Nedskæringer i nødhjælp, klimaforandringer og fire udeblevne regnsæsoner har sendt Somalia mod en sultkatastrofe, der kan få alvorlige konsekvenser for omkring seks millioner mennesker – herunder næsten to millioner børn under fem år.
Debatindlæg af Jakob Eilsøe Mikkelsen, bragt i Politiken 17. marts
'Jeg skriver til jer, fordi vi står i en ekstrem alvorlig og desperat situation'.
Sådan indledte min kollega Mohamud Hassan, der er landedirektør i Somalia, sin mail, der tikkede ind i min indbakke for et par dage siden. 'Vi står i en kritisk periode, hvor tørke, konflikt, fordrivelse, sygdomsudbrud og alvorlige nedskæringer i nødhjælp har skabt en af de mest alvorlige børnekriser i nyere tid', skrev han.
Ordene var ikke til at tage fejl af. Det var brutal læsning. Selv for mig, der har arbejdet i mere end 25 år med nødhjælp og udvikling på det afrikanske kontinent. Jeg har flere gange set, hvordan tørken kan udpine jorden, dræbe kvæget, udtørre afgrøder og sende millioner af mennesker på flugt i jagten på mad, vand og overlevelse.
Men alligevel påvirkede mailen mig. For den bekræftede min frygt for udviklingen på Afrikas Horn. Lige nu står vi i en situation, som kan sende store dele af befolkningen i området ud i en kæmpe sultkrise, der kan få katastrofale følger for især børn i Somalia.
Den forrige tørke, der skyldtes fem fejlslagne regnsæsoner, og som plagede Afrikas Horn i perioden fra 2022 til 2024, var den værste tørke i 40 år. Her blev næsten syv millioner sendt ud i akut fødevareusikkerhed. De sultede i en sådan grad, at det var livstruende. Katastrofen blev afværget i sidste øjeblik. Vejrguderne var med somalierne, og der blev sendt livreddende nødhjælp til den hårdtprøvede civilbefolkning. Men selvom en officiel hungersnød blev afværget i sidste øjeblik, havde sultkatastrofen i de år omfattende konsekvenser – titusindvis af mennesker døde som følge af tørken.
For tørken ramte et land, der i lang tid har været påvirket af konflikt og fattigdom. Den blev forstærket voldsomt af klimaforandringerne, og store dele af landdistrikterne oplevede, at der ikke var vand og afgrøder, mens kvæg og andre kreaturer svandt ind for til sidst at ende i forrådnelse på den golde jord under solens varme stråler.
Lokalbefolkningen betaler prisen for CO2-udledninger andre steder i verden
Lokalbefolkningerne i Somalia har gennem årene udvist enorm stor modstandskraft, når det kommer til at håndtere de gentagne tørker. Men der er naturligvis en grænse for, hvor meget de kan stå imod – ikke mindst, når perioden mellem tørkerne bliver kortere og kortere på grund af klimaforandringer. Det betyder, at folk sælger deres ejendele og dyr eller optager lån for at kunne købe mad. Det tager tid at genetablere, og når næste tørke rammer kort tid efter, er det som at stå med et halvfærdigt tag på et hus efter en storm, og så rammer den næste storm.
En rapport slog for tre år siden fast, at tørken på Afrikas Horn skyldtes menneskeskabte klimaforandringer, og at klimaforandringerne har gjort tørke på Afrikas Horn omkring 100 gange mere sandsynligt. Somalias eget klimaaftryk er forsvindende lille. Så lokalbefolkningerne betaler prisen for CO2-udledninger andre steder i verden.
Derfor er det ikke overraskende, at vi står her igen. Trods appeller og opråb om behov for akut nødhjælp.
Regnen har på ny været højst uregelmæssig i flere sæsoner – nu fire i træk. Det har ført til, at sulten har bredt sig. Men situationen denne gang er intensiveret af de voldsomme nedskæringer i nødhjælp, blandt andet efter afviklingen af store dele af USAid. Det har ført til, at hjælpen udebliver.
Lige nu hjælper man kun sølle ni procent af de sultende somaliere. Ernæringsprogrammer er blevet kraftigt beskåret. I Red Barnet har vi måttet trække os fra sundhedsklinikker på grund af manglende finansiering. Forebyggelsen er svundet ind i takt med, at tørken er blevet mere omfattende igen.
Og hvis vi kigger på hele 2026, er tallene meget dystre. I Somalia har man sat det samlede behov for hjælp langt lavere i år end året før – faktisk hele 40 procent. Det betyder, at der samlet set skal indsamles 852 millioner USD for at hjælpe 2,4 millioner mennesker i Somalia, men planen er i øjeblikket kun 10 procent finansieret. Og behovene hos den sultende del af befolkningen er mere end dobbelt så høje.
Situationen er intensiveret af de voldsomme nedskæringer i nødhjælp
Det er dybt problematisk. Uden yderligere finansiering vil flere behandlingscentre lukke, forsyningskæder bryde sammen, og børn, som kunne have været reddet, vil ikke få hjælp. Den igangværende konflikt i Mellemøsten påvirker samtidig de globale forsyningskæder, hvilket øger risikoen for mangel på mad, vand og medicin. Det kalder på handling.
Verdenssamfundet må ikke vende det blinde øje til Somalia. Der skal skrues gevaldigt op for støtten. Stater, ngo’er, virksomheder og befolkninger må stå sammen for at afværge den truende katastrofe. Det er afgørende. Men akut nødhjælp er ikke nok.
Vi er nødt til at følge op med langsigtede investeringer, så modstandskraften i lokalbefolkningen kan understøttes mod de voldsomme tørkeperioder, som fortsat vil ramme regionen med kortere og kortere mellemrum og få vidtrækkende konsekvenser, hvis ikke vi investerer langsigtet.
Vi skal derfor gøre mere for at hjælpe familier med at tilpasse sig klimaforandringerne og ruste dem til hyppigere tørkeperioder – blandt andet ved at styrke deres i forvejen imponerende modstandskraft mod tørke. Det handler blandt andet om at sikre foder og vand til husdyr og kvæg. Og så skal vi fokusere på uddannelse af børn og jobskabelse for unge.
Det gør vi kun, hvis Danmark og andre lande holder fast i at levere ulandsbistand på minimum 0,7 procent af bni. Hvis verdenssamfundet skal give næring til jorden og håbet om en bedre fremtid i Somalia og resten af Afrikas Horn, skal det internationale samfund øge støtten både til akut nødhjælp, mad og vand, og også udvikling, klimasikring og uddannelse.
Ellers kan vi om få måneder stå i en sultkatastrofe, der kan få fatale konsekvenser for tusindvis af børn i Somalia.
