Bliv mentor

og støt en ung på vejen til et fritidsjob

Projekt Måltid, Fritid, Fremtid har til formål at hjælpe unge i udsatte positioner i fritidsjob. Som mentor kan du støtte en ung på vejen dertil.

Det kan være svært for unge fra sårbare familier at komme i gang med et fritidsjob, og derfor søger vi mentorer, som vil give unge gode råd om arbejdslivet, om hvordan man komme i gang på en arbejdsplads, hjælp til at skrive ansøgninger og generel støtte med på vejen, som de unge ikke nødvendigvis har med hjemmefra.

Et fritidsjob er med til at bryde den sociale arv og giver unge værdifulde erfaringer, som gør dem bedre i stand til at mestre eget liv som ung og voksen. Gennem et fritidsjob lærer man selvdisciplin, kundeservice, samarbejde og glæden ved at tjene egne penge. Derfor sigter projekt Måltid, Fritid, Fremtid på at hjælpe 50 sårbare unge i fritidsjob henover en 2½-årig periode gennem et stærkt partnerskab mellem Red Barnet, Meyers Madhus og Aarhus og Odense Kommune.


Som mentor i projektet får du mulighed for:

  • at hjælpe en ung på vejen til arbejdsmarkedet.
  • dele ud af dine egne arbejds- og jobsøgningserfaringer og være den, der støtter den unge i de første og betydningsfulde arbejdsmarkedserfaringer.
  • at følge den unges udvikling undervejs i projektet og fejre den unges små og store succeser.

Projektet startede i efteråret 2020 og vil nu påbegynde det tredje forløb. Hvert forløb består for de unge af fire ugers køkkenundervisning tilrettelagt af Meyers Madhus med madlavning som omdrejningspunkt og fire ugers jobtræning i en lokal virksomhed. I alt otte ugers træningsforløb. Derefter består projektet af fire måneders mentorstøtte i fritidsjob/jobsøgning. Som mentor forpligter du dig i alt for seks måneder ad gangen.


Dine opgaver som mentor er følgende:

  • Støtte og motivere den unge gennem hele forløbet.
  • Hjælpe den unge med struktur og overholdelse af aftaler
  • Følge den unge til undervisning og jobtræning, hvis der er behov (mentor deltager ikke i undervisningen)
  • Sikre god kontakt mellem den unge og virksomheden, som den unge skal ud i jobtræning hos og deltage i møder med den lokale virksomhed.
  • Fejre den unge – fx ved deltagelse i diplomoverrækkelse og andre festlige markeringer i projektet
  • Udvikling og afklaring af den unges potentiale, så den unge får medvind i jagten på et fritidsjob.
  • Hjælpe den unge med jobsøgning, herunder udarbejdelse af ansøgninger og CV.
  • Dele ud af dine personlige erfaringer med at være på arbejdsmarkedet
  • Lytte til de udfordringer, som den unge møder på vejen til et fritidsjob.
  • Praktisk problemløsning, hvis der opstår udfordringer i den unges forløb.
  • Deltage i sparringsmøder med de øvrige frivillige mentorer i projektet.
  • Gennemgå obligatorisk onboarding ved en uddannelsesdag
  • Være i tæt, løbende kontakt med de frivillige projektledere, som hjælper dig ifm. sparring.

Vi forventer, at du har et ungt mindset, er rummelig og anerkendende, samt at du er fast besluttet på at gennemføre din mentor-funktion i det halve år, som projektet varer. Vi forventer at du er engageret som person, er god til at skabe struktur for den unge og har mulighed for at være til rådighed i situationer, hvor den unge kan have brug for vejledning.

Du vil blive frivillig i Red Barnet og derved en del af en spændende børneorganisation, som er førende i kampen for børns rettigheder med stor gennemslagskraft og et stærkt brand, hvilket kan være guldkorn på dit CV. Du vil have mulighed for personlig og faglig udvikling gennem kurser og webinarer for alle Red Barnets frivillige.


Interesseret?

Lyder ovenstående som noget for dig, så send gerne en ansøgning via formularen i linket her.

Har du spørgsmål, så send en mail til: maaltidfritidfremtid@redbarnet.dk

Vi ser frem til at høre fra dig!