Debat: Send en ny single på gaden, Tesfaye

Vi har brugt årtier på at afstigmatisere psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelser. Det er én af årsagerne til, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes nye begreb PDO (Pisse Dårligt Opdraget) er så ærgerlig. For ministerens selvopfundne 'diagnose' bidrager til en latterliggørelse og en mistænkeliggørelse af de mennesker, der rent faktisk har diagnoser.

 

Man kan som bekendt altid finde en anekdote, der passer til lejligheden, men jeg synes alligevel, det er relevant at fortælle denne: 

 

Et forældrepar til et barn i 2. klasse skrev for nylig ud i forældregruppen på Aula på en københavnsk folkeskole, at deres datter havde fået diagnosen adhd. Før de beskrev, hvad diagnosen betyder for datteren, og hvordan hendes udfordringer håndteres, følte de sig nødsaget til at understrege, at 'der altså ikke bare er tale om PDO'.

 

I DR-dokumentaren Skolens tabte børn om ufrivilligt skolefravær møder vi nogle af de mange forældre, der kæmper for at hjælpe børnene ind i fællesskabet. Vi møder også børnene og kan alle sætte os ind i, hvor uendeligt svært det er at have et barn i dyb mistrivsel. Og hvor desperat man bliver, når man ikke kan se veje til bedring. 

 

Jeg tror ikke, det er ministerens intention at hænge de børn og forældre ud. Men jeg kan godt forstå, at man som forældre til børn, der ikke trives, og som derfor bliver udadreagerende eller på anden måde har svært ved at passe ind, oplever det sådan.

 

Psykologernes forkvinde, Dea Seidenfaden, fortalte i et vigtigt interview til Information den 28. september en anden anekdote: Børn er begyndt at kalde jævnaldrende, der har svært ved at tilpasse sig fællesskabet, for PDO. I samme interview bruger Seidenfaden et fint og præcist begreb til at beskrive et andet problem ved begrebet PDO. Fokusforskydelse.

 

'Den retorik og de pointer, som Tesfaye turnerer med', siger hun, 'er jo en total fokusforskydning væk fra de reelle problemer.'

 

Vi er mange, der har spurgt ministeren, om han ikke tror, omstændighederne spiller en rolle i forhold til de problemer i skolen, han peger på, omkring elever, der ikke kan 'indordne sig under et ’vi’ og nogle fælles spilleregler':

 

For få voksne i vuggestuer og børnehaver, hvilket fører til, at de helt små børn ikke i tilstrækkelig grad får hjælp af voksne til at lære, hvordan de indgår i et fællesskab på en hensigtsmæssig måde. Alt for mange børn i klasserne. En inklusionspolitik, der er gennemført uden de tilstrækkelige ressourcer. Mange lærere uden læreruddannelse og mindre forberedelsestid som følge af skolereformen. Øget pres på børn og unge både som følge af uddannelsesreformer, der skruer tempoet op, og digitale platforme, der dyrker glansbilleder af perfekte ungdomsliv. Digitaliseringen af børnelivet, der blandt andet har resulteret i, at børn i snit sover en time mindre i døgnet end for 30 år siden – hvilket medfører kortere lunter og mindre empati.

 

Ministeren har medgivet, at rammerne spiller en rolle, og det er jo et godt udgangspunkt for den videre samtale. Men jeg er sikker på, ministeren ved, at det betyder noget, hvad man stiller frem i butiksvinduet. 

 

Og det, der pt. står i Mattias Tesfayes butiksvindue, er en pegefinger, der peger på børnene og deres forældre. Ovenikøbet på de børn og forældre, der for langt de flestes vedkommende i forvejen er voldsomt pressede.

 

Eller for nu at bruge en 90’er-reference: Ministeren har muligvis mange forskellige numre på sit album, men den single, han har sendt til alle radiostationerne, handler om, at det er børnene og deres forældre, den er gal med.

 

Da Tesfaye introducerede begrebet PDO, argumenterede han samtidig for at ændre reglerne omkring magtanvendelse i skolen. I dag må lærerne fjerne elever med magt, hvis barnet er til fare for sig selv eller andre. Ifølge Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen er der tvivl om, hvorvidt en lærer for eksempel må lægge en beroligende hånd på en elevs skulder og sige til barnet, at nu går vi ud. Såkaldt fysisk guidning. 

 

Både lærerne og lederne har bedt om en præcisering, og i Red Barnet forstår vi godt det behov. Selvfølgelig skal læreren kunne guide barnet væk – af hensyn til både det barn, der er ude af kontrol, og af hensyn til de andre. Hvis det er uklart for lærere og pædagoger, hvad de faktisk må, skal det præciseres.

 

Når det er sagt, er der grund til at være meget påpasselig med at indføre øgede beføjelser til magtanvendelse i skolen. Bevægelsen væk fra voksnes fysiske magtanvendelse har været i gang i mere end hundrede år og er fundamental for at skabe gode børneliv. Der er grund til at være voldsomt optaget af, at vi som samfund ikke åbner en glidebane, der fører til hårdere og hurtigere fysisk indgriben.

 

Men at bruge dårligt opdragede børn som argument for, at lærerne skal have yderligere beføjelse til at bruge fysisk magt, er dybt problematisk.

 

I Red Barnet er vi jævnligt i kontakt med både lærere og pædagoger gennem vores trivselsindsatser. 

 

Den entydige melding fra dem er, at de børn, der er så udadreagerende, at en lærer overvejer fysisk af fjerne dem fra klassen, yderst sjældent blot er dårligt opdragede. I langt de fleste tilfælde vil der være tale om børn, der har uopdagede eller fejlbehandlede diagnoser, eller børn i dyb mistrivsel som følge af for eksempel mobning eller sociale problemer i hjemmet. 

 

Altså problemer, der ikke har rod i og derfor heller ikke skal løses ved, at forældrene bliver bedre til at sætte grænser. Koblingen til PDO sender os simpelthen på gale veje i forsøget på at finde løsninger.

 

Er det så slet ikke relevant at tale opdragelse? Bestemt. Det er grundlæggende godt, at vi igennem de seneste hundrede år som samfund er blevet langt mere optagede af, hvordan vores børn har det. Og selvfølgelig er der eksempler på forældre, der fokuserer for meget på deres eget barns behov og for lidt på, at der også er andre børn i fællesskabet. På sigt er det i øvrigt – også for den enkelte – i den grad at gøre barnet en bjørnetjeneste, hvis ikke barnet lærer netop at indgå i et fællesskab.

 

Det er også godt, at vi er blevet mere optagede af, hvordan forældres opdragelse har betydning for børns trivsel. Og ja, der findes eksempler på forældre, der famler og er usikre og derfor kan ende med at overlade for mange beslutninger også til helt små børn. Det er også relevant at tale om.

Men ingen af delene kan bruges som hovedforklaring på hverken ufrivilligt skolefravær eller børn med voldsomt udadreagerende adfærd.

 

Det er også relevant at tale om diagnoser. Er der børn, der i dag ender med en diagnose, som måske slet ikke havde behøvet det? Ganske givet. Autisme og adhd findes som bekendt i forskellige grader og former, og mange lever gode liv med en snert af det ene eller det andet uden at blive diagnosticeret.

 

Men hvis vi ønsker, at færre skal have diagnoser, skal vi dels skabe strukturer, der muliggør, at der kan sættes ind med hjælp og støtte, før problemerne vokser sig så store, at det ender med en diagnose. Og dels gøre op med den praksis, der desværre findes i mange kommuner: At en diagnose er forudsætningen for hjælp. Det pegede også Trivselskommissionen på, og mange forældre, lærere, pædagoger og socialrådgivere gjorde det før dem.

 

Derudover bør ikke mindst landets børne- og undervisningsminister overveje, at skolen i sin grundform fortsat er, som den har været i århundreder. En lærer står ved tavlen og fortæller. Børnene skal være stille. Hvis de vil tale, skal tisse eller har brug for at bevæge kroppen, skal de spørge læreren om lov. 

 

Det står heldigvis i modsætning til, hvordan de fleste børn i dag indgår i familien. De er vant til at blive inddraget i langt højere grad, end skolens form lægger op til.

 

Mattias Tesfaye har som minister det overordnede ansvar for rammerne omkring børnenes liv i skoler og institutioner. Vi har brug for, at han retter sin opmærksomhed mod netop de rammer og sender en ny single på gaden, hvor fokus er, hvordan vi skaber et samfund med plads til alle børn.