Ny kampagne vil starte en samtale om forældrenes blik på børns fællesskaber

Forældre er naturligt optaget af, hvordan deres eget barn har det. Men ved også at løfte blikket mod fællesskabet kan vi sammen forebygge mobning og styrke både det enkelte barns trivsel og fællesskabet som helhed.

Forældre oplever skolen gennem deres barn. Derfor reagerer de naturligvis også, når deres barn kommer hjem og fortæller, at andre i klassen ikke vil have det med i legen. Eller når de hører deres barns version af en konflikt beskrevet i en besked på Aula.

Måske rækker de ud til skolen eller andre forældre, fordi de er bekymrede, vrede eller kede af det på deres barns vegne. De vil gøre alt at hjælpe deres barn. Det skal de også. Børn har brug for voksne, der lytter, tager deres oplevelser alvorligt og handler, når noget er svært.

Men barnets fortælling er ofte en del af en større historie, der rummer relationer, roller og dynamikker i fællesskabet. De færreste voksne omkring børnene – og måske endnu færre forældre – kender alle oplevelser af samme situation. Selv hvis vi oplever noget med vores egne øjne, kender vi ikke nødvendigvis forhistorien. Vi ser sjældent hele billedet ved første øjekast.

Når voksne omkring børn – både forældre og fagpersoner i skolen – stopper op og er nysgerrige på det fællesskab, barnet er en del af, og det, vi ikke selv har fået øje på, kan vi styrke fællesskabet og dermed det enkelte barns trivsel.

Mobning kan være svær at få øje på
Det nye forskningsprojekt ’Raport 2026: Mobning, marginalisering og konflikter mellem børn’ (2026) understreger, hvorfor det er vigtigt. Bag projektet står Frederikke Skaaning Knage fra Psykologisk Institut og Dorte Marie Søndergaard fra DPU, begge på Aarhus Universitet, der på initiativ fra Mary Fonden har undersøgt mobning blandt børn i 5. klasse.

Forskningsprojektet viser, at mobning er blevet mere kompleks og kan komme til udtryk på mere subtile og indirekte måder, som kan være svære for voksne at få øje på. Og at mobning ikke handler om barnet, der opfører sig dårligt, men skal forstås i sammenhæng med utrygge fællesskaber. Her føler børnene sig nødsaget til at kæmpe for deres plads af frygt for selv at blive holdt udenfor. Derfor er det ikke tilstrækkeligt alene at rette blikket mod børnene, der ”mobber”, og de børn, der på overfladen ser ud til at være involveret i en konflikt.

Vi skal zoome ud og have øje for hele fællesskabet. Hvilke positioner har børnene i gruppen? Hvem er med, og hvem står på kanten? Hvilke normer gælder i fællesskabet? Kan børnene sige fra? Og hvad sker der, når de voksne ikke kigger med?

Det er vigtige spørgsmål at stille både for skolens ledelse, ansatte, de ansvarlige for børns fritidsfællesskaber og forældre.

Forældrene er en del af løsningen
Det er de voksnes ansvar, at alle børn føler sig som en del af et trygt fællesskab. Skolen har et lovbestemt ansvar for at forebygge og håndtere mobning og sikre et trygt undervisningsmiljø.

Fra vores fælles arbejde med Skolestyrken ved vi, hvor vigtigt det er, at alle på og omkring skolen – også forældrene – er en del af løsningen, når det gælder forebyggelse af mobning og trivselsarbejdet.

Børns fællesskaber formes ikke kun i undervisningen eller i skolegården. De lever videre i fritiden, derhjemme og digitalt.

Derfor ønsker vi at invitere forældre til at være nysgerrige på de fællesskaber, deres børn er en del af til gavn for deres eget og andre børn i fællesskabet. Det gør vi i kampagnen Ser du hele billedet?

Forældre er nemlig vigtige rollemodeller. Børn lægger mærke til, hvordan vi taler om andre børn og deres forældre, reagerer på konflikter, og beslutter, hvem vi inviterer til fødselsdage og legeaftaler. Vores handlinger er med til at lære børnene, hvordan man tager ansvar for andre.

Og når vi som voksne viser, at den samme situation kan opleves forskelligt, lærer vi vores børn at sætte sig i andres sted og at se sig selv som en del af noget større – et fællesskab, hvor alle har betydning for andres trivsel.

Vi kommer aldrig til at se hele billedet af vores børns fællesskaber. Men vi kan blive meget bedre til at huske, at der ofte er meget mere at se end ved første øjekast.