Andreas redder børnene ud af katastrofer og i sikkerhed

Som nødhjælpsarbejder for Red Barnet lever Andreas Ring et nomadeliv på godt og ondt. Men han bliver ved med at tage til verdens brændpunkter, fordi arbejdet er meget meningsfuldt.


Hvad er det vigtigste Red Barnet gør, når en katastrofe rammer?

- Vi ved, at hvert et minut tæller for at redde menneskeliv, og derfor rykker vi straks ind med det, folk har mest brug for – det vil typisk være rent drikkevand, mad, medicin og adgang til basal lægehjælp.

Er der et øjeblik, som har gjort særligt indtryk på dig?

- En lille pige holder en drivvåd, fladtrampet bamse i sin ene hånd. Imens er folk i gang med at grave lig ud af ruinerne, efter at en tyfon har smadret deres hjem i det østlige Filippinerne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan sådan en situation påvirker børn. Det gør altid et kæmpe indtryk på mig. Børn er mere sårbare. Jeg kan simpelthen ikke undgå at føle sorg og frustration, når jeg ser børn lide.

Hvorfor har du valgt at blive nødhjælpsarbejder?

– Fordi jeg ville gøre noget, der giver mening. Man arbejder dag og nat, for her kan tingene ikke vente til i morgen. Jeg kan mærke, at min indsats gør en forskel, og så føler jeg mig levende og beriget. Jeg vil altid kunne se tilbage på det - uden at fortryde noget.

Hvilke katastrofer er de sværeste at arbejde i og hvorfor?

– Det er de katastrofer, der er glemt af omverdenen. Fx Yemen, hvor jeg lige nu arbejder, og hvor de færreste ved, at en borgerkrig har varet mere end et år. Flere end 21 millioner mennesker - det er 80% af landets befolkning – har brug for nødhjælp. Vi forsøger at råbe omverdenen op, men vi oplever, at det er svært at få hul igennem. Derfor kan vi ikke skaffe penge nok til at hjælpe folk tilstrækkeligt.


Mange kalder dig og dine kollegaer ’helte’!?

– Jeg blev fulgt af et tv-hold, da tyfonen ’Haiyan’ ramte Filippinerne. Jeg er lidt ked af, at de kaldte programmet for ’Helvedes helte’. Navnet afspejler ikke helt realiteten, men snarere en idolisering. Det er en lidt ufortjent glorificering af at være nødhjælpsarbejder i forhold til alle mulige andre, der gør et fantastisk stykke hjælpearbejde til daglig fx skolelærere og socialrådgivere. Det handler ikke om, at vi er helte. Men om, at vi gør noget, som vi tror på.

Hvilke farer udsætter du dig selv for ved jobbet, og hvad gør du for at undgå dem?

– Jeg kan risikere at komme til skade, fx når der kommer efterskælv efter et stort jordskælv. Kidnapninger og bomber kan også være en risiko, særligt i Yemen, hvor jeg er nu. Og så er der den almindelige arbejdsrisiko for, at jeg kan blive syg af forurenet vand og blive udsat for andre svære arbejdsvilkår. Det er heller ikke så nemt at stifte familie eller bare have et velfungerende parforhold, når man flytter fra brændpunkt til brændpunkt.

Hvorfor bliver du ved med at arbejde som nødhjælpsarbejder?

– Hvis jeg ser tilbage på mit liv, når jeg er 70, og spørger: ’Hvorfor arbejdede jeg i Filippinerne fra en ødelagt bygning?’ Så vil jeg kunne svare, at det var, fordi jeg troede på det. At det for mig var det rigtige at gøre – at det gav mening.

 

Vi ved, at hvert et minut tæller for at redde menneskeliv, og derfor rykker vi straks ind med det, folk har mest brug for – det vil typisk være rent drikkevand, mad, medicin og adgang til basal lægehjælp.

Andreas Ring, nødhjælpsarbejder hos Red Barnet

- Han er uddannet cand.polit. med mastergrad i socialt arbejde.
- Før Red Barnet arbejdet for: UNICEF, UNHCR, Dansk Flygtningehjælp, Læger Uden Grænser og Konkurrencestyrelsen.
- Andreas har været ansat i Red Barnet siden 2012.