Nyheder

DEBAT: Mental sundhed er vigtig – særligt for krigsramte børn og unge

Kender du et ungt menneske med ondt i livet? Alt for mange af os kan desværre svare ja til det spørgsmål. Den psykiske mistrivsel blandt børn og unge i Danmark er alarmerende høj, og med coronakrisen er manges ensomhed og bekymringer eskaleret.

 

Det er stærkt foruroligende, for børnenes mentale helbredsproblemer kan spolere deres ungdom og påvirke deres personlige udvikling og relationer til andre mennesker langt ind i voksenlivet. Den store opmærksomhed på mental sundhed herhjemme gør det måske nemmere at forholde sig til, hvor svært det er for krigsramte børn og unge at overvinde de bekymringer og oplevelser, de er vokset op med.

 

Forestil dig at leve i et krigsområde. Ikke at have mad nok. At miste din familie. At være vidne til brutalitet og ødelæggelse eller selv være udsat for vold og overgreb. At være på flugt og ikke vide, om du kan vende tilbage. At være et ungt menneske, som ikke har adgang til uddannelse med den stabilitet, de fremtidsudsigter og den tryghed, det skaber.

 

Alle tager skade af at leve under sådanne vilkår, men børn er særligt sårbare og udsatte, fordi de har svært ved at beskytte sig, og fordi deres hjerner stadig er under udvikling. Uden hjælp kan traumatiske oplevelser betyde, at de udvikler blandt andet angst, depression, indlæringsproblemer, aggressiv adfærd og mistillid til andre mennesker. Heldigvis kan børnene hele. Med den rette støtte kan vi forhindre, at deres psykiske skader bliver varige og ødelæggende. Og det er aldrig for sent at hjælpe.

 

Når Danmarks Indsamling lørdag 6. februar løber af stablen, håber Red Barnet at rejse midler til et projekt, der skal gøre netop det. I et nyt center i Dohuk-provinsen i Irak ønsker vi blandt andet at hjælpe unge syriske flygtninge, internt fordrevne og kvinder mellem 15 og 25 år med at bearbejde mentale mén og håndtere usikkerhed og modstand. Ud over voldsomme barndomsoplevelser bærer mange af de unge mennesker rundt på bekymringer om, hvordan de skal forsørge sig selv og deres familie i regionen, hvor arbejdsløsheden er høj, og hvor corona kun har gjort situationen værre.

 

De unges ekstremt svære opvækstbetingelser i krige og tætpakkede flygtningelejre har vi svært ved at ændre på. Men med kurser i livsfærdigheder og psykosocial støtte kan vi hjælpe dem med at genvinde troen på fremtiden og tilliden til andre mennesker. Det er alt sammen essentielt for, at de unge kan få noget ud af projektcenterets andre aktiviteter, der skal hjælpe dem med at finde måder at skabe sig selv en indkomst på.

 

De unge tilbydes blandt andet mentorordninger, undervisning i virksomhedsdrift, legater til at starte mikrovirksomheder og hjælp til at finde lærepladser og job. Ligesom danske unge kan have svært ved at studere og gå på arbejde, hvis de mistrives, kan mentalt pressede unge i fattige og konfliktramte lande have svært ved at udvikle sig. I sidste ende har det ikke kun konsekvenser for de unges egen fremtid, men også for de samfund, de er en del af, og som de i nogle lande skal være med til at bygge op på ny.

 

Det er positivt og godt, at vi i disse år - og særligt efter corona - taler mere og mere om mental sundhed og sætter fokus på, hvad vi kan gøre for at forbedre unges livsbetingelser. Vi må ikke lade diskussionen begrænse sig til Danmark. 415 millioner børn lever i områder præget af krige og konflikter , men under én procent af verdens samlede udviklingsbistand til sundhed går til at sikre deres mentale sundhed . Det er for dårligt. Mental sundhed er ingen luksus, men lige så vigtig som fysisk sundhed. Vi ved, at mennesker kan hele, selv efter de mest grufulde oplevelser.

 

Med den viden bør vi gøre mere for at give verdens børn den trygge barndom og ungdom, de har ret til og brug for. Og som også er forudsætningen for et velfungerende voksenliv. Lad os starte med at give de unge i Irak en chance til Danmarks Indsamling på lørdag.

 

Fakta

Det er 15. gang, at 12 humanitære organisationer og DR går sammen om Danmarks Indsamling og samler ind til nogle af verdens fattigste og mest udsatte mennesker.

I år er indsamlingen til fordel for coronakrisens børn. Dér, hvor nøden før var stor, er den nu ekstrem. Og selv om det ikke umiddelbart er børnene, der bliver mest syge, er det dem, der kan blive hårdest ramt af lukkede skoler, belastede sundhedssystemer og pressede økonomier.

 

Indlægget blev bragt i Avisen Danmark d. 5. februar 2021.