Lige nu har børn på flugt og børn i økonomisk trængte familier i Danmark et ekstra behov for hjælp. Derfor går Red Barnet i luften med et nyt tiltag, hvor børnefamilier med trængt økonomi kan få udleveret et gratis gavekort til en af vores 16 butikker. Det giver dem mulighed for at handle børnetøj plus lidt udstyr og legetøj til deres børn.
- Vi er rigtig glade for dette tiltag. Mange af de familier, vi møder, har været trængte længe, og de stigende priser i samfundet mærkes desværre mest hos dem, der har ikke har meget i forvejen. Og det gælder selvfølgelig også børn og familier på flugt, fortæller Morten Bo Andersen, chef for frivillige, sociale aktiviteter og genbrug i Red Barnet.
Gavekortet får man ved at tage kontakt til en af Red Barnets lokalforeninger, som uddeler dem, og det er som nævnt tiltænkt alle familier, der oplever at være økonomisk trængte, hvor et tilbud som dette gør en reel forskel.
- Vi har valgt i første omgang at åbne ret bredt op. Vi har tillid til både vores frivillige, der deler gavekort ud, og de familier, der gør brug af tilbuddet. Hvis vi løber tør for tøj, fordi der indløses flere gavekort, end vi får ind af tøjdonationer, må vi genoverveje ordningen, for vi er selvfølgelig nødt til også at have et salg af tøj, der oppebærer udgifterne. Overskuddet fra vores butikker går jo til aktiviteter både i Danmark og ude i verden, og også her er behovet for Red Barnets indsatser stort, forklarer Morten Bo Andersen.
En håndsrækning til alle med behov
Tiltaget med de gratis gavekort kører i første omgang hele 2022, og det betyder samtidig, at Red Barnets butikker er det perfekte sted for danskere at aflevere deres brugte børnetøj, -udstyr og legetøj, da vi så sørger for, at det tøj og de ting, der bliver indleveret, kommer ud til dem, der har allermest brug for det.
- Dette er virkelig et tiltag, hvor man kan bidrage på flere forskellige måder; man kan engagere sig som frivillig i vores genbrugsbutikker, og man kan donere børnenes brugte tøj til vores butikker. Vi håber på bred opbakning – så vi kan give en håndsrækning til alle med behov, siger Morten Bo Andersen.
category

Børns digitale liv
På Red Barnets side for forældre kan du få gode råd og hjælp til, hvordan du bedst kan hjælpe dit barn med et godt og sikkert liv på nettet.
category

Nødhjælp og katastrofer
I katastrofer, krige og konflikter arbejder vi for at sikre børns beskyttelse. I 2022 nåede vi ud med humanitær hjælp til over 19 mio. børn.
category

Bliv frivillig
Du kan både være med til at skabe oplevelser med børnene, få de administrative hjul til at køre eller hjælpe til i vores genbrugsbutikker.