Mens mere end en million børn er flygtet ud af landet, risikerer hovedparten af børn uden omsorgspersoner at blive ladt tilbage i Ukraine. Børnene på børnehjem og institutioner er særligt sårbare og risikerer at ende som ofre for trafficking, misbrug og udnyttelse, advarer Red Barnet.
Mens kampene tager til, og mere og mere af det ukrainske samfund lukker ned, bliver de cirka 100.000 børn, som bor på institutioner og børnehjem, i stigende grad overladt til sig selv. Uden forældre eller værge, som kan hjælpe dem med at flygte, er de fleste af disse børn tvunget til at blive på institutionerne.
Red Barnet er stærkt bekymret for, at disse børn ikke har adgang til pleje og basale fornødenheder, efterhånden som det bliver vanskeligere at skaffe mad og lægehjælp, ligesom mange bygninger er uden varme. Derudover er disse børn særligt sårbare, fordi de er i fare for at blive udnyttet.
– Vi ved fra andre konflikter, at børn uden omsorgspersoner eller værger er i øget risiko for at blive udnyttet, misbrugt eller blive udsat for menneskehandel. Det gælder også børnene i Ukraine. Derfor er vi meget bekymrede for disse børns sikkerhed og trivsel, fortæller Anne-Sophie Dybdal, Red Barnets psykolog og ekspert i beskyttelse af børn i katastrofer og kriser.
Børnene er i risiko for livslange følger
I Ukraine er det 1,3 procent af alle børn, der bor på en form for institution, og den andel hører til blandt de højeste i Europa. Størstedelen af de børn er lige nu fanget i Ukraine. Og ud over at være i fare for at blive misbrugt, lever de under et massivt psykisk pres, alt imens beskydninger og bombardementer bliver hverdag. Allerede på krigens anden dag blev et børnehjem bombet, og siden er adskillige bygninger og civil infrastruktur blevet ramt.
– Børnene risikerer at få varige mén og blive mærket for livet, hvis de ikke får akut hjælp til at bearbejde de voldsomme oplevelser, som mange af dem har været udsat for. Derfor er psykologisk førstehjælp en vigtig del af vores indsats i og omkring Ukraine på lige fod med mad, lægehjælp og husly. For børnene skal ikke blot fysisk komme hele gennem konflikten, men også psykisk, siger Anne-Sophie Dybdal.
Hun forklarer, at den alvorlige psykiske belastning, som børnene oplever lige nu, kan give en slags huller i barndommen, hvor udviklingen forsinkes eller går i stå. Særligt for de helt små børn, hvor hjernen er under hastig udvikling, kan stress og voldsomme begivenheder påvirke hjernens arkitektur.
– Med den rette hjælp kan børnene komme sig helt og leve velfungerende liv. Det er først og fremmest en pædagogisk opgave – for mange vil det være børneliv, der skal genstartes. Det er helt afgørende, at de her børn bliver mødt af pædagogiske voksne, som har blik for deres særlige behov for sikkerhed, omsorg og stimulation, siger Anne-Sophie Dybdal.
Beskyttelse af børn har højeste prioritet
Red Barnet opfordrer regeringer og organisationer til at sætte ind og beskytte børn i Ukraine for at forhindre, at de bliver permanent adskilt fra familiemedlemmer eller bliver ofre for udnyttelse, misbrug og menneskehandel. Dette omfatter at sikre, at børn uden omsorgspersoner har adgang til sikker transport, husly, lægehjælp, beskyttelse og psykosocial støtte.
Red Barnet har arbejdet i Ukraine siden 2014 og leveret vigtig humanitær hjælp til børn og deres familier. Her har vi sørget for uddannelse og psykosocial hjælp og uddelt vinterhjælp og hygiejnekits samt kontante tilskud til familier, så de har kunnet få basale behov som mad, husleje og medicin dækket. Siden krigens udbrud har vi opskaleret vores indsats i og omkring Ukraine, hvor vi ud over at levere nødhjælp og tilbyde juridisk bistand har oprettet børnevenlige områder, hvor børnene har mulighed for at lege, lære og få psykologisk førstehjælp i rolige omgivelser, så de kan få et pusterum og bearbejde de voldsomme oplevelser.
category
ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category
NY KAMPAGNE OM SEKSUALISERING AF BØRN
Red Barnet vil have bedre beskyttelse af børn mod seksualisering online. Se mere i ny kampagnefilm.
Advarsel: Billederne kan virke voldsomme, selvom vi har undladt de værste. Vores ambassadører fik tilbudt at tale med en psykolog efter optagelserne.
category
DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.