Nyheder

Børn skal beskyttes med et digitalt forsigtighedsprincip

Når virksomheder udvikler medicin, bygger legepladser og lignende, stiller vi krav til sikkerhed, miljø og sundhed. Hvorfor gør vi ikke det samme til de sociale mediers produkter til børn?

Den massive digitalisering af børns og unges liv er beskrevet som et enormt eksperiment. Men selvom vi ikke kender de langsigtede konsekvenser for børn, ved vi allerede meget om børns digitale trivsel, og den viden er dybt bekymrende. Vi ser digitale legepladser, som synes skabt uden omtanke for børns beskyttelse. Med den ene hånd lader de sociale medier børn passere frit igennem smuthullerne i aldersgrænserne, og med den anden fastholder de dem med indhold, der skal stjæle deres opmærksomhed, selv hvis det i sin voldsomhed kan være dybt skadeligt. 

I vores rådgivningstjeneste SletDet hører vi dagligt fra børn og unge, som uforvarende er kommet i alvorlige problemer på sociale medier. Deres henvendelser spænder fra afpresning og deling af private billeder uden samtykke til mobning via anonyme profiler. Vi støtter dem med psykologisk førstehjælp og hjælper med at få fjernet krænkende indhold hos techgiganterne, hvis egne anmeldelsesprocedurer er alt for uigennemskuelige. Mange af disse problemer er hverken nye for forældre, for myndigheder eller for techgiganterne selv. Så hvorfor lader vi dem fortsætte?

Vi ser en stigende politisk vilje til at sætte ind over for de sociale medie-giganter. Vores generelle erfaring er også, at de sociale medier er parate til at fjerne problematisk indhold, når vi på et barns vegne vel at mærke gør dem opmærksomme på problemet. Men selvom vi ved, at vores digitale rådgivning hver dag udgør en redningskrans for danske børn og unge, ved vi også godt, at vores indsats ikke løser det grundlæggende problem. 

For mens techgiganter fra Silicon Valley til Kina går deres kommercielle sejrsgang, løber vi andre i hælene på dem og forsøger at afbøde de massive skader, deres produkter gør på børn og unge. Det skal vi gøre op med, og det kan begynde med indførslen af et digitalt forsigtighedsprincip for børn. 

Kort sagt bør vi stille de samme krav til de store, globale sociale medier, som vi gør til de danske virksomheder, der bygger vores fysiske legepladser, udvikler vores medicin, dyrker vores fødevarer og meget mere. Før de lancerer nye produkter til børn og unge, bør de sociale medier have indhentet en tilladelse fra myndighederne. Den tilladelse bør de kun få, hvis de kan dokumentere, at produktet er både børnevenligt og børnesikkert.

Sammenlignet med mange andre lande har danske børn og unge adgang til forskellige digitale platforme fra en meget ung alder. Det kan give dem adgang til positive fællesskaber, men indtil vi får skabt de rette rammer for børns digitale liv, efterlader vi børn og unge i en urimeligt svær situation:

Hvis børnene ikke er med på de digitale legepladser, risikerer de at stå uden for fællesskabet. Er de online, skal de navigere på platforme designet til at fastholde deres opmærksomhed, hvor aldersgrænser omgås, og de risikerer at blive eksponeret for skadeligt og krænkende indhold. I værste fald risikerer de også at møde mennesker, der ønsker at udnytte børn og med de sociale medier har fået direkte adgang til legepladserne. Løsningen er ikke, at digitaliseringen af børns og unges sociale liv skal rulles tilbage til det forrige årtusinde. Men vi har brug for en langt større kontrol med de globale sociale medier. Der er ingen grund til, at vi lader dem eksperimentere med børns og unges sundhed og trivsel.

Debatindlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 31. maj.

Læs mere om vores arbejde med at bekæmpe digitale krænkelser.