Nyheder

D-A-D og Red Barnet lancerer t-shirt til fordel for udsatte børn

I anledning af fars dag d. 5. juni lancerer D-A-D og Red Barnet et nyt samarbejde om en helt særlig t-shirt, hvor overskuddet går til Red Barnets arbejde for udsatte børn herhjemme og ude i verden.

Rock n’ roll og børn går hånd i hånd i et helt nyt samarbejde, hvor Danmarks legendariske rock-konger D-A-D sammen med Red Barnet har lavet en cool t-shirt, der bliver solgt til fordel for udsatte børn.

Samarbejdet skydes i gang op til fars dag og både voksne og børn kan trække i t-shirten.

-Børn er vores guld, og hvis du kan slippe lidt af dit guld, så er her da den perfekte mulighed. Alle børn skal have det godt, og nu hvor overskuddet fra denne t-shirt bidrager til Red Barnets vigtige arbejde, kan vi som orkester kun bakke 110 procent op om det, siger Jesper Binzer, forsanger i D-A-D og Red Barnets ambassadør.

-Det er sådan et fint samarbejde, og vi er glade for, at et ikonisk rockband som D-A-D vil hjælpe med at sætte fokus på vores arbejde og samle penge ind til udsatte børn, siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

Instagram-afstemning resulterer i en t-shirt i gul

Oprindeligt var planen at lancere en sort t-shirt til voksne og en gul til børn.

Men i forbindelse med lanceringen af samarbejdet skulle der tages pressebilleder, og i den gode sags tjeneste poserede Jesper Binzer ikke kun i den sorte voksen-udgave, men også i en gul børne-t-shirt. Det udløste en storm af henvendelser på Instagram om også at få trykt en gul t-shirt til de voksne.

Red Barnet lavede en afstemning, lyttede til resultatet, og nu kan voksne både købe en t-shirt i sort og gul.

Overskuddet af salget går til Red Barnets arbejde for udsatte børn i Danmark og ude i verden.

 

FAKTA

Hvad koster t-shirten?

300,- dkk

Hvilke farver:

Sort og gul til voksne

Gul til børn

Hvor forhandles t-shirten?

Red Barnets webshop: webshop.redbarnet.dk

T-shirten sælges også D-A-D’s turne netop nu: Home | D-A-D (dad.dk)

Hvad går pengene til?

Overskuddet for salget af t-shirten går til Red Barnets arbejde for udsatte børn i Danmark og ude i verden.