Nyheder

Komponist laver fredssang: Alle børn har ret til liv

En enkelt strofe sunget af Nicolai Kornerups seksårige blev starten på fredssangen ’Ret til Liv’, som komponisten og produceren i dag udgiver for at støtte Red Barnets arbejde for at hjælpe børn ramt af krig og konflikt.

Hun trissede rundt i lejligheden. De voldsomme begivenheder i Gazastriben og Israel havde fået hans seksårige datter til at synge strofen: ”Børn i Gaza har ret til liv” igen og igen, så det nærmest blev til en melodi.

Det fik den 42-årige komponist og pianist Nicolai Kornerup til at sætte sig til tangenterne, og så blev sangen ’Ret til Liv’ født. Den indkapsler den frustration, der havde hobet sig op i ham.

”Det er voldsomt at se verden stå i flammer med krig, kaos og vold. Splittelse og polarisering vokser frem – også herhjemme i Danmark. Midt i kaosset er der en masse børn, der bliver ofre i de voksnes krige,” fortæller Nicolai Kornerup og tilføjer:

”Vi burde som minimum kunne samles om, at børn har ret til at være børn og leve i sikkerhed. Uanset hvor de er blevet født, og hvilket kaos de er blevet tvunget ind i af voksne, må vi mødes i det menneskeretlige princip om, at børn har ret til liv. Det er det simple budskab i denne sang.”

Publikum blev rørt Allerede næste dag skulle Nicolai afholde en koncert i DR’s koncertsal med strygerensemblet LiveStrings. Han tog melodien med, og de valgte at opføre den samme aften. Da de spillede sangen, kunne man mærke et stærkt bevæget publikum, i en helt stille og fuld koncertsal. De var enige om, at de ville mere, så Nicolai og LiveStrings indspillede sangen med børnekoret fra datterens skole og lavede en musikvideo. De besluttede sig for at gøre det til en støttesang for børn i udsatte områder og kontaktede Red Barnet.

”Da vi blev kontaktet af Nicolai, var vi ikke i tvivl. Budskabet i sangen rammer præcis det, som vi arbejder for i Red Barnet. Nemlig at ethvert barn har ret til at leve. Til at udvikle sig og opleve en tryg og god barndom. Og det er jo et budskab, som vi er rigtig mange, der har brug for at udtrykke netop nu. Det kan Nicolais fredssang være med til,” siger Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.

Flere og flere børn lever i utryghed
Senest har en ny rapport fra Red Barnet vist, at der ikke i nyere tid har været så mange børn, der oplever alvorlige krænkelser i krige og konflikter. Tallet er steget med 13 procent i 2022 sammenlignet med året før – det, svarer til i gennemsnit 76 om dagen. Og med konflikterne i Gazastriben, Ukraine og Sudan frygter Red Barnet, at tallene for 2023 vil være endnu højere.

”Det er helt ubeskriveligt forfærdeligt, at så mange børn er fanget i krige og konflikter. Det er fuldstændig afgørende, at vi insisterer på, at internationale rettigheder bliver overholdt, herunder forpligtelserne til at beskytte børn. Bare i Gazastriben er over en million børn og unge i risiko for at blive ofre. Vi ser, at hospitaler bliver slagmarker, og mad- og vandforsyninger afbrydes. En varig våbenhvile er afgørende for at stoppe lidelserne både i Gaza og i andre konflikter,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Du kan støtte Nicolai Kornerups arbejde og gøre en forskel for børn og unge i konflikt ved at donere til Red Barnet på MobilePay-nummer 205969.

For yderligere kommentarer kontakt pressechef Laurids Bæk Simonsen på 2283 3692 eller [email protected].

Fakta om sangen 'Ret til Liv'

● Sangen er skrevet af komponist og pianist Nicolai Kornerup, der blandt andet har produceret for Kwamie Liv, Soleima, Rasmus Walter, Thomas Dybdahl.

● Foruden Nicolai Kornerup er musikken indspillet af strygerensemble LiveStrings og Tagensbo Skoles Børnekor i MillFactory.

● Musikvideoen er optaget og lavet af Brightside Pictures.

● Se hvor sangen kan streames  og se video herunder.