I løbet af de næste fire år vil vi yde uddannelse og beskyttelse til mere end 300.000 kriseramte børn i det centrale Sahel, når vores partnerskabsprogram med EU (ECHO) går ind fase to.
Programmet, der implementeres i Burkina Faso, Mali og Niger, vil gøre en stor forskel for børn, som er blevet ofre for den omfattende krise, der udspiller sig i det centrale Sahel. Regionen er dybt påvirket af konflikt, vold, klimaforandringer og fattigdom, som har en lang
række negative konsekvenser. Blandt andet har krisen ført til omkring 9.000 skolelukninger, mens 3,2 millioner mennesker er drevet på flugt.
I fase to vil vi hjælpe endnu flere børn
I fase to af programmet vil vi bygge videre på resultaterne og læringen fra den første fase af programmet (2020 – 2023) og forbedre og opskalere vores tilgange til at hjælpe og støtte nødlidende børn og deres forældre i regionen. Som udgangspunkt vil vi arbejde sammen med 11 internationale og lokale partnerorganisationer, heriblandt:
NRC, Cooperazione Internaazionale, Concern Worldwide, Association Formation Développement Ruralité, Fondation pour le Développement Communautaire, Association Todi Yaba, Action Mopti, Conseil et Appui pour l’Education à la Base, Association Nigérienne pour le Traitement de la Délinquance et Prévention du Crime, Coalition des Associations et ONGs de campagne pour une Education pour Tous au Niger og Agir Plus.
Allerede i løbet af det første år vil vi nå ud til over 120.000 mennesker, herunder 21.000 børn gennem den tilgang, vi kalder RIRE (Integreret Akut Respons for Børn). RIRE er udviklet med særligt henblik på at hjælpe børn, der er på flugt, med at vende hurtigt tilbage til skole og give dem en normaliseret hverdag oven på de ofte barske oplevelser, børnene har været igennem. Det gør vi ved at oprette beskyttende miljøer med fokus på læring og trivsel i tæt samarbejde med partnere.
En integreret og helhedsorienteret indsats er afgørende for, at børn i nød kan komme sig, hele og lære, så de kan udvikle sig og nå deres fulde potentiale og senere være i stand til at bidrage til deres familier og lokalsamfund.
Lokalisering er vejen til større gennemslagskraft
Den første fase af programmet har påvist, at ved at flytte kapacitet, ressourcer og ejerskab til nationale og lokale aktører, kan vi opnå endnu større resultater i forhold til kvaliteten af den hjælp, vi yder for børnene.
Gennem det tætte samarbejde med vores lokale partnere er vi bedre i stand til at støtte børn og forældre i ellers vanskeligt tilgængelige områder med lige netop den hjælp, beskyttelse og læring, som de har brug for.
I fase to af programmet (2023 – 2026) vil vi øge samarbejdet med både lokale aktører og lokalsamfund for at sikre, at deres lederskab er med til at forme programmet med særligt fokus på at sætte børn i centrum for indsatsen.
Om det programmatiske partnerskab med EU
Red Barnets programmatiske partnerskab med EU styrker trivsel, læring og beskyttelse af sårbare og kriseramte piger og drenge i det centrale Sahel gennem en integreret regional tilgang til uddannelse og beskyttelse af børn i nødsituationer samt mental sundhed og psykosocial støtte. Fase et af programmet løb fra 2020 til 2023.
Her hjalp vi mere end 200.000 personer. 150.000 af dem er børn, som nød godt af støtten til skoler og opsamlingsklubber, der tog imod fordrevne børn og børn, der gik glip af skolegang på grund af konflikten.
Fase to løber fra 2023 til 2026, og her vil vi hjælpe mere end 300.000 børn i det centrale Sahel med beskyttelse, uddannelse og psykosocial hjælp.
Af Ali Thienou, kommunikationsansvarlig for ECHO PP, Red Barnet Mali
category
ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category
NY KAMPAGNE OM SEKSUALISERING AF BØRN
Red Barnet vil have bedre beskyttelse af børn mod seksualisering online. Se mere i ny kampagnefilm.
Advarsel: Billederne kan virke voldsomme, selvom vi har undladt de værste. Vores ambassadører fik tilbudt at tale med en psykolog efter optagelserne.
category
DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.