Nyheder

DEBAT: Løfterne fra Sahel-konferencen skal omsættes til virkelighed

Af Jakob Eilsøe Mikkelsen, områdeansvarlig for Afrika i Red Barnet

For et år siden var Danmark medvært for en stor international donorkonference om den voksende humanitære krise i det centrale Sahel i Afrika. Donorer greb til lommerne og lovede 10,8 milliarder kroner i støtte. Et afgørende skridt for en region, hvor over 13 millioner mennesker på tværs af Mali, Niger og Burkina Faso har brug for humanitær hjælp – herunder cirka otte millioner børn. Væbnede konflikter og humanitære kriser betyder, at 1,4 millioner mennesker lige nu lever som internt fordrevne i de tre lande.

Krisen i det centrale Sahel er yderst kompleks. Hvis vi skal komme de voksende problemer i regionen til livs, er akutte humanitære indsatser, udviklingsarbejde og fredsindsatser nødt til at blive tænkt sammen. En tilgang, som den danske regering allerede har stort fokus på.

Der er uden tvivl sket meget i forsøget på at indfri løfterne fra sidste år fra flere centrale aktørers side. Nu er der brug for at holde de enorme udfordringer i Sahel på dagsordenen. For børnenes skyld. Halvdelen af befolkningen i det centrale Sahel er børn under 15 år. Deres fremtid er på spil.

Danmark spiller en vigtig rolle. Ikke blot som en væsentlig bidragyder i Sahel med humanitære midler, udviklingsindsatser og specialstyrker, men også som kandidat til en plads i FN’s sikkerhedsråd. Her vil Danmark have en unik mulighed for at påvirke verdenssamfundets tilgang til disse komplekse kriser. Danmark bør bruge sit kandidatur til at sætte fokus på beskyttelse af de mest sårbare i væbnede konflikter - nemlig børn.

Konflikter og kriser som den i Sahel går hårdt ud over børn – blandt de mest udsatte er de børn, der bliver rekrutteret til væbnede grupper. En af de seks mest alvorlige krænkelser af børns rettigheder ifølge FN. De mister deres barndom. De deltager i og bliver udsat for overgreb og lever med store psykiske mén, hvis de overhovedet overlever.

Red Barnet har på baggrund af research i Mali, Niger og Burkina Faso fra GERM (Migration Studies and Research Group) lavet en analyse af børn, der ender i kløerne på væbnede grupper. Analysen viser, at både drenge og piger helt ned til otteårsalderen bliver rekrutteret – og vi hører fra de interviews, der er lavet som del af researchen, at flere og flere børn bliver rekrutteret til væbnede grupper i regionen.

Der er mange forskellige årsager til, hvorfor børn bliver en del af væbnede grupper. Nogle forældre betragter for eksempel det officielle skolesystem som ’vestligt/fransk’, og af religiøse årsager ønsker de, at deres børn skal i religiøse skoler eller tilslutte sig en bevægelse, som i mange tilfælde har en bevæbnet fløj. Der er eksempler på, at de væbnede grupper lokker med pengegaver og en motorcykel. I nogle tilfælde bliver landsbybeboere truet til at sende børn til den væbnede gruppe mod at sikre landsbyen beskyttelse. Hvis beboerne siger nej, bliver landsbyen angrebet.

Børn, der ikke går i skole, er særligt sårbare over for rekruttering til væbnede grupper. Antallet af skoler, der er lukket på grund af angreb, er steget fra 3.300 for et år siden til flere end 4.000 i dag. Derfor har mange børn ikke længere mulighed for at komme i skole.

Der er brug for at holde fokus på krisen i Sahel og for effektivt at følge op på donorkonferencen sidste år. Millioner af børns rettigheder og fremtid står på spil – og dermed også Sahels fremtid. Danmark har en særlig rolle at spille i regionen – både i kraft af regeringens fokus på samtænkte løsninger og som kommende kandidat til FN’s sikkerhedsråd. Men alle, der er engageret i Sahel, har en forpligtelse til at gøre mere.

Lad os omsætte løfterne fra sidste års Sahel konference til virkelighed.

Debatindlægget er bragt i GlobalNyt den 22. oktober 2021