Lars sætter mobning på
dagsordenen i børnehaver,
folkeskoler og i medierne

Foto: Louise Dyring Mbae

Lars Stilling Netteberg har siden 2005 været med til at sætte mobning på dagsordenen i landets folkeskoler, børnehaver, sportsklubber og i medierne. Han har blandt andet været med til at udvikle Red Barnets første projekt om mobning ’Fri for Mobberi’, der i dag er Danmarks største antimobbeprogram til vuggestuer, børnehaver og indskoling. Lars er Red Barnets programkoordinator og talsperson inden for mobning. 


Hvad er Red Barnets største resultater i kampen mod mobning?

- Det er helt klart, at vi lavede anti-mobbeprogrammet Fri for Mobberi. Vi har været med til at udvikle og indføre en tidlig forebyggende indsats i børnehaver og indskolingen, hvor vi opbygger positive og inkluderende børnefællesskaber. 

- Projektet startede, da vi modtog den Humanitære pris fra Kronprinsparret i 2005. Vi måtte hurtigt forberede en takketale om, hvad vi ville bruge pengene til, og det blev startskuddet til, at vi ville lave en tidlig og forebyggende indsats på mobbeområdet. Vi tog til Australien og lod os inspirere af et mobbeprojekt, som Kronprinsessen kendte til, og derefter udviklede vi programmet Fri for Mobberi.

Hvad har vi opnået med projektet?

- Vi er ude i cirka halvdelen af alle børnehaver og godt og vel 43 % af alle skoler i Danmark. Det, synes jeg, er et resultat, vi kan være meget stolte af. Vi har haft 15.000 skolelærere og pædagoger på kursus i mobning. Det er altid svært at måle på, om der er mindre mobning, men generelt viser vores evalueringer, at både børn, fagfolk og forældre synes, at materialet skaber positive forandringer i deres måder at være på over for hinanden.

Hvordan var det at opnå?

- Det har været en fantastisk rejse at være med på og se en idé blive til virkelighed og blive taget så godt imod. Jeg bliver rørt hver gang jeg ser, at man arbejder med programmet i andre kulturer. Vi har været med til inspirere børnehaver og skoler i Grønland, Færøerne, Estland, og Island, og langt hen ad vejen er det den samme problemstilling og det samme sprog, de bruger fra Fri for mobberi-programmet.

Hvorfor er det vigtigt, at Red Barnet arbejder for at bekæmpe mobning mod børn og unge?

- Fordi mobning er et stort problem, både for de børn, der bliver udsat for mobning, men også et problem for hele gruppen af børn, der er i en mobbekultur. Mobning gør, at børnene lever i en konstant utryghed, og det er ikke et godt læringsmiljø. De børn, der bliver udsat for mobning, kan få meget store ar på sjælen, og det kan have store konsekvenser for dem personligt.

Hvad betyder det personligt at arbejde med mobning?

- Det betyder noget personligt for mig at være med til at gøre en forandring for børn, der er udsat for, at deres rettigheder bliver overtrådt.

- Jeg har oplevet, at mobning er noget, der optager mange mennesker. Når forældre sender deres børn i skole, er de ikke mest optaget af, at deres barn skal ud med en god eksamen, men at deres barn får et godt børneliv med god trivsel i skolen.

- Personligt har jeg haft flere ahaoplevelser undervejs, i takt med at jeg har fået mere viden om, hvad mobning egentlig er for noget. Jeg har tænkt tilbage på episoder i min egen skolegang, hvor der måske er foregået mobning, uden at jeg dengang har været bevidst om det, og måske jeg kunne have gjort noget anderledes for at forhindre det.

Hvad er Red Barnets fremtidige mål inden for mobning?

- Det er Red Barnets ambitioner at bidrage til, at skoler får viden og redskaber til at arbejde med forebyggelse og indsatser om mobning.

- Vi vil gerne have ændret lovgivningen, så det bliver mere forpligtigende for skolerne at bekæmpe mobning. Vi arbejder for, at børn og forældre får en mulighed for at klage, hvis de oplever, at skolen undlader at gribe ind over for mobning.

De børn, der bliver udsat for mobning, kan få meget store ar på sjælen, og det kan have store konsekvenser for dem personligt.

Lars Stilling Netteberg, Red Barnets programkoordinator inden for mobning

- I 2005 var Lars med til at udvikle Red Barnets første antimobbeprogram Fri for Mobberi til børnehaver og indskoling.

- Han har været med til at udbrede Fri for Mobberi til lande som Grønland, Færøerne, Estland og Island.

- Har været med til at udvikle Klubfidusen – antimobbematerialer til danske fodboldklubber.

- Har afgivet høringssvar inden for mobbeområdet.

 

Lars har været ansat i Red Barnet siden 2001