Institutionelle dononer

Red Barnets engagement er afhængigt af det samarbejde, vi har med stærke partnere, og den økonomiske støtte vi får fra en lang række institutionelle donorer, private fonde, virksomheder og donationer fra private danskere. Det er fordi vi arbejder sammen, at vi kan skabe forandringer for verdens mest udsatte børn herhjemme og ude i verden.

Udenrigsministeriet Danida

Danida

Red Barnet modtager støtte fra Udenrigsministeriet via en fireårig strategisk partnerskabsaftale og enkeltbevillinger til større humanitære kriser. Den strategiske partnerskabsaftale har afgørende betydning for vores internationale arbejde og sikrer, at vi kan arbejde langsigtet i både humanitære kontekster og når det gælder udviklingsbistand. Aftalen finansierer blandt andet landeprogrammer i Yemen, Syrien, Somalia/Somaliland, Sydsudan, Burkina Faso, Mali, Sierra Leone, Bangladesh og Afghanistan, samt regionale og tematiske programmer, hvor vi arbejder med partnere i flere lande.

For at sikre, at Red Barnet kan rykke hurtigt ud, når krisen rammer, modtager vi særlige midler, som kan fordeles fleksibelt og hurtigt, når katastrofer opstår pludseligt eller eksisterende kriser forværres. Her finder du en oversigt over de projekter, som midlerne har støttet i 2023.

EU logo

EU

Den Europæiske Union (EU) er verdens største bistandsyder og en vigtig samarbejdspartner for Red Barnet. Gennem de seneste 15 år har vi udviklet vores samarbejde med EU-systemet, og støtten herfra udgør nu en væsentlig andel af de midler, som Red Barnet har til sit internationale arbejde.

EU støtter Red Barnets arbejde gennem Afdelingen for Civilbeskyttelse og Humanitær Bistand (DG ECHO), Afdelingen for International Samarbejds- og Udviklingsbistand (DG DEVCO) og gennem regionale EU hjælpefonde (trust funds).

EU’s afdeling for Civilbeskyttelse og Humanitær Bistand har til formål at redde og beskytte liv og sikre værdighed blandt mennesker, der er berørt af naturkatastrofer og konflikter.

Red Barnet er certificeret som partner for ECHO for 2021-2027.

EU’s afdeling for International Samarbejds- og Udviklingsbistand har ansvar for udformningen af EU’s udviklingspolitik med det primære formål at mindske fattigdom, sikre bæredygtig udvikling og fremme demokrati, fred og sikkerhed i verden.

Læs mere om en række af vores EU-støttede projekter

Andre partnere

Danmarks Indsamling logo

Danmarks Indsamling

Danmarks Indsamling er en national indsamling, hvor Danmarks Radio og 12 humanitære organisationer: Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, UNICEF, SOS Børnebyerne, Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke, Læger uden Grænser, OXFAM Ibis, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkehjælp, CARE og Planbørnefonden samler ind til projekter i lande som er præget af katastrofer, fattigdom eller konflikt.

Siden Danmarks Indsamling blev afholdt første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end en milliard kroner. Pengene er gået til projekter faciliteret af de 12 organisationer og har betydet, at flere millioner fattige familier og børn har fået støtte til at forbedre deres liv.

Læs mere om projekter støttet af Danmarks Indsamling.

Hempel Fonden logo

Hempel Fonden

Red Barnet og Hempel Fonden har indgået en partnerskabsaftale, hvor vi sammen vil arbejde for alle børns ret til uddannelse. Hempel Fondens strategi fokuserer især på børn i landdistrikter, som lever i fattigdom og derfor ikke kommer i skole – eller hvis de er i skole, lærer for lidt, fordi undervisningen er mangelfuld. Hempel Fonden støtter gerne innovative modeller, som kan være IT-baserede. Red Barnet og Hempel Fonden har aktuelle partnerskaber i Bangladesh, Uganda, Kina og Indonesien. Som eksempel fokuserer programmet i Bangladesh på kvaliteten af pigers uddannelse i landdistrikter, hvor der afprøves en model, som styrker kvaliteten gennem undervisning med brug af tablets. Programmet i Uganda understøtter læreres professionelle udvikling for at styrke læseindlæringen i skolerne.  

LEGO Foundation logo

LEGO Fonden

LEGO Fonden ønsker at skabe en fremtid, hvor læring gennem leg styrker børns kreativitet, engagement og livslange læring. I samarbejde med bl.a. undervisere og forældre har LEGO Fonden har som mål at sætte fokus på legens vigtighed for børns udvikling og gentænke rammerne for læring – i hjemmet, skolen og samfundet. I samarbejde med partnere som Red Barnet gennemfører LEGO Fonden projekter i en lang række lande. LEGO Fonden og Red Barnet samarbejder blandt andet om et projekt i Bhutan og regionalt i Asien, hvor småbørnsforældre lærer, hvordan deres børn kan udvikle sig gennem leg og får inspiration til gode og sjove legeaktiviteter.

Læs mere om projekter støttet af The LEGO Foundation
Read more about projects funded by The LEGO Foundation 

LEGO Gruppen logo

LEGO Gruppen

LEGO Gruppen er et privatejet selskab med base i Billund, Danmark. Virksomheden ejes af familien Kirk Kristiansen, der grundlagde den i 1932. LEGO Gruppen er engageret i udviklingen af børns kreativitet gennem leg og læring i mere end 140 lande verden over. LEGO Gruppen yder samtidig humanitær støtte til børn og familier efter katastrofer. LEGO Gruppen arbejder blandt andet gennem projekter med partnere som Red Barnet, og læring gennem leg er grundstenen. Red Barnet og LEGO Gruppen samarbejder om uddannelsesprojekter i Kina og Indien samt flere humanitære projekter i kølvandet på COVID-19 pandemien.

Novo Nordisk Fonden logo

Novo Nordisk Fonden

Novo Nordisk Fonden støtter sociale og humanitære initiativer målrettet marginaliserede børn og unge i Danmark og andre udvalgte geografiske områder. Fondens formål er at forbedre livskvalitet og muligheder i livet for marginaliserede børn og unge gennem uddannelse, forbedret sundhed og generel kompetenceudvikling.

Novo Nordisk Fonden støtter aktiviteter i lande og områder, som er påvirket af krigen i Syrien, herunder blandt andet Jordan. Målgruppen er flygtninge og andre marginaliserede børn og unge. Sammen med Red Barnet har Novo Nordisk Fonden blandt andet støttet en livreddende sundhedsindsats for børn og familier, som blev berørt af Cyclone Idai i Mozambique i 2018 og et sundheds- og ernæringsprojekt for udsatte børn i Sydsudan i 2020.