Red Barnet i Danmark har 75-års jubilæum, og i den anledning har organisationens protektor H.K.H. Kronprinsen og udviklingsminister Rasmus Prehn besøgt Zaatari-flygtningelejren i Jordan. Her spillede de fodbold og byggede LEGO sammen med syriske flygtningebørn for at opleve Red Barnets arbejde med at styrke børnenes mentale trivsel og udvikling.
Der er opvarmning med høje hop på stedet og sprællemænd, inden H.K.H. Kronprinsen kaster sig ind i fodboldkampen og giver highfives til sine medspillere, som er syriske flygtningebørn. På det konkurrerende hold står blandt andre udviklingsminister Rasmus Prehn og Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, klar.
De befinder sig midt i Zaatari-flygtningelejren i Jordan – verdens største flygtningelejr for syrere. Her er der hvide telte og containere, så langt øjet rækker. I onsdags fik Red Barnets protektor Kronprinsen og udviklingsminister Rasmus Prehn mulighed for at få indblik i forholdene for de mange børn og familier i lejren og samtidig opleve, hvordan Red Barnet arbejder for at styrke børnenes mentale trivsel og mulighed for at udvikle sig normalt.
Besøget fandt sted i anledning af Red Barnet Danmarks 75-års jubilæum. Kronprinsen var stolt over som protektor at opleve, hvordan organisationen – 75 år efter opstarten og hjælpen til de sultende børn efter Anden Verdenskrig – stadig arbejder for at hjælpe børn ramt af krig. Også ved at styrke deres mentale trivsel.
– Jeg har i dag lært, at midt i et mørkt og dystert yderområde, kan der laves lys i overført betydning for større grupper og i særdeleshed for børn og unge. Så det nytter at være her, sagde han efter besøget og fortsatte:
– Det er vigtigt at få belyst emner med henblik på at hjælpe og løfte børn ud af traumer. Det er Red Barnet endnu en gang frontløbere på. Det er fantastisk.
Stor glæde over besøget hos børnene
Både Kronprinsen og udviklingsministeren kastede sig ud i aktiviteterne, og det vakte stor glæde hos børnene. I Red Barnets børnehaver var begge gæster nede på gulvet og lege med LEGO og forbi legekøkkenet, hvor de fik serveret kebab og kødboller. Mere end 40 procent af lejrens børn går i Red Barnets børnehaver, og her er pædagoger uddannet i at tage sig af understimulerede børn, som gennem leg og venskaber får styrket deres indlæringsevne, positive adfærd og mentale trivsel.
I Red Barnets fodboldprojekt for unge piger og drenge var gæsterne både med i kamp og hørte også om, hvordan de unge i projektet lærer at tackle hverdagens problemer. Gennem træning og diskussioner får de blandt andet værktøjer til at løse konflikter, håndtere svære følelser og udvikle deres selvtillid.
Udviklingsminister Rasmus Prehn var imponeret over at opleve Red Barnets arbejde tæt på.
– Jeg har set, hvor stor en forskel det kan gøre at arbejde med mental sundhed og starte tidligt med børn. De får videbegær, refleksion og livsglæden tilbage efter traumatiske oplevelser. Det betaler sig virkelig, siger han og fortsætter:
– Når man spiller fodbold med drenge og piger og oplever, hvordan sporten i sig selv kan være med til at få smilet frem hos børnene, så bliver man glad. Og når man så også oplever, at man kan bruge fodbolden som en anledning til at tale om, hvordan man kan undgå og håndtere konflikter og på den måde få en større bevidsthed om, hvordan man agerer med hinanden i fællesskaber, så er det virkelig vejen frem. Det er meget imponerende. Det er noget, jeg som udviklingsminister kan bruge, også når jeg kommer tilbage.
Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, glæder sig over, at begge gæster havde lyst til at opleve organisationens psykosociale arbejde for børn på flugt.
– Det er af helt uvurderlig betydning, at Kronprinsen og udviklingsministeren hjælper os med at sætte fokus på, hvor afgørende arbejdet med børns mentale krigsskader er. Børn, der flygter, skal have mad, vand og ly for regn og kulde. Men de skal også have psykologisk førstehjælp og støtte til at bearbejde deres traumatiske oplevelser. For børn i krig bliver ødelagte indeni. Den fantastiske nyhed er, at de kan hele, og jeg er så glad for at vise vores vigtige arbejde frem, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Fakta
• Red Barnet Danmark blev grundlagt den 14. marts 1945. Dengang som nu arbejder organisationen blandt andet for at hjælpe børn, der er ramt af krig.
• I Zaatari-flygtningelejren i Jordan bor der ca. 76.000, og mere end halvdelen af dem er børn.
• I lejren driver Red Barnet blandt andet Early Learning Centers – også kaldet børnehaver. Her får tre-fem-årige børn mulighed for at få en rutine, blive stimuleret og danne nye venskaber. Gennem leg får børnene hjælp til at tackle det, de har oplevet. Deres forældre deltager også.
• Desuden driver Red Barnet fodboldprojektet Coaching for Life i samarbejde med Arsenal Fonden. Her lærer 10-18-årige piger og drenge – hver for sig – at håndtere konflikter, kommunikere effektivt og udtrykke svære følelser. Det sker gennem sport, træning og diskussioner, og de unges forældre er også inddraget.
category
ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category
NY KAMPAGNE OM SEKSUALISERING AF BØRN
Red Barnet vil have bedre beskyttelse af børn mod seksualisering online. Se mere i ny kampagnefilm.
Advarsel: Billederne kan virke voldsomme, selvom vi har undladt de værste. Vores ambassadører fik tilbudt at tale med en psykolog efter optagelserne.
category
DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.