Den økonomiske pris Vesten betaler for krigene, der eskalerer i Mellemøsten, er ingenting sammenlignet med den menneskelige pris, de børn, der mærker krigen på egen krop, betaler. I Libanon har denne pris nået et grotesk niveau.
De seneste års krig i Mellemøsten har haft enorme omkostninger. Fra ufattelige fysiske ødelæggelser og øgede militærudgifter til stigende benzin- og fødevarepriser langt fra områderne, hvor bomberne er faldet.
Det er umuligt at favne, hvor meget skade de seneste måneders og års voldsomme krigshandlinger har forvoldt. Undervejs har analyseinstitutter dog forsøgt at sætte nogle tal på – for eksempel ved at beregne, hvor mange milliarder kroner ekstra, vestlige husholdninger har betalt som følge af stigende energipriser.
Der er også estimater for, hvad det vil koste at genopbygge ødelagt infrastruktur – alt fra broer til hospitaler og vandrensningsanlæg såvel som hele landsbyer, der er blevet udslettet – på tværs af Mellemøsten.
Men ingen af den slags beregninger er i nærheden af at indkapsle den enorme pris som krig og konflikt har haft – og fortsat har – for millioner af børn i de berørte lande. Og det er en regning, som bliver endnu større i fremtiden, hvis vi ikke griber ind.
Libanon er hårdt ramt
Et sted, hvor vi oplever de kolossale konsekvenser, som ofte bliver overset, er i Libanon. Her har Red Barnet været siden 1953, og sammen med lokale libanesiske partnere arbejder vi for at styrke børns rettigheder, sikre børn både en god skolegang og den nødvendig beskyttelse, ligesom vi har bistået med nødhjælpsindsatser i forbindelse med de mange krisesituationer de senere år.
Libanons befolkning har i årenes løb været ramt af talrige konflikter og kriser. Og de seneste snart tre år har landet ufrivilligt været en del af den blodige eskalering i Mellemøsten.
Her betaler landets børn en alt for høj pris for en krig, de ikke har nogen andel i. Hundredvis af børn blevet dræbt i israelske luftangreb, mens tusinder er blevet såret, og hundredtusinder er blevet fordrevet fra deres hjem – ikke mindst under den voldsomme eskalering i foråret. Fra marts til august i år blev mere end syv børn i gennemsnit dræbt eller såret i Libanon hver eneste dag.
Utallige børn har været nødsagede til at tage flugten midt om natten og tvunget til at bo i klasselokaler eller gymnastiksale.
Time efter time, dag efter dag runger lyden af droner og eksplosioner. Frygten for nye dødbringende luftangreb sætter sig hos børnene, og i foråret vurderede Unicef, at over 770.000 børn i Libanon var udsat for øget mental belastning efter gentagne gange har oplevet voldsomme krigsrelaterede hændelser, tab og fordrivelse.
De har brug for mental sundhedsstøtte for at kunne hele. En hel generation af børn må ikke efterlades med krigsar på sjælen.
Skolegang er en særlig bekymring
Børnene har i den grad også brug for skolegang, og her har vi en særlig stor bekymring. For krigen i Mellemøsten har påvirket skolegangen for millioner af børn på tværs af regionen. Først og fremmest i Gaza, hvor hundredtusinder af børn ikke har kunnet komme rigtigt i skole i snart tre år.
Men også i Libanon har børnene fået frataget deres ret til uddannelse. Her har den seneste eskalering påvirket skolegangen for over 250.000 børn på grund af fordrivelse og skolelukninger samt brugen af skoler som nødherberger.
Først på sommeren konkluderede det libanesiske indenrigsministerium, at 340 skoler er blevet beskadiget og 17 af dem fuldstændig ødelagt.
Hundredtusinder af libanesere er de seneste måneder vendt tilbage til det sydlige Libanon. Men den humanitære krise er fortsat stor.
Trods den såkaldte våbenhvile, der blev indgået i juni, er krisen langt fra slut for Libanons børn. Utallige libanesiske familier kan stadig ikke vende tilbage til deres hjem og skolegang, fordi israelske styrker fortsat opererer i området, eller fordi deres landsbyer er blevet gjort ubeboelige eller ligefrem jævnet med jorden.
I sidste måned vurderede FN, at 700.000 mennesker er påvirkede af skader på vandforsyningen. Samtidig er flere end 350.000 mennesker fortsat fordrevet fra deres hjem i Libanon.
De seneste tre år har været særligt voldsomme, men de betydelige afbrydelser af børns skolegang i Libanon er nu en realitet for syvende år i træk. Det har efterladt en generation af børn med et kæmpe læringstab.
Det handler ikke kun om faglig læring
Én ting er, at de er kommet langt bagud fagligt. Det er vigtigt at huske, at når børns skolegang afbrydes, mister de meget mere end læring. De mister deres daglige rutiner og den tryghed, en rutinemæssig hverdag giver.
Derudover øges risikoen for børnearbejde, udnyttelse og børneægteskaber.
Det går alt sammen ud over børnenes trivsel og hæmmer på længere sigt mulighederne for at opbygge bæredygtige og velfungerende samfund.
Derfor er det dybt bekymrende, at titusinder af børn har stået uden klasselokaler de seneste måneder. Og at utallige af dem risikerer ikke at kunne komme i skole i det nye skoleår.
Det er afgørende, at omverdenen sætter ind med indsatser, som hjælper Libanons unge befolkning videre. Vi må ikke lade deres barndom og ungdom være mærket af disse voldsomme lidelser med udsigt til øget risiko for vold, overgreb og udnyttelse.
Uddannelse er den bedste investering i et samfund, og vi skal sikre, at børnene kommer tilbage i skole og indhenter det tabte, at de beskyttes mod vold og overgreb, og at de får den mentale sundhedsstøtte og psykologiske førstehjælp, som de behøver, for at kunne bearbejde de voldsomme oplevelser, de har været ude for.
Behovene er enorme lige nu, og de skal adresseres. For hvis der ikke handles nu, så risikerer vi, at prisen vokser sig langt større i fremtiden. Både for det libanesiske samfund, men også for omverdenen, der bestemt ikke vinder noget på et ustabilt Libanon med endnu større udfordringer.

Danmarks største civilsamfundsorganisationer præsenterer nu et fælles udspil med titlen 'Et totalberedskab for alle i samfundet'.

Få hjælp til, hvad du kan gøre, når og hvis dit barn bliver eksponeret for porno på nettet - hvad enten det er ufrivilligt eller frivilligt.

Halvdelen af Somalias yngste børn risikerer akut underernæring.









