Nyheder

De mindste er blevet de største ofre i væbnede konflikter

Aldrig har så mange børn – mindst 357 millioner – levet i konfliktramte områder som lige nu. De udsættes for uhyrlige overgreb og er blevet den direkte skydeskive i en ny, barbarisk krigsstrategi – til skade for hele næste generation, advarer ny rapport fra Red Barnet.

Krigshandlinger i lande som Syrien, Sydsudan, Yemen og Afghanistan har gjort det markant farligere at være barn. Et ud af seks børn lever i dag i et område hærget af væbnet konflikt – en stigning på 75 procent siden begyndelsen af 1990’erne.

Samtidig er børn nu blevet det direkte, strategiske mål for krigshandlinger. Siden 2010 er omfanget af FN-verificerede lemlæstelser og drab på børn vokset næsten 300 procent. Antallet af tilfælde, hvor børn nægtes adgang til humanitær hjælp, er steget mere end 1.500 procent.

- De mindste er de største ofre i dagens krige og konflikter. Børn er ofre for denne tids mest barbariske krigsstrategi: At ramme børn med vilje for at ødelægge potentialet for hele næste generation. Vi ser en komplet foragt for børns liv, siger Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm.

Næsten halvdelen af de konfliktramte børn er lige nu i overhængende fare for at blive offer for de mest uhyrlige forbrydelser mod børn, defineret af FN: Drab og lemlæstelse, rekruttering til et liv som børnesoldat, sexovergreb, bortførelse, nægtet adgang til humanitær hjælp samt angreb på skoler og hospitaler.

- Verdens ledere ser passivt til, mens børn i Syrien og Yemen bliver fanget i veritable dødsbokse, hvor de ikke længere har steder at flygte hen men bare kan vente på deres bødler. I verdens brændpunkter er det hverdag, at børn bliver bortført, tortureret, voldtaget, udsultet med vilje, nægtet adgang til medicin, solgt som sexslaver og børnesoldater eller giftet bort. Og dem, der overlever, får frarøvet deres skolegang og dermed enhver chance for at bygge en bedre fremtid, siger Jonas Keiding Lindholm.

Den dramatiske forværring af situationen for børn i krige og konflikter er beskrevet i en ny, omfattende rapport, som Red Barnet og det norske Peace Research Institute Oslo (PRIO) står bag. Rapporten ’The War on Children: Time to End Violations Against Children in Armed Conflict’ offentliggøres i dag som optakt til den årlige sikkerhedskonference i München d. 16.-18 februar.

Rapporten viser også, at Syrien, Afghanistan and Somalia var de farligste steder at være barn i 2016. Og Mellemøsten er det sted i verden, hvor børn har den største risiko for at leve i konfliktramte områder – det er hverdag for 2 ud af 5 børn.

- Vores budskab kan ikke gøres tydeligere. Rapporten skriger på handling nu, det skylder vi børnene, siger Jonas Keiding Lindholm.

I anledning af Sikkerhedskonferencen i München opfordrer Red Barnet det internationale samfund til at:

  • Afsætte ressourcer til forebyggelse af konflikter og fredsbevarende indsatser og til at prioritere børnebeskyttelse i alle indsatser.
  • Have respekt for Folkeretten og værne om internationale deklarationer, der bl.a. skal sikre beskyttelse af skoler og forebygge brug af f.eks. klyngebomber og tøndebomber i tæt befolkede områder.
  • Opbygge stærke rapporteringssystemer, der kortlægger forbrydelser mod børn, og styrke det juridiske system, så de ansvarlige bliver stillet til ansvar for deres handlinger.
  • Investere i genopbyggelse og til at sætte børn i centrum for alle indsatser, så de bl.a. tilbydes psykosocial støtte.