En stærkere indsats mod mobning i gymnasiet kan helt oplagt begynde med at styrke pædagogikum, så der bliver mere tid til undervisning i at forebygge mobning og anden social mistrivsel på gymnasierne.
Kommentar af Lene Lykkegaard, mobning- og trivselsrådgiver i Red Barnet
Mobning er et dybt alvorligt problem, som risikerer at gøre skade på børn og unge langt ind i voksenlivet. Samtidig er det et problem, som vi har meget svært ved at tale om. Især når det foregår i ungdommen.
Derfor skal der lyde en stor anerkendelse af de unge, som i Sjællandske Nyheder i den seneste tid har delt deres historier. Selvom det ikke er rar læsning, er den slags hårde erfaringer vigtige at lytte til. Og efter vi andre har lyttet, bør vi spørge: Hvad kan vi gøre ved det?
Fra Børne- og undervisningsministeriets seneste opgørelse ved vi, at der gennemsnit sidder en elev i hver gymnasieklasse, som bliver mobbet tit eller meget tit. Dertil er der i gennemsnit to elever i hver klasse, der bliver mobbet en gang imellem.
Vi ved også, at mobning typisk opstår på grund af en utryg kultur i klassen. Når elever bliver usikre på, om de hører til, kan der opstå en dynamik i gruppen, der bedst kan sammenlignes med det, der sker i en stoledans. Alle løber stressede rundt, usikre på om de får en stol, eller om de bliver skubbet væk af andre, der kæmper om den samme stol. Det eneste, der kan forhindre nogen i at blive skubbet i en stoleleg, er, at der sættes en ekstra stol ind.
I et klassefællesskab kan det i praksis betyde, at lærerne sørger for at sammensætte grupperne til gruppearbejdet. At læreren har et blik for den elev, der har svært ved at komme ind i fællesskabet, men som har en særinteresse, som læreren får i spil i undervisningen, så de andre elever får et andet blik på eleven. Det er desværre ikke nok at tale med eleverne om at være gode kammerater. Det ved de godt, at de skal være. De ved også godt, hvordan de er det. Men i den stressede situation, som det er at finde en stol, glemmer de det.
Alle os, der arbejder med at bekæmpe mobning og styrke trivsel, er derfor optagede af at sørge for, at der er stole nok i fællesskabet. Og det er en forebyggelses-opgave, der ligger hos lærerne.
Her har vi dog den udfordring, at gymnasielærere ikke traditionelt har haft en særlig tydelig trivselsopgave, og det er i dag fortsat begrænset, hvor meget de klædes på til den opgave. Dertil kan være store forskelle på gymnasielæreres opfattelse af trivselsopgaven. Nogle oplever, at de primært er undervisere i bestemte fag, og hvad der foregår uden for timerne, har de i mindre grad oplevelsen af, at de kan gøre noget ved. Andre lærere tager trivsels-opgaven på sig og vil rigtig gerne. Men dels bliver de ikke klædt særligt godt på til opgaven, og dels er deres rammer for faktisk at gøre noget ved det, ikke specielt gode. For ligesom lærerne i grundskolen har gymnasielærerne også fået mere travlt.
Når man skal være gymnasielærer, læser man først i mange år på universitetet for at blive god til sit fag. Derefter tager man pædagogikum, der klæder én på til at kunne undervise i det. Pædagogikum tager ét år, og er en blanding af teori og praksis. Den teoretiske del, hvor man klædes på til lærerjobbet, tager omkring 3 uger og handler primært om, hvordan man underviser i sit fag, giver karakterer og afholder eksaminer. En ret lille del handler om, hvordan man – gennem undervisningen – kan støtte op om elevernes trivsel og fællesskab i klassen. Det er ikke i orden. Hverken over for lærerne, eller de elever, de har ansvaret for, mens de er i skolen.
For børn og unge har ret til at føle sig trygge i skolen. Det samme gælder, når de er på vej til at blive voksne som i gymnasiet. Derfor håber vi, at Pædagogikum kan styrkes, så der bliver mere tid til undervisning i at forebygge mobning og anden social mistrivsel på gymnasierne.
