Nyheder

DEBAT: Moria kalder Mette

EUs største flygtningelejr, Moria-lejren på den græske ø Lesbos, har, siden den blev etableret i 2015, været en voksende humanitær katastrofe: Alt for mange mennesker - mange syge og traumatiserede - stuvet sammen på alt for lidt plads under miserable forhold. Stuvet sammen på nærmest ubestemt tid, mens de venter på, at deres asylsager bliver behandlet. Det kan tage flere år.

Nu er lejren så brændt ned til grunden. De knap 13.000 asylansøgere - inklusive gravide kvinder og babyer - har søgt tilflugt på omkringliggende marker, vejgrøfter og parkeringspladser. Tusindvis af børn er blevet efterladt på gaden, og vi står nu med en næsten forudsigelig humanitær krise i et EU-land, fordi medlemslandene har svigtet deres ansvar. Derfor må og skal branden være et wakeup-call til de europæiske regeringer: Giv de mennesker, der sætter over Ægæerhavet på flugt fra krig, konflikt, undertrykkelse og andre forhold, en ordentlig og værdig behandling i overensstemmelse med de værdier, som EU bygger på og er stolt af. Hjælp indbyggerne på Lesbos og det øvrige Grækenland med at klare udfordringerne med det store antal flygtninge og migranter. Kort sagt: Sørg nu for den ansvarsfordeling, der har manglet, siden man etablerede modtagelejre på Lesbos og andre græske øer.

Indtil videre har mindst 11 europæiske lande besluttet at få nogle af børnene fra den nu nedbrændte Moria-lejr væk fra Lesbos og genhuse dem.

Men Danmark vil ikke hjælpe de nødstedte på Lesbos og give dem en ny chance her i landet. Argumentet er, at en sådan genhusning, en sådan solidarisk omfordeling, vil få endnu flere mænd, kvinder og børn på flugt fra krig, konflikt og fattigdom til at tage turen over Middelhavet. Men det kan ikke være rigtigt, at vi holder tusindvis af børn og familier som gidsler for at afskrække andre. Det må aldrig blive et argument for ikke at hjælpe mennesker i nød.

Danmark har i stedet tilbudt penge til Grækenland. Men groft sagt mangler indsatsen i Grækenland ikke penge, men derimod politisk vilje og solidaritet til at hjælpe de desperate mennesker, der er fanget under forfærdelige forhold og har svært ved at få deres asylsag behandlet.

Vi står nu og her med en humanitær krise, som Danmark sammen med de andre EU-lande har medansvar for, fordi EU har insisteret på, at alle de mennesker skal blive i en lejr, der i årevis har været overfyldt - og på alle måder inhuman. En ny lejr er derfor ikke en løsning for disse mennesker eller for EUs flygtningearbejde. De sidste mange år har vi set en normalisering af det ekstreme, når det kommer til, hvordan vi behandler flygtninge og fordrevne. Situationen i Moria er en tragisk påmindelse om, at prisen, vi betaler, er for høj.

Der er danske kommuner, der siger, at de har plads og hjerterum til at modtage børn fra Moria-lejren. Så lad os stå sammen og tage imod nogle af de strandede flygtninge fra Moria - og gå forrest for at sikre solidaritet, ansvarsfordeling og værdige løsninger for flygtninge og asylansøgere i EU.

Debatindlægget er bragt i Berlingske den 16. september 2020