Projektleder søges

til den ambitiøse fritidsjobindsats Måltid, Fritid, Fremtid

Brænder du for frivilligledelse og projektudvikling? Trives du med koordineringsopgaver? Vil du gerne have erfaring med at samarbejde på tværs af sektorer? Hvis ja, så er det netop dig, vi søger til projektet Måltid, Fritid, Fremtid.

Undersøgelser viser, at et aktivt fritidsjob hjælper unge fra sårbare familier til at bryde den sociale arv og dermed i større grad til at mestre eget liv som ung og voksen. Gennem et fritidsjob lærer man selvdisciplin, kundeservice, samarbejde, ansvar og glæden ved at tjene egne penge. Derfor sigter projekt ”Måltid, Fritid, Fremtid” på at hjælpe sårbare unge ind på arbejdsmarkedet og gøre sig erfaringer med dette gennem et fritidsjob. Projektet er blevet til gennem et stærkt partnerskab mellem Red Barnet, Meyers Madhus og Aarhus og Odense Kommune og startede i efteråret 2020.


Om projektet

Projektet består af halvårlige forløb. Hver forløb består af fire ugers køkkenundervisning tilrettelagt af Meyers Madhus med madlavning som omdrejningspunkt og fire ugers jobtræning i en lokal virksomhed. Dertil har den unge tilknyttet en frivillig mentor, som støtter op om den unge gennem hele forløbet og hjælper den unge på vej mod et fritidsjob.

Din rolle som frivillig projektleder
Som frivillig projektleder vil du blive en del af en etableret frivillig projektledergruppe. Der er brug for flere kræfter i gruppen og derfor søger vi netop dig!

Som frivillig projektleder er dine primære opgaver at:

  • varetage koordineringsopgaver i projektet.
  • give løbende sparring til frivillige mentorer telefonisk og afholde fælles sparringsmøder.
  • være i tæt kontakt med Red Barnets sekretariat og lokalforening.
  • deltage i planlægningsmøder med projektets parter og bidrage til projektudvikling og evaluering.
  • afholde frivilligsamtaler med potentielle mentorer.
  • klæde nye frivillige på gennem afholdelse af uddannelsesdag.
  • planlægge og facilitere uddannelsesdag i samarbejde med Red Barnets sekretariat.
  • sørge for dokumentation af forløbene og løbende administrative ad hoc-opgaver.

Vi kan tilbyde dig:

  • at sætte dine kompetencer i spil inden for alt fra eventplanlægning og Excel-ark til matching af unge og mentorer.
  • indblik i en helhedsorienteret indsats på tværs af kommune, erhvervslivet og civilsamfund.
  • medbestemmelse ift. udvikling af indsatsen.
  • muligheden for at følge de unges vej til et fritidsjob gennem tæt sparring og opfølgning med mentorerne.
  • erfaring med tilrettelæggelse og udvikling af et tværfagligt partnerskab.
  • deltagelse på møder med projektets parter, hvor du deler din viden og erfaring om den frivillige del af indsatsen.
  • at deltage i fejring af de unge ved diplomoverrækkelse, når de unge afslutter træningsbanen.
  • at opleve alt det de unge lærer under køkkenforløbet, når du inviteres med som gæst til den såkaldte ”restaurant-aften”, som markerer afslutningen på de unges fire ugers undervisningsforløb med Meyers Madhus.
  • at blive klædt grundigt på til opgaven som frivillig projektleder i samarbejde med de nuværende frivillige projektledere og Red Barnets sekretariat.
  • at udvide dit netværk gennem projektets parter og Red Barnets lokalforening.


Vi forventer, at du:

  • Har lyst til at skabe rammerne for et vellykket projekt med unge i centrum.
  • Har en vis erfaring med projektledelse, også gerne med frivillighed.
  • Er god til at samarbejde med mange forskellige aktører.
  • Brænder for det administrative arbejde og ikke lader dig slå ud af Excel-ark.
  • Er god til at lytte og følge op på udfordringer, som mentorerne møder i mentorforløbene.
  • Kan hjælpe med at optimere interne processer.
  • Kan afsætte min. 2-3 timer om ugen til projektet.
  • Kan forpligte dig til at være frivillig i projektet i min. et år.
  • Deler samme værdier og mål som Red Barnet om at skabe bæredygtige, langsigtede forbedringer i børn og unges liv.


Frivillig i Red Barnet

Du vil blive en del af en spændende børneorganisation, som er førende i kampen for børns rettigheder med stor gennemslagskraft og et stærkt brand. Red Barnets sekretariat holder til i København, men har mange lokalforeninger rundt omkring i landet. Med et frivilligjob i Red Barnet er der mulighed for guldkorn til dit CV og personlig udvikling. Red Barnet holder løbende workshops og kurser for alle Red Barnets frivillige, som du selvfølgelig også inviteres til.


Interesseret?

Lyder ovenstående som noget for dig, så send gerne en ansøgning via formularen i linket her.

Har du spørgsmål, så send en mail til: maaltidfritidfremtid@redbarnet.dk

Vi ser frem til at høre fra dig!