse af fremtidige palæstinensiske samfund, lyder det fra Ahmad Alhendawi, som peger på, at der er blevet begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under krigen.
– Den internationale domstol, ICJ, undersøger, om et folkedrab finder sted. Den plausible risiko for folkedrab er nok til at udløse omgående handling. Alle lande har en juridisk forpligtelse til at forhindre folkedrab. Alle lande skal handle omgående, før det er for sent, siger han.
Israelske styrker har igen intensiveret deres bombardementer på tværs af Gazastriben, hvor 97 procent af skoler og 94 procent af hospitaler er blevet beskadiget. Børn er særligt udsatte ved bombardementerne, fordi de har syv gange større risiko for at dø af eksplosionsskader end voksne.
Vores kollegaer, der tilbyder psykosocial støtte i Gaza, fortæller om forældre i smerte og ubærlig sorg, mens krigen raser videre. De siger:
– Disse forældre overlever underernæring, fordrivelse og konstante bombardementer, samtidig med at de sørger over deres dræbte spædbørn.
– Forældre, hvis børn blev flået i stykker, taler om en smerte, som ingen bør opleve. Om ikke at kunne give deres børn et sidste kram. Om at blive nægtet muligheden for at sige farvel.
Red Barnet opfordrer til en omgående og definitiv våbenhvile og omgående og uhindret adgang for NGO'er, så vi kan levere livreddende nødhjælp til børn og familier i Gaza.
Derudover skal alle lande omgående stoppe leveringen af våben, komponenter og ammunition, der bruges mod børn og civile.
For mange er det årets eneste store ferieoplevelse. 1.300 børn og forældre på ferielejr er er samme niveau som rekordåret 2024.
Få hjælp til, hvad du kan gøre, når og hvis dit barn bliver eksponeret for porno på nettet - hvad enten det er ufrivilligt eller frivilligt.
Vi står i et dommedagsscenarie - og det kan blive værre. Der er brug for at vi handler på det.









