Christopher og Nikolaj Lie Kaas læser børnehistorier, der ikke er for børn
I sidste uge besøgte sangeren Christopher og skuespilleren Nikolaj Lie Kaas Libanon for sammen med Red Barnet at sætte fokus på hverdagen for de hundredtusindvis af flygtningebørn, der bor i landet.
Alt for mange af disse børn har haft traumatiske oplevelser tæt inde på livet, både mens de stadig var i Syrien og senere på deres flugt til nabolandet. Nogle af disse rørende fortællinger har vi sat sammen, og de bliver nu læst højt på bedste børnebogsvis af Nikolaj Lie Kaas og Christopher. Men disse historier er ’Børnehistorier, der ikke er for børn’.
I begyndelsen af sidste uge mødte Christopher og Nikolaj Lie Kaas syriske børn og familier i Libanon. De så, hvordan børnene bor i telte og faldefærdige bygninger. Christopher og Nikolaj Lie Kaas talte med børnene og deres familier, som blandt andet fortalte, hvordan de er flygtet fra konflikten i hjemlandet, og hvordan deres hverdag ser ud i dag. Børnene fortalte også om, hvad de husker fra Syrien, hvad de drømmer om, og hvad de håber på i fremtiden. Det er historier og skæbner, som har sat dybe spor hos både Christopher og Nikolaj Lie Kaas.
- Vi mødte børn, der befinder sig i en situation, som ingen børn burde opleve. Alt omkring dem er så fuldstændig udsigtsløst og hårdt. Alligevel blev vi kun mødt af smil. Vi oplevede, hvordan der skal så lidt til at give dem glæde i en trist situation. Vi besøgte Red Barnets børnevenlige områder, hvor børnene kan være sammen med deres venner, lege, tegne og for en stund glemme alt omkring sig. Det var meget tydeligt at timerne i de børnevenlige områder betyder utrolig meget for børnene. Vi kan altså godt hjælpe dem til det bedre liv, fortæller Christopher.
Turen har også gjort et stort indtryk på Nikolaj Lie Kaas:
- Børnene, vi mødte på turen, har oplevet så mange frygtelige ting. Deres hverdag er benhård. Mange af dem arbejder mange timer for at kunne bidrage til husholdningen. Alligevel har de masser af energi og mod på fremtiden – og det er helt tydeligt, at ønsket om skolegang står højt på listen. Derfor er det jo fantastisk, at Red Barnet hjælper børnene med både akutte ting som mad, husly og medicin og med skolegang. Så er der rent faktisk håb for, at vi ikke taber en hel generation af børn på gulvet, siger Nikolaj Lie Kaas.
- Børnenes fortællinger er grufulde og er gået helt ind under huden på os. Derfor vil vi meget gerne hjælpe og fortælle deres mange historier videre, så endnu flere danskere vil melde sig som indsamlere til Red Barnets landsindsamling. Behovet for hjælp er enormt, fortsætter han.
Genfortæller flygtningebørnenes historier
Et af de børn, Nikolaj Lie Kaas og Christopher mødte, var 11-årige Samira. Hun bor i et telt sammen med sine forældre, fire søskende og to andre familier – 16 mennesker i alt – på bare 12 kvadratmeter. Hun arbejder seks timer om dagen alle ugens dage i en kartoffelmark. Da Samira og hendes familie flygtede fra Syrien, oplevede hun, hvordan hendes far ved et checkpoint blev ført væk. Hun husker, at hun var skrækslagen, fordi hun havde oplevet, hvordan folk blev tilbageholdt og banket til blods ved disse checkpoints. Frygten sidder stadig i Samira, og i dag bliver hun meget bange, når hun ser en mand i uniform, selv om hun er i sikkerhed i Libanon.
Samiras historie er en af mange, som bliver genfortalt i Red Barnets ’Børnehistorier, der ikke er for børn’.
Historierne er sat sammen af mange forskellige fortællinger, som børnene har fortalt til Red Barnets medarbejdere i de specielle børnevenlige områder. Her giver organisationen børn et pusterum i rolige og børnevenlige omgivelser, hvor de kan føle sig som børn igen midt i en kaotisk, stressfyldt og usikker hverdag. Her kan de blandt andet kan lege med hinanden, få kontakt med Red Barnets børnefaglige voksne og få hjælp til at bearbejde de psykiske traumer, som deres flugt har givet dem, og modtage undervisning.
Historierne lanceres i forbindelse med Red Barnets landsindsamling den 4. september, hvor organisationen bl.a. samler ind til børn på flugt og i katastrofer. Og når Christopher og Nikolaj Lie Kaas læser ’Børnehistorier, der ikke er for børn’ håber Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær for Red Barnet, at budskabet om det store behov for hjælp vil ramme danskerne på en anderledes måde.
- Vores fornemste opgave er at engagere flest muligt i vores sag, så vi kan hjælpe endnu flere børn. Det gør vi blandt andet gennem vores samarbejder med ambassadører som Christopher og Nikolaj Lie Kaas. De hjælper os med at nå endnu bredere ud og få fat i helt nye og anderledes målgrupper. Det betyder ganske simpelt, at vi har mulighed for at sprede vores budskaber, skaffe flere indsamlere til vores landsindsamling og i sidste ende indsamle flere penge, som vi kan sende videre til børn i katastrofer og børn på flugt, siger Jonas Keiding Lindholm.
Man kan tilmelde sig som indsamler til landsindsamlingen på redbarnet.dk/indsamler eller sende en sms med TILMELD til 1220.