Nyheder

Børn omkommer og bliver gjort forældreløse i Aleppo

Voldsomme kamphandlinger i det østlige Aleppo har sendt børn på flugt, gjort børn forældreløse og dræbt børn. Tusindvis af civile menes stadig at befinde sig i det østlige Aleppo, og uden adgang til mad, medicin og hospitaler er situationen katastrofal.

Tusindvis af børn menes at være fanget i den østlige del af det krigshærgede Aleppo. Et betydeligt antal af børnene har brug for akut lægehjælp efter at være blevet såret, eller også lider de af sygdomme, som ikke kan behandles i det udbombede område. 

Red Barnets partnere fortæller, at der efter sammenbruddet af våbenhvilen og den intense optrapning af volden blev bragt snesevis af sårede børn til hospitaler, som ikke har midler til at behandle dem. Vidner rapporterer også om dødbringende klyngebombeangreb, der har dræbt og lemlæstet børn. Noget, som Red Barnet tidligere har advaret om.

En hjælpearbejder fra vores partnerorganisation, som arbejder på et af de sidste, udbombede hospitaler, der er tilbage, fortæller, at hospitalet var overfyldt med kvinder og børn. Patienter kom med komplicerede skader, og personalet var ude af stand til at give dem behandling.

Mange børn har mistet forældre
Vores partnere fortæller også, at mange børn enten er blevet forældreløse eller adskilt fra deres familier i kølvandet på det kaos, de seneste militærkampe har skabt. Børn på egen hånd er utroligt sårbare i sådan en situation. De er sårede, chokerede, underernærede og svage. De gemmer sig om dagen fra de igangværende angreb og oplever faretruende lave temperaturer om natten. 

Det forlyder, at op imod 500 uledsagede børn lige nu er ved at blive evakueret fra Aleppo, og Red Barnet er i gang med at gøre klar til at modtage dem, så de kan få et trygt sted at være og adgang til lægehjælp. Blandt dem, der venter på at blive evakueret, er omkring 300 humanitære hjælpearbejdere fra Red Barnets partnere. De er stadig fanget i belejringen med deres familier.

Red Barnet optrapper indsats
I de kommende uger forventes det, at op mod 100.000 mennesker vil forsøge at flygte fra Aleppo by til de nærliggende landdistrikter i Aleppo- og Idleb-provinserne. Red Barnet optrapper derfor indsatsen her for at hjælpe de mange internt fordrevne med blandt andet mad, tæpper, varmt tøj og adgang til lægehjælp ved hjælp af mobile sundhedsklinikker.

Vi opfordrer til at få evakueret børnene straks. Beskyttelsen af civile og humanitær bistand kan ikke bruges som bytteobjekt i politiske eller militære forhandlinger.

– Det, vi har oplevet i Aleppo i disse dage, tegner desværre til at blive et blodigt og brutalt punktum for civilbefolkningen. Et punktum, som i mange år frem vil stå som en skamstøtte over et barbari, som det internationale samfund lod krigens stridende parter udfolde. Aleppo burde på mange måder blive et vendepunkt, for objektivt set burde det ikke være muligt at synke dybere. Med den udvikling, vi ser i andre konflikter og i Syrien generelt, er jeg imidlertid ikke optimist. Tværtimod ser vi en nedadgående spiral, der vil fortsætte og sprede sig til andre krige og konflikter, siger Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm.

Red Barnet opfordrer til, at børn, sårede og hjælpearbejdere i Aleppo ikke skal vente længere. De civile skal evakueres straks. Kampområder er ikke et sted for børn.

Red Barnet har allerede, i nogle af de områder, hvor familier bliver bragt til, forberedt forsyninger og personale, herunder 10.000 fødevarepakker og 30.000 medicinske pakker.

Red Barnet i Syrien
Siden 2012 har Red Barnet ydet akut nødhjælp til børn og familier berørt af konflikten i Syrien, herunder i Aleppo-, Idleb- og Hama-provinserne i det nordvestlige Syrien. Vi arbejder tæt sammen med lokale partnere, som er med til at sikre en god og effektiv levering af nødhjælpen – også i svært tilgængelige og belejrede områder, som internationale organisationer ikke har adgang til. 
Red Barnet arbejder målrettet med syriske familier, som for nyligt har været nødsaget til at flygte fra deres hjem, og som har akut brug for hjælp til de mest basale fornødenheder. Vi yder også psykologisk førstehjælp til fordrevne familier for at hjælpe dem med at bearbejde de traumatiske oplevelser og for at forbygge, at familier bliver adskilt under deres flugt.