Nyheder

Michael Schøt og Heino Hansen præsenterer 16 forrygende komikere ved Comedy Aid 2018

For 26. år i træk inviterer landets bedste komikere til velgørenhedsshowet Comedy Aid mellem jul og nytår. Værterne Heino Hansen og Michael Schøt kan præsentere ikke færre end 16 komikere, en rapper og en DJ-kapelmester ved årets show. Comedy Aid laves af FBI i samarbejde med Red Barnet og overskuddet fra showet går bl.a. til organisationens humanitære arbejde for børn på flugt og i krigsramte områder. Showet kan i år opleves i Aarhus Musikhus, Herning MCH Kongrescenter, Tivoli Hotel & Congress Center og i en særudgave på The Comedy Store i London.

Listen over komikere til Comedy Aid 2018 er nu på plads, og publikum kan se frem til masser af grin med et hav af danske komikere i særklasse. Anders Grau, Brian Mørk, Carsten Bang, Dan Andersen, Jacob Taarnhøj, Jonas Mogensen, Lasse Rimmer, Linda P., Mahamad Habane, Mikkel Klint Thorius, Mikkel Rask, Natasha Brock, Philip Devantier, Thomas Hartmann, Morten Wichman og Torben Chris har meldt sig klar. Musikken sørger kapelmester DJ Noize for, og så kan publikum også glæde sig til gæsteoptræden af rapperen Per Vers.

"Sidste år fejrede vi 25 års jubilæum for Comedy Aid. I år tager vi hul på de næste 25 år og giver plads til en række nyere komikere som f.eks. Morten Wichmann, Natasha Brock, Mahamad Habane og vinderen af årets DM i stand up, Philip Devantier. De er alle fire sindssygt dygtige komikere, og selvom de måske endnu ikke er så kendte i den brede befolkning, så er de stærkt etablerede i stand-up branchen og højt respekterede hos deres mere erfarne kollegaer. Publikum kan glæde sig til nogle rigtig stærke sæt fra de fire unge talenter ," fortæller Nina Federici, projektleder for Comedy Aid hos FBI.

Premieren på Comedy Aid 2018 holdes i Aarhus Musikhus den 27. december. Derpå følger Herning MCH Teatersal den 28. december og København i Tivoli Hotel & Congress Center den 29. december. Den 7. januar 2019 kan man opleve Comedy Aid i den engelske hovedstad London, hvor der for 3. gang laves et show i en nedskaleret udgave på det berømte The Comedy Store.

Comedy på alvorlig baggrund - hvert minut bliver 10 børn drevet på flugt
Michael Schøt og Heino Hansen er årets værter, der skal lede både publikum og komikerne gennem det store show.

"Hvert minut bliver 10 børn drevet på flugt. Det er en frygtelig virkelighed, men som ambassadør for Red Barnet har jeg med egne øjne set, hvor stor en effekt, de penge, vi samler ind ved Comedy Aid, har. Der er noget smukt ved, at vi i Danmark godt tør bruge humoren til alvorlige ting. Når alt kommer til alt, så er vi komikere legesyge, barnlige sjæle og det kan næsten ikke passe bedre end, at vi ved vores optræden skaffer midler til at give noget glæde tilbage til nogle børn, der har fået den taget fra sig," siger Michael Schøt, der ser frem til at være vært sammen med kollegaen Heino Hansen.

Heino Hansen var ikke på Comedy Aid-plakaten sidste år, men han kom alligevel på scenen, da han blev indkaldt som stand-in for sygdomsramte Lasse Rimmer og Brian Mørk. Den debut mere end væltede salen og gav Heino blod på tanden.

"Det var en stor oplevelse at være med til, og det er helt utroligt, at jeg efter den optræden nu får min værtsdebut på Comedy Aid. Jeg glæder mig til at bruge humoren til at gøre en forskel for børn på flugt", siger Heino Hansen.

Overskuddet går til Red Barnet
For 6. år i træk går overskuddet til Red Barnet. Midlerne går bl.a. til organisationens humanitære arbejde for børn i krig og på flugt. Sidste år blev der indsamlet hele 1.321.919 kr.

"I Red Barnet er vi utrolig glade for samarbejdet med FBI. Comedy Aid er en vigtig bidragsyder til vores arbejde. Ved at bruge humor som samlingspunkt for showet håber vi at skabe en mindeværdig aften, der også efterlader indtryk og eftertanke, så vi sammen kan hjælpe børn, der er på flugt og børn i krig," siger Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm.