Forestil dig en verden, hvor over
100 millioner mennesker er fordrevet som følge af krig, konflikt og klimachok. Hvor
over 270 millioner børn og unge ikke går i skole. Og hvor
omtrent 300 millioner mennesker står over for akut sult. Tilsæt så dramatiske globale nedskæringer i den humanitære bistand med blandt andet afviklingen af USAID, hvor millioner af mennesker i verdens mest skrøbelige samfund fra den ene dag til den anden mister afgørende livliner i form af mad, medicin, sundhedsstøtte og skolegang. Og tilsæt så en verdensomspændende energikrise,
der presser yderligere millioner mennesker ud i akut fødevareusikkerhed og sender priserne i vejret, mens
det bliver dyrere og sværere at få nødhjælp frem til lande som Sudan, Somalia, Afghanistan og Yemen, hvor børn dør af underernæring og sygdom.
Det lyder som et tænkt dommedagsscenarie, men det er desværre den virkelighed, vi står i lige nu. Og meget tyder på, at det snart kan blive endnu værre. I sidste uge blev det nemlig officielt bekræftet, at vi har taget hul på en såkaldt El Niño, der kan få enorme konsekvenser.
USA's vejrtjeneste NOAA vurderer tilmed, at der er stor risiko for en meget kraftig – potentielt “super” – El Niño i perioden november til januar, som vil rangere blandt de største El Niño-begivenheder i de historiske optegnelser, der går tilbage til 1950". Og allerede inden denne udmelding slog FN's generalsekretær fast, at
El Niño vil kaste benzin på bålet i en opvarmet verden.
Store dele af verden følger nervøst udviklingen, fordi det voldsomme klimafænomen kan få kolossale konsekvenser for store dele af verden, og estimater peger på, at de økonomiske tab forbundet med en kraftig El Niño skal måles i
billioner af kroner – ikke milliarder.
En kraftig El Niño resulterer nemlig i voldsomme temperaturstigninger, og det vil være katastrofalt for især skrøbelige lande, samfund og borgere. Det vil føre til ekstrem tørke, kraftig nedbør, oversvømmelser, tropiske storme, naturbrande og øge risikoen for hedebølger og andre vejrekstremer.
Forleden pegede DMI på, at den globale gennemsnitstemperatur i forvejen ligger blandt de tre højeste nogensinde målt, og at en kraftig El Niño derfor kan gøre 2026 meget varm – og måske gøre 2027 til det varmeste år nogensinde målt.
Under sidste store El Niño i 2015–2016 blev over 60 millioner mennesker ramt. Millioner af børn sultede, og utallige familier blev nødt til at flygte for at finde mad, vand eller arbejde, efter ekstreme vejrhændelser havde smadret deres levegrundlag. Denne gang står verden i en langt mere sårbar position.
Det kan være katastrofalt for millioner af børn og familier på tværs af verden, der i forvejen er så pressede, at de må træffe umulige valg for at overleve på grund af stigende fødevareusikkerhed, krig, konflikter og klimakrise. Allerede nu lider over
35 millioner børn under fem år af akut underernæring, hvilket truer deres overlevelse såvel som udvikling på den længere bane.
En kraftig El Niño vil ramme i en tid, hvor flere kriser allerede overlapper, forstærker hinanden og skaber et pres, der overvælder både samfund og de humanitære systemer, og det rammer børnene hårdest. For når tørke rammer landbruget, falder produktionen. Når produktionen falder, stiger priserne. Når priserne stiger, mister familier adgang til mad. Og når familiers levegrundlag udpines, og økonomien bryder sammen, er det børnene, der betaler den højeste pris. De sulter. Deres skolegang bliver afbrudt. De får større risiko for sygdom og for at blive udsat for alvorlige rettighedskrænkelser – fra udnyttelse og børnearbejde og til børneægteskaber og rekruttering til væbnede grupper.
Hvis man skal udpege et land, der i forvejen er presset til det yderste, kan man blandt andet kigge mod Somalia, hvor millioner af mennesker sulter, og der er risiko for decideret hungersnød inden for kort tid. Her har fire mislykkede regnsæsoner i træk ødelagt afgrøder, udtømt ressourcer, fjernet familiers levegrundlag og efterladt børn uden mad og den mest basale sikkerhed.
Landet er et skræmmende eksempel på, at klimaforandringer skruer op for både, hvor voldsomt og hvor ofte de ekstreme vejrsituationer rammer. Og det betyder, at det bliver sværere og sværere for lokalsamfundene at komme på benene igen. For eksempel for familier, der har solgt deres husdyr eller værktøj og taget lån for at kunne købe mad. Når den næste tørke så rammer igen året efter, så er det som at stå med et halvfærdigt tag på et hus efter en storm, når en ny storm rammer. Læg dertil, at over 500
sundheds- og ernæringsklinikker har været nødt til at lukke på grund af internationale nedskæringer.
Tidlig handling er billigere end sen nødhjælp
Trods alle de her forfærdelige konstateringer, så er der heldigvis en lille smule lys i mørket. Og det er, at vi kigger ind i en potentiel katastrofe, som vi rent faktisk er advaret om. El Niño er nemlig et af de klimafænomener, vi kan forudsige måneder i forvejen. Det giver en mulighed for at handle nu – før konsekvenserne eskalerer. Det vil redde liv, men det vil også begrænse de økonomiske omkostninger, fordi det er mere effektivt at forebygge frem for at slukke brande, når skaden er sket.
Hos Red Barnet arbejder vi allerede med de forebyggende indsatser i en række kriseramte lande. For eksempel ved at reagere på tidlige varslinger om tørke med mobile sundhedsklinikker, vand, foder til lokalbefolkningernes husdyr og økonomisk støtte, så familier selv kan købe, hvad de har mest brug for.
Det kan også være at give familier i oversvømmelsestruede områder støtte til at flytte ejendele og husdyr i sikkerhed – så de ikke mister alt og står uden levegrundlag. Samtidig kan børn fortsætte deres skolegang via midlertidige læringscentre.
Det giver klare resultater: Flere børn forbliver raske, flere familier kan beskytte deres levegrundlag, og færre børn tvinges til at forlade deres hjem eller får afbrudt deres skolegang.
Tidlig handling er ikke bare mere effektiv. Det er op til syv gange billigere, mere stabiliserende og langt mere menneskeligt end reaktiv nødhjælp. Alligevel er det alt for ofte, først når billederne af tørke og sult rammer medierne, at finansiering og politisk opmærksomhed følger med. På det tidspunkt er skaden allerede sket. Børn er taget ud af skolen, sultkriserne er blevet fatale, og familier er blevet tvunget på flugt. Det er præcis det mønster, vi skal bryde, men det kræver, at vi handler nu.
Hvis vi fejler, er det ikke, fordi vi ikke vidste, at katastrofen var på vej, eller hvad vi skulle gøre. Det er, fordi vi valgte at vente.
